385: Holger Fangel Schwensen
Krigssejler Holger Fangel Schwensen`s beretning om sine oplevelser under krigen
Indledning
Dette er det første og eneste foredrag, jeg vil holde, da jeg de sidste 55 år har forsøgt at fortrænge de oplevelser jeg var ude for fra 1939 – 1945.
I 1939 var jeg på sømændshøjskolen i Svendborg, hvor vi lærte sømandsskab og navigation. Den 2. april 1940 mønstrede jeg ud som jungmand i en tremastet skonnert fra Marstal. Dengang skulle man have to års sejlskibstid for at komme på navigationsskole. Skibet skulle til Blyth i England efter en kullast. Den 9. april om morgenen fik vi kendskab til Danmarks besættelse. Skibet blev taget i prise, (af briterne) dannebrog strøget og erstattet af de engelske flag. Samtidig kom otte engelske marinesoldater ombord for at forhindre os i flugt og sabotage. Al landgang blev stoppet for os danske i modsætning til søfolkene på de norske skibe, som måtte gå i land hele natten. Grunden til forskelsbehandlingen var, at normændene kæmpede og stadig gjorde modstand i lang tid. Danskerne blev betragtet som feje, der ikke ville forsvare deres land.
Overgang
Efter nogle dages forløb blev vi kaldt agter, hvor folk fra emigrationen og Royal Navy var tilstede. Vi fik spørgsmålet en for en: ”Vil du sejle eller foretrækker du arbejdslejr?”. Her må indskydes, at lejren ikke var som en tysk koncentrationslejr, men en lejr med lang arbejdstid i skovene i Scotland. Her skulle fældes træer til de engelske miner (afstivning). Englænderne tvang ikke folk til at sejle, da der var risiko for, at de i så fald ville lave sabotage på skibene.
Første skib
Da vi var indgået på de engelske betingelser fik vi vort tilgodehavende og blev sendt til Newcastle, hvor vi skulle melde os hos emigrationen og politiet. Efter et par dage på sømandshjemmet fik jeg hyre på en engelsk kulbrænder som letmatros. Forholdene ombord var elendige. Mandskabet boede i forepeak, fyrbødere og kullempere i bagbordsside, matroser og letmatroser i styrbordsside. Tolv mand i hvert lille kammer. Vi vidste ikke hvor skibet skulle hen. Det viste sig at destinationen var Las Palmas. Her var oplagt tre danske skibe, som havde søgt neutral havn – til trods for at englænderne havde opfordret skibene til at gå til engelsk eller anden allieret havn. Der lå også to tyske handelsskibe, som ikke kunne komme ud på grund af englændernes blokade. At der var ballade i havnen mellem engelske og tyske søfolk siger sig selv. Turen tilbage til England tog ca. 14 dage. Vi gik endnu ikke i konvoj, men zik-zakkede – det vil sige at vi skiftede kurs hver halve time. To dage før ankomst til England blev vi mødte af engelske krigsskibe, som ledsagede os til havn.
Mellemspil
Vi er nu kommet til tidspunktet, hvor Holland, Belgien og Frankrig kapitulerede, og det betød, at tyskerne fik u-båds baser langs Atlanterhavet, så afstanden til de allieredes konvojruter blev kortere, hvad der fik stor betydning da slaget om Atlanten begyndte. Tyskerne som englænderne var fuldt på det rene med, at hvis ruterne fra USA til England ikke kunne gennemføres, ville England tabe krigen – på et vist tidspunkt havde England kun olie til tre uger. Uden olie ingen nutidig krig. På dette tidspunkt fik handelsskibe kanon agter, og besætningen blev taget i land for at blive instrueret i brugen af skydevåben. Samtidig kom der kanonerer fra marinen ombord.
Danmark
I 1941 mønstrede jeg ombord i Ø.K.`s Danmark under engelsk flag. Skibet lå i Liverpool, som på dette tidspunkt blev bombet, mange skibe blev ramt og ligeledes pakhusene, men vi klarede frisag. Herfra gik skibet til Ceylon (nu Sri Lanka), Burma, Australien og Indonesien (dengang hollandsk koloni). Her blev jeg syg og afmønstrede. Gik i Batavia (Jakarta) i en måned. Danmark blev torpederet efter at jeg afmønstrede.
(Danmark blev sænket i Sydatlanten den 30. juli 1942 mens den sejlede alene af U-130)
Lima – bombning
Nu fik jeg hyre på en svensk båd, som skulle til England med en last cobra. Her oplevede jeg cobrabillens velsignelse. Den gik i øjne, ører, næse og mund – modbydeligt. Da vi kom til den engelske østkyst, blev vi bombet. Vi førte svensk flag, men vi var i en engelsk konvoj. De tyske bombemaskiner koncentrerede sig om det eneste neutrale skib – vores – som naturligvis ikke var bevæbnet. Bomben ramte agterskibs, ingen kom dog noget til, og skibet blev bugseret til havn for reparation. Jeg blev som eneste dansker sendt til Newcastle.
(Lima blev sænket af U-506 i Sydatlanten den 12. september 1942 mens hun sejlede alene)
Murmansk
Nu er vi kommet til 1942, og Sovjetunionen er kommet med i krigen. England og USA sejlede supply til Murmansk. Vi var nogle danske søfolk som var med på de engelske skibe. På disse ture var alle ubehagelighederne samlet. Tyske U-både fra baser i Norge, tyske bombefly ligeledes fra norske baser og sidst, men ikke mindst, det tyske slagskib Tirpitz, som lå i en norsk fjord. Alle vidste, at hvis den stak til søs og angreb en konvoj, kunne den blæse samtlige skibe af havet med sit svære skyts, og dertil kom, om sommeren, midnatssolen, som gjorde skibene/konvojerne til lette ofre. Murmansk var et sørgeligt syn, ødelagte moler, væltede kraner og ruiner forårsaget af tyske bombemaskiner fra norske baