Militarybadgecollection.com

[Show as slideshow]

◄ 1 ... 3 4

Torsdag den 23 Marts.

Klokken ni mødtes vi i restauranten hvor gruppeformand Erik førte os rundt i lokalområdet og viste os hvor vi kan handle proviant, gå på restaurant samt købe busbilletter som skal bruges når vi tager frem og tilbage mellem byens centrum og vores hotel.

Derefter kørte jeg og Bjarne ud til Avis i lufthavnen og afleverede bilen. Jeg kom til at dreje ind i en forkert bane ud for Avis, og det blev bemærket at to politifolk som jeg måtte vise kørekort til. Der skete ikke noget ud over en pæn henvisning. Det havde ikke gået i Danmark hvor man får bøde for alt. Jeg pointerede til Avis at der var kommet en lille bule i venstre dør efter kængurukollisionen den første aften, så det blev der lavet en rapport på. Vi kom dog ikke til at betale noget ekstra for det. Fakturaen lå på min email da jeg kom tilbage på hotellet og den lød på 2515,62 $ det var vist det vi aftalte, så de har ikke charged os for skaden – endnu. Beløbet svarer til 11.700 danske kroner.

Tilbage til hotellet med buslinje 3, og da vi ikke helt var opmærksom på hvor vi skulle skifte tog vi et par ekstra omgange inden vi kom over i buslinje 4 som gik ud til hotellet. Gik over og handlede lidt proviant i supermarkedet så jeg har lidt at lave morgenmad af. Der er ikke morgenmad med i værelset, da de blev booket på et tidspunkt under Coronaen hvor hotellerne ikke måtte servere mad for folk. Man kan dog godt få morgenmad nu da alle restriktioner er ophævet, det er bare mod betaling og det er ikke særlig dyrt, 11 $ for en morgen komplet. Så på den måde spøger Coronaen stadig.

Stegte en hakkebøf til aften og spiste kold kartoffelsalat til – ganske udmærket.

Fredag den 24 marts

Fik en god nats søvn og da jeg stod op stegte jeg bacon og tre spejlæg med ristet brød til. Gik en tur over i centeret hvor jeg faldt over en boghandel, og vups så var jeg 80 lokale $ fattigere, men til gengæld tre bøger rigere.

Et billede fra wlekomstwalken me to prominente politiske matroner

Lige over middag tog vi alle med buslinje 4 ind til byen til velkomstvandring af Aussie Peace March. Da vi kom ind fik vi udleveret stratkort og velkomstpose med reklamefolder og bykort og da alle var samlet vandrede vi otte kilometer rundt i de mest mondæne områder som blandt andet den nye parlamentsbygning som er fra 1998 og den gamle m.m.

Tilbage på startsted kunne man købe kolde øller, men kun for cash og det havde jeg ingen af, men endnu bedre så var der gratis vand og limonade samt en let anretning.

Derefter var der åbningsceremoni længere nede mod søen hvor der var opstillet en pavillon med en gong gong ligesom den vi i sin tid så i Sydkorea. Et par prominente personer sagde nogle bevingede ord og the Black Sisters and Brothers sang nationalhymnen og Walching Matilda. Alt sammen til stor fornøjelse for de fremmødte. På vej tilbage til bussen fik jeg en selfie med patronen fra Black Sisters.

Lørdag den 25 marts

Tidligt fra morgenen tog vi med buslinje 4 ind til Albert Hall. Her fik jeg vekslet mine Kiwi dollars om til Kængurudollars til en måske lidt dårlig kurs, men på den anden side havde jeg nok ikke fået mere andre steder. Klokken otte skulle dagens walk begynde. Der er flere distancer: 42 km for de hærdede, det er flere år siden jeg stoppede med dem, 21 km for dem der går IML og vil have stempler m.m. hvis man er under 70 år. Hvis man er over 70 kan man nøjes med at gå en 10 km, her var den så på 11 km. Jeg havde egentlig meldt mig på en 21 km, men da klokken var fem minutter i otte, åbnede himlen sig, og jeg havde ikke taget regntøj med til turen. Så efter et kvarters tid og hvor regnen stadig silede ned ændrede jeg min distance til de 11 km – jeg er her mest for feriens skyld, og ikke for at ligge i sengen med dobbeltsidet lungebetændelse. Efter lidt over en halv times tid stilnede regnen af og jeg kom ud på ruten. Det holdt tørvejr og efter lidt over to timer var jeg i mål, tog bussen hjem til hotellet og gik i centeret og handlede. Først på eftermiddagen er regnen vendt tilbage med uformindsket styrke, og det er også skidekoldt. I morgen ser det ikke anderledes ud ifølge vejrmeldingen. Vi skal faktisk hen til onsdag før solen har tænkt sig at dukke op.

The Albert Hall, mødestedet under Peace Walken

Søndag den 26 marts

Anden dag på Aussie Peace Walk. Startskuddet gik klokken otte fra Albert Hall. Vejret var imod al frygt rigtig godt og i løbet af et par timer var solen kommet frem og varmede. Jeg var kommet lidt for tidligt af sted så det andet checkpoint ikke var nået på plads da jeg passerede så jeg missede stemplet. Det blev jeg mindet om et par kilometer længere fremme. Så jeg måtte tilbage og derefter retur – tre km ekstra – og var efter to timer og 52 minutter i mål med 15 en halv km i benene. Ruten havde været flot rundt om nogle af søerne ved Canberra, på tourens sidste etape så jeg flere kænguruer springe rundt i skoven. Men det er nu blevet dagligdags at se. Canberra som blev Australiens hovedstad fra 1913 er et territorium som ligger mellem staterne Victoria og New South Wales og er et meget udstrakt område centreret rundt om tre store søer som er lagt sammen og der er lavet en stor dæmning så man kan kontroller samme vandstand det meste af året. Indbyggerantallet er mindre end i Århus. Vejret her i Australien har godt nok været vekslende i de tre uger vi nu har været her. Det har skiftet fra skide koldt og regnfuldt til hedebølge på 41 grader, og næste morgen nede på 14 grader, så det er svært at finde den rigtige påklædning en gang imellem.

Endelig fik jeg den australske IML award som jeg måtte vente på i tre år grundet coronaen

Det er ingen stor præstation af have gået 15 km på lidt under tre timer, eller for den sags skyld 24 eller 42 km. Jo længere du går, jo længere tid tager det, og i forhold til ens alder får man stive lemmer om aftenen, undtaget i det sjove. Så det er kun et spørgsmål om at ville og acceptere at det er sådan. Enhver med fuld førlighed kan gøre det, den store præstation er at komme frem og deltage når vi taler om disse Langtbortistan vandringer.

Men endelig fik jeg denne australske IML-medalje og lande bar med tre års forsinkelse, så jeg nu har dem alle, inklusive alle fire Awards. Så er det måske tid til at finde en anden interesse. Tilbage på hotellet blev alle beklædningsdele smidt ind i vaskemaskinen. Det har været rigtig fint på denne tur hvor der jævnligt har været mulighed for at vaske. Så har man næsten ikke noget snavsetøj liggende i kufferten.

I morgen skal vi til Sydney med bus.

Mandag den 27 marts

Klokken ti forlod vi hotellet og Canberra og efter ca. To en halv time ankom vi med bussen til vores hotel, the Great Southern Hotel i Sydney. Det var næsten som at blive bombet tilbage til stenalderen at komme til dette hotel i forhold til det vi forlod i Canberra. Ikke at det er dårligt, men al den luksus vi havde i Canberra på Abode hotel er der slet ikke noget af på dette. Der mangler det dejlige køkken med alt tilbehør og vaskemaskine m.m. Her er kun et lille køleskab, en vandkedel og ikke mere ud over det mest nødvendige.

Her skulle vi også alle sammen vise pas, det har vi ikke gjort nogen steder førhen. Kort efter at være flyttet ind på vores nye logi, førte formand Erik os på rundvisning i nærkvarteret i en times tid, så vi nu kan finde rundt på egen hånd. Sydney er en storby på ca. 4,5 million indbyggere. En meget almindelig dag uden de store oplevelser.

Tirsdag den 28 marts

Første hele dag i Sydney blev brugt på en travetur fra hotellet langs kajanlæggene og ned til operahuset, igennem botanisk have fra klokken ni til 16 som blev til næsten 28.000 skridt omsat til 13,5 km. På hjemturen inde i Victoria House og nyde en øl og da vi gik der fra styrtede regnen ned så man blev lidt gennemblødt de sidste par km. En god men anstrengende tur. Beskrivelse af Sydney er taget fra Wikipedia.

Sydney er hovedstaden i staten New South Wales og den mest folkerige by i både Australien og Oceanien. Beliggende på Australiens østkyst, metropolen omgiver Sydney Harbour og strækker sig omkring 70 km (43,5 mi) mod Blue Mountains mod vest, Hawkesbury mod nord, Royal National Park mod syd og Macarthur mod sydvest. Sydney består af 658 forstæder, fordelt på 33 lokale regeringsområder. Beboere i byen er kendt som “Sydneysiders”. Folketællingen i 2021 registrerede befolkningen i Greater Sydney som 5.231.150, hvilket betyder, at byen er hjemsted for cirka 66% af statens befolkning. 

Utzons Opera House, helikopterhangarskib og havnefærge samlet på et billede

Under sin første stillehavsrejse i 1770 kortlagde James Cook Australiens østkyst og landede ved Botany Bay. I 1788 grundlagde den første flåde af straffefanger, ledet af Arthur Phillip, Sydney som en britisk straffekoloni, den første europæiske bosættelse i Australien. Efter Anden Verdenskrig oplevede Sydney massemigration, og i 2021 var over 40 procent af befolkningen født i udlandet. Udenlandske fødelande med den største repræsentation er Kina, Indien, England, Vietnam og Filippinerne.

På trods af at Sydney er en af de dyreste byer i verden, rangerer Sydney ofte i top ti over de mest beboelige byer i verden. Sydney har været vært for store internationale sportsbegivenheder som Sommer-OL 2000. Byen er blandt de femten mest besøgte byer i verden, med millioner af turister, der kommer hvert år for at se byens vartegn. Byen har over 1.000.000 ha (2.500.000 hektar) naturreservater og parker, og dens bemærkelsesværdige naturlige træk inkluderer Sydney Harbour og Royal National Park. Sydney Harbour Bridge og Sydney Opera House, der er på verdensarvslisten, er store turistattraktioner. Central Station er centrum for Sydneys jernbanenet, og den vigtigste passagerlufthavn, der betjener byen, er Kingsford Smith Airport, en af verdens ældste kontinuerligt fungerende lufthavne. 

Onsdag den 29 marts

I dag gik vi ned i den gamle bydel og kikkede på dit og dat og fik en kold på The Fortune of War Hotel. Derefter gik vi videre ned ad en gade hvor der var et stort opbud af motorcykelpoliti foran et stort hotel, og Magrethe siger så at det er Obama som er på besøg. Så vi stillede os op sammen med mange andre og lige pludselig dukkede han op og blev guidet ind i en bil i rækken og hele kortegen forsvandt i en gade.

Derefter gik vi op i et af pylonerne til Harbour Bridge, et par hundrede eller flere trappetrin, og de sidste 132 måtte vi betale 15 lokale kængurudollar for, men så kom vi også helt til tops og kunne skue ud over hele byen. Derefter tog vi en turbåd ud til en halvø i havnen og gik ud på Lady Janes Beach og badede i bar røv – nogen af os gjorde da der var et par stykker som var for generte til det.

Tilbage med båden og så tog vi toget til Central Station som ligger tæt på vores hotel. I morgen skal vi flyve ud til Ayers Rock og der må vi kun have 20 kg bagage og 7 kg håndbagage med, så derfor pakkede jeg kufferten med alt det jeg ikke skal bruge de næste 4-5 dage så jeg bruger rygsækken som indvejet bagage, og den lille vandrerygsæk som håndbagage.

Den berømte Harbour Bridge som blev færdigbygget ca. 1935 som vi vandrede over den anden sidste dag vi var i Sydney

Torsdag den 30 marts

Jeg glemte helt at fortælle at på færgen i går mødte vi elleve unge dansker håndværkere – tømre, snedkere, smede og murere som var her for at arbejde i et halvt år. De var kommet for en uge siden, nogen var startet med at arbejde og de andre skulle starte i dag. Unge glade drenge, fulde af sjov med baseballcapen vendt bagud og grin helt op til ørerne.

Klokken halv otte forlod vi hotellet og blev i bus kørt ud til lufthavnen hvor vi først gik i luften ved halvellevetiden. Ca. Tre timers flyvetid og en tidsforskel gjorde at vi landede i Ayers Rock klokken 13. Efter udlevering af vores bagage blev vi i bus fragtet ud til vores hotel Desert Gardens Hotel hvor internettet er noget skodnet som ikke virker. Værelset er der ikke noget at klage over, to dobbeltsenge, stor stue og badeværelse med badekar.

Klokken 1730 blev vi hentet af vores driver Andy som kørte os ud til en sceance for at se solen gå ned over Ayers Rock, samtidig med at han briefede os om området og Uluru. Uluru er 350 meter høj og en helligdom for aborigianls, de oprindelige indfødte. Da vi efter små ti minuter ankom til Car Sunrise var der opstillet et taffelbord med boblevin, hvid og rødvin samt diverse snacks, og det var bare om at gå til fadet inden pissemyrerne fik for meget fat i lækkerierne. Desværre var der for meget skydække til at det blev den helt store oplevelse, men alligevel tror jeg at alle syntes det var en fornøjelig aften inden vi vendte tilbage til hotellet da det var blevet mørkt. Jeg syntes dog at jeg fik nogle gode billeder.

Holdet samlet ved solnedgangen over Ayers Rock efter at have indtaget en picknick

Fredag den 31 marts

Tidligt op, klokken halv fem. Toilette og pakke og mødtes ved bussen halv seks og fik lige rakt en madpose fra hotellet i hånden som skulle være vores morgenmad. Så kørte vi tyve minutter ud i området under et stråhalvtag for at spise vores morgenmad. Det var stadig mørkt, vores driver havde sørget for kaffe og the breve og havde varmt vand med. Der var nogle få bænke og borde, men flere grupper stødte til og det var et totalt virvar at skulle drikke kaffe og spise den morgenmad som nærmest bare var en slikpose og det var umuligt at se hvad der foregik nede i posen. Og imens der blev drukket kaffe og spist af slikposerne tog regnen til, og det var jo meningen at man skulle se solen stå op over Uluru. Efter driverens udsagn regner det 2-3 dage på et helt år her ude ved Uluru, og nu var vi så uheldige/heldige at opleve en ud af tre. Tror nok de fleste havde været foruden. Ikke alle gik op i regnvejret og så på solopgang.

Imidlertid så stilnede regnen langsomt af da alle igen var samlet i bussen og vi kørte over til et holdested tæt på klippen (Uluru). Stenen består af en type sandsten karakteriseret ved en overflod af feldspat) og nogle konglomerater eller en form for jernmalm. Den har en samlet omkreds på 9,4 km og har mange sjove og underlige former og udhulinger. Flere af os havde nok ikke forventet noget særligt ved at gå rundt om den, men det var meget overraskende en meget spændende tur at studere den. Så da vi var kommet ud af bussen startede vi på en vandretur rundt om den guidet af vores driver som næsten tegnede og fortalte på livet løs imens det blæste ret kraftigt, men regnen blev væk indtil vi nåede halvvejs rundt. Så skal jeg også lige love for at det pissede ned. Hjemmefra var vi blevet adviseret om at der mindst ville være 40 grader, men selv om de sidste par dages meldinger bød på regn så havde jeg aldrig i min fantasi forestillet mig at det ville blive så voldsomt. Så derfor var jeg kun iført sko, shorts og T-shirt med en lille rygsæk hvor jeg havde en ekstra shirt. De fleste andre havde plasticposeregnfrakker. Da regnen tog til gav jeg fuld skrue og nåede frem til bussen 45 minutter senere, og på det tidspunkt var næsten alle stier og veje en stor flydende sø og aldrig har jeg været så gennemblødt uden at være faldet i vandet. Da jeg kom ind i bussen løb vandet bare fra mig og jeg fik smidt den våde shirt og tog den anden fra rygsækken, men den var også til at vride for vand. Alt var gennemblødt. Resten af holdet dukkede op 45 minutter senere, også gennemblødte, men dog ikke så meget som mig da deres regntøj havde taget brodden af regnen. Og hvad kan man lære af det. Ja det er jo igen det spørgsmål når man rejser, hvor meget skal man slæbe med. Og min dejlige regnfrakke ligger i min kuffert i Sydney, vi skulle jo ud i sollandet hvor der var 40 grader, så mente ikke at jeg fik brug for den. Og vi er også bare blevet forfulgt af uheld med vejret på denne tur. Godt nok har vi haft nogle pragtfulde dage, men de dage hvor vi skulle foretage os noget udenfor har det simpelt hen spændt ben for os imod alle forventninger.

På vej tilbage til hotellet var vi inde på et kulturcenter for Aboriginals. Meget interessant, men havde nok været mere interessant hvis ikke man havde været drivvåd og frøs. Så det blev heldigvis kun til tyve minutter. Tilbage på hotellet smed jeg alt det våde og stillede mig under den meget, meget varme bruser i et kvarters tid inden jeg lavede en kop kaffe og fik alt det våde til tørre. Skoene er ved at blive tørret med hårtørreren. I morgen skal vi over til den anden knold som ligger her i nærheden og er noget af det samme som Uluru, men har en anden form. Navnet er Kata Tjuta på aboriginal eller Mount Olga på engelsk.

Aboriginal Australians er nogle forskellige indfødte folk af de oprindelige australiere og ifølge Wikipedia er der ca. 750.000 hvoraf ca. 30% lever her i Northern Territory.

Lørdag den 1. april

Morgenmad klokken seks på hotellet. Det er kun anden gang jeg får arrangeret morgenmad på denne tur. Af sted med bussen klokken syv ud til the Olgas som er en formation af flere Boulders hvor højeste punkt er 348 meter, men til gengæld er omkredsen 25 km. Vandreturen rundt i the Olgas blev på lige knapt seks km og var helt anderledes end Ayers Rock turen. Her var der nogle bratte nedture op stejle bakker på klippen og der var en fantastisk udsigt visse steder samt mange sjove formationer.

Olgas Canyon i baggrunden

Tilbage i bussen blev kursen sat nord, nordøst på hvor vi skulle køre mellem 300 og 400 km til et hotel, Discovery ved Kings Canyon. Ifølge Wikipedia er terrænet vi kørte igennem i den sydlige del af territoriet dækket af ørkener og xeriske buskadser, og det passede meget godt med det vi så. Kilometer efter kilometer af det samme landskab med spredte små træer og buske og tørt græs. Vi så næsten ingen dyr bortset fra en fugl i ny og næ, og dog så vi på den sidste del af turen en flok vilde heste som krydsede vejen foran os. I det område vi kørte igennem lever der flere hundrede tusinde vilde heste, måske lige så mange kameler og meget andet såsom kænguruer m.m.

Efter et par timers kørsel uden at have set en eneste beboelse eller andet tegn på civilisation dukkede der en kvægfarm eller hvad man nu skal kalde den. En mand ved navn Peter havde for ca. 70 år siden rejst herud i ødemarken med kvæg og får for at avle på dem og bygge en tilværelse op. Efter mange strabadser hvor alle fårene døde samt ligeså det meste af kvæget lykkedes det ham gennem årene at opbygge denne farm som nu også består af en meget primitiv restaurant, tankstation, en lille shop og to telefonbokse m.m. Og så skal det lige nævnes at Peter for nylig er gået til de evige jagtmarker i en alder af 94, og sønnen kører driften videre. De har boret nogle brønde som giver vand og elektriciten får de fra en generator der står og kværner i døgndrift. Det er sådan noget man kun oplever i film, men her var det virkelighed. Vi holdt ind og fik vores i forudbestilte mad serveret, mens vi fotograferede på livet løs.

Derfra vider ud til en kilde, Kathlin Springs, som vi vandrede en 1500 meter ned til for at se. Det er noget af det eneste sted hvor der er adgang til naturligt vand. Efter det kørte vi til hotellet, og lige nu mens jeg sidder og skriver dukkede der en dingo op ude foran vinduet ved terrassen. Vi har været fri for regn i dag, men lige før kom der dog en mindre byge. Det har været mest overskyet med meget lidt sol og det har også været lidt køligt. I morgen skulle solen atter dukke frem.

Rejselederne gav aftensmaden i restauranten med drikkelse ad libitum (øl og vin) maden var god men små portioner.

Søndag den 2. april

Årsdag for Slaget på Rheden i 1801. Måtte atter engang tidligt op da der var morgenmad klokken seks og afgang med bussen klokken syv, og kørte et kvarters tid ud til Kings Canyon. På vej derud samlede vi vores to guider op, en tysker og en australsk englænder. Klokken 0745 startede vi turen op ad bjerget, vistnok omkring 500 trin på en brat stigning. Det var anstrengende og fik pulsen op at køre, men så var det heller ikke værre. Da alle var kommet op startede en rundtur i sandstensformationerne på 11.500 skridt eller lige knapt otte km. Op og ned af bakker og trapper. En god tur som tog tre en halv time i den skønneste natur man kan opleve.

Til ære for fotografen på den øverste klippetop var der langt ned.

Kings Canyons vægge er over 100 meter høje, med Kings Creek i bunden. En del af kløften er et helligt aboriginsk sted, og besøgende afskrækkes fra at forlade vandrestierne. Den seks km lange (løkke) Kings Canyon Rim Walk er et spor på toppen af kløften og tager tre til fire timer at gennemføre. En stejl stigning i begyndelsen af gåturen, som lokalbefolkningen kalder “Heartbreak Hill” (eller “Heart Attack Hill”, på grund af dens stejlhed), fører besøgende op til toppen, med udsigt over slugten nedenfor og det omkringliggende landskab. Cirka halvvejs under gåturen går der en omvej ned til Edens Have, et permanent vandhul omgivet af planteliv. Den sidste halvdel af turen går gennem en labyrint af forvitrede sandstenskupler, der minder om Bungle Bungle. En langsom nedstigning bringer den besøgende tilbage til udgangspunktet.

Derefter kørte vi tilbage til Kings Canyon by hvor vi spiste lidt mad inden vi begyndte tilbageturen til Ayers Rock Resort hvortil vi ankom ud på eftermiddagen og blev indlogeret på Outback Hotel og Lodge.

Under tilbageturen kørte vi samme vej som på udturen, bare modsat. Vi passerede Peters Farm, hvis navn i øvrigt er Curtin Springs, og på den anden side af ham bare langt ude i horisonten ligger en anden stor sandstensformation som minder om Ayers Rock, den hedder Mount Conner og er bare meget større.

Mount Conner, også kendt som Atila, Artilla eller Fool-uru, er et bjerg beliggende i det sydvestlige hjørne af Northern Territory of Australia, 75 kilometer (47 mi) sydøst for Lake Amadeus, i Petermann-området. Det ligger inden for Curtin Springs kvægstation i Pitjantjatjara-landet, tæt på stedet for Kungkarangkalpa (Seven Sisters) Dreaming. Dens højde når 859 meter (2.818 fod) over havets overflade og 300 meter (984 fod) over jordoverfladen

Grunden til at den ikke er så kendt er at den ligger på et område der ejes privat af en kvægfarmer og altså ikke af aboriginals. Der ligger tre fire store kvægfarme i området, de mindste er på 4.000 kvadratkilometer og den største på 12.000. Det er en fjerdedel af Danmark til sammenligning.

Når man kører på den lange lige vej 3-400 km så er landskabet bare uendeligt det samme, og så i ny og næ ligger der en død ko i vejsiden, sandsynligvis efter påkørsel. Den får bare lov til at ligge og rådne op. Ligesådan er det med biler der er kørt galt og er væltet. De bliver bare efterladt med bunden i vejret. Og efter kort tid er den ribbet for alt af værdi. Det sker så ind imellem at der kommer en transport og samler skrottet op når der er til et vognlæs, ellers lader man dem bare ligge til skræk og advarsel.

Under vandringen i dag fik jeg kigget på mine sko og opdagede at de er ved at gå op i limningerne generelt over det hele, de kunne åbenbart ikke tåle det våde vejr de var udsat for ved Ayers Rock.

Hjemkommet på hotellet fik jeg et tiltrængt bad og gik til aften ned og fik en pizza og en dark beer. Klokken 21 kunne jeg ikke længere holde øjnene åbne og gik derfor til køjs.

Hjemrejse fra Ayers Rock

Mandag den 3. april

Rejsedag tilbage til Sydney. Ikke noget specielt at berette om. Morgenmad på hotellet. Værelset skulle forlades senest klokken ti og vi blev først hentet af bussen klokken 12, så der blev et par timer hvor vi sad og ventede i solen, som nu endelig var kommet frem, netop som vi ikke skulle være der mere.

I lufthavnen den samme tommerong som der altid er, kontrol og kontrol og endnu mere kontrol, og halv tre gik vi i luften. Jeg fik et par gode billeder af de kendte sandstensformationer da vil lettede. Havde vinduesplads og da luften var klar fik jeg et godt vue over landskabet. Vi fløj et par timer inden steppen ændrede sig og der kom nogle store områder hvor der var store saltsøer, og først en time før vi skulle lande begyndte de første beboelser at dukke frem. Vi var over Blue Mountains som vi skal ud til om et par dage og der var også en vindmøllepark, måske den vi så da vi kørte til Singleton. Halv seks landede vi i Sydney efter tre timers flyvetid, og da vi havde fået bagage trillede vi i bussen ind på vores gamle hotel Great Southern hvor jeg fik et værelse på femte etage.

Og så er det turens sidste uge vi er inde i. Nogle forlader os allerede onsdag aften og resten rejser hjem fredag og vi følger efter på lørdag.

En full scale kopi af Captain Cooks skib Endevour på Museaum i Sydney

Tirsdag den 4 april

Det er NATO dag og samme dag bliver Finland fuldgyldigt medlem. En dag på egen hånd i Sydney. Startede dagen med at gå i supermarkedet og købe lidt ind. Op af formiddagen gik jeg ned på det maritime museum der ligger nede ved havnen hvor der er et indendørs museum og flere flydende museumsskibe, blandt andet destroyeren Vampire som er fra koreakrigen, Ubåden Onslow hvor vi selvfølgelig mødte et par danskere der var kommet fra Melbourne. Så ligger der et pa full scale replicaer af captain Cooks skib Endeavour, færdigbygget sidst i 1980erne og det hollandske skib Duyfken som i 1606 var det første europæiske skib som nåede til Australien på opdagelse efter krydderier. Meget spændende at være ombord på de forskellige skibe.

Onsdag den 5 april

I dag blev vi hentet af AAT bussen på tur ud til Blue Mountains. Blue Mountains ligger et par timers kørsel vest for Sydney og er et stort udflugtsmål for mange. Vi var der ved ti-tiden ved Scenic World hvor vi fik en tur i verdens stejleste togbane, kørte tilbage i en cableway og derefter en tur retur i deres Skyway. Alt sammen mens vi var imponerede over den skønne udsigt og natur.

Herude ligger der en turistattraktion som kaldes for The Three Sisters som er tre klipper der står som kegler ved siden af hinanden. Navnet kommer fra et gammelt aboriginalsagn. Historien lyder sådan kort fortalt: En mand som boede oppe på toppen af bjerget havde tre døtre. En dag bad en af døtrene sin far om at gå ned og hente noget af al den dejlige frugt som var nede i dalen, og mens faren var væk var der et lille dyr som en af døtrene kastede en sten efter uden at ramme. Men stenen passerede et monster som boede nede i klipperne, og monstret fik øje på de tre døtre og tænkte at de passede fin til et måltid mad. Da faren så at monstret var efter døtrene tryllede han med magi dem om til de tre klipper og reddede dem fra at blive ædt af monstret.

På tilbagevejen til Sydney var vi inde i en lille by Leura og spise eller proviantere. Byen ligger som en form for rasteplads for de mange turister der besøger Blue Mountains og har langt flere kapaciteter end en by i den størrelse ellers ville have behov for. Vi var nogle stykker som købte en øl i den lokale Liquoer Store for at sidde udenfor i solen og nyde den. Men lige som i USA er man også her meget dobbeltmoralske omkring det med at nyde alkohol. Man må gerne købe i dertil indrettede spiritusforretninger, men man må bare ikke vise offentligt at man nyder det. Derfor får man udleveret øllet (i dette tilfælde) i en brun papirspose, og så kan man ved at have flasken i posen skjule at det er øl man drikker. I det tilfælde kan man ikke se og det er øl eller sodavand – og vips, så er der ikke noget galt i det. Måske en lidt forenklet forklaring.

Næste stop på vejen blev Sydney Zoo og her koncentrerede vi os fortrinsvis om at se afdelingen med de australske dyr da tiden var knap.

Ved en pier i byens udkant blev vi sat af for at tage en båd tilbage til centrum og her sagde vi farvel til Erling og Margrethe som tog videre til hendes søster i Queensland. Efter en halv times sejlads nåede vi ind til Sydney inner Harbour hvor vi blev vi samlet op af bussen og kørt til vores hotel sent aften klokken ca. 1830.

Holdet begynder at bryde op, her vinker vi farvel til Erling og Margrethe

Torsdag den 6 april

En dag uden noget program, og dog, Erik havde lavet en vandring på 25 km gennem Sydney som gik over syv broer over vand for dem som havde lyst. Vi blev syv i alt og startede fra hotellet klokken ni. Vejrprognosen var 22 grader og overskyet, men da vi nåede havneområdet væltede regnen ned, så vi stod i læ i ca. Ti minutter og så var det overstået. Vi var inde på et par pubber som rast på 7,5 km og igen på 17 km og derefter kom den sidste bro som selvfølgelig var den ikoniske gamle bro Harbour Bridge, og da vi var kommet over den gik vi ind på en pub og fik en måldrink og derfra hjem til hotellet hvor vi ankom klokken 1645.

Holdet fra bro-vandringstouren, her på the Harbour Bridge.

En god tur og dag hvor vi fik set Sydney på en lidt anderledes måde. Jeg glemte lige at fortælle om en anden oplevelse på turen. Jeg går jo altid og kigger efter flag og logoer m.m., og da vi var tilbage i havneområdet så jeg pludselig at der hang et dansk flag uden på en pub. Det viste sig at det var her at kronprins Frederik første gang mødte Mary. Så der hang altid et dansk flag og ydermere var der opsat en plade som beskrev begivenheden. Måske går vi et par stykker derned i morgen og får en drink.

Fredag den 7 april

Sidste hele dag vi er her. Nogle stykker fra holdet er taget af sted i nat og resten rejser i løbet af dagen. I dag Langfredag, er det stor helligdag for australierne, de holder ikke noget om torsdagen som vi gør. Så ikke så mange biler i gaderne, men til gengæld mange mennesker. Mange forretninger er lukket og barer og pubber åbner senere. Vi startede dagen med at gå over i et marked som ligger tæt på vores hotel og der var ting at se på. Jeg fandt en vietnamesisk klunser som jeg købte lidt mærker og medaljer, samt en gurkhakniv, og han ville tage nogle flere med i morgen, så det bliver spændende at se hvad han har.

På besøg i Frederik og Marys pub i Sydney

Som aftalt i går var vi nogle stykker der gik ned på Frederiks og Marys mødested hvor vi fik nogle drinks m.m. hvorefter vi returnerede til hotellet og havde afsked med de sidste fra holdet. Så er der kun Bjarne og undertegnede tilbage og vi rejser i morgen. Så dette er sidste opslag fra en lang og oplevelsesrig tur, som har givet et nyt og nuanceret billede af hvad Australien er i virkeligheden, og dog har vi kun været i en lille del af det enorme land. Og det selv om vi har kørt 4000 km i lejet bil, næsten et par tusinde i bus og fløjet frem og tilbage til Ayers Rock som ligger centralt placeret på kontinentet. Tak til alle jer som har fulgt med på turen igennem opslagene.

Lørdag den 8 april

Aller sidste dag i Sydney og Australien. Stod tidligt op, spiste lidt morgenmad og lavede kaffe og pakkede omhyggeligt alt ned og smed nogle ubrugelig ting og sager ud. Lidt i ti mødtes vi i receptionen og afleverede vores bagage i hotellets store rum. Derefter gik vi over på markedet og fandt min gode ven vietnameseren som havde husket at tage noget mere med. Der var nogle fine sager, blandt andet fire medaljer fra boerkrigen og en australsk gruppe fra 2. verdenskrig. I mellem tiden havde jeg fundet ud af at den australske gruppe jeg havde købt i går var en kopi, så den tog han retur og vi nåede en samlet pris på 700 AUD. Videre rundt på markedet blev det til et par ekstra T-shirts for at få brugt de sidste australske kontanter.

The Market City hvor jeg fandt mange gode ting de sidste par dage, og så lå det lige uden for vores hotel.

Derefter gik vi en tur ned i byen og så monumentet for 1. verdenskrig, hvorefter vi slentrede tilbage til markedet og til sidst fandt et sted uden for hotellet hvor vi kunne sidde og nyde solen. Hen ad ved tre tiden blev vi enige om at vi lige så godt kunne tage ud til lufthavnen, så vi hentede vores bagage på hotellet og gik ned på centralstationen og steg ombord på toget og i løbet af et kvarter var vi i lufthavnen hvor vi slog os ned i nogle bænke der var ledige.

Efter ca. tre timer åbnedes der for indcheckning og da vi var kommet igennem den gik turen til security og her måtte jeg smide sko og det endte også med at jeg måtte afstå min foldekniv fra feltspisebestikket som jeg i sin tid købte i den italienske PX i Kosovo. Der var no mercy, kællingen var totalt ligeglad med at det var en gammel kuriositet for mig.

Bjarne havde et kort til en lounge som vi gik ned i og tilbragte de sidste par timer inden vi kunne begynde at gå ombord på flyet, en Airbus 380, hvor der var lidt mere benplads end på A320eren. Og så var det bare om at slå koldt vand i blodet de næste 15-16 timer inden vi landede i Doha. Her ventede vi i tre timer inden vi var ombord på næste etape til København, dog kun syv timer og vi landede i Kastrup. Alt i alt en lang og ulidelig flyvetur, det skal vare længe inden jeg skal ud og flyve igen.

Da vi havde får vores bagage blev vi samlet op af Vibeke for enden af terminal 3, og efter en halvanden times tid var jeg hjemme og havde gensyn med Scot som blev helt ellevild af glæde, og resten af dagen og aftenen forlod han mig ikke en meter. Tidligt på aftenen kunne jeg ikke holde gloggerne åbne, og så var det bare op og sove i egen seng – hold da op hvor var det skønt.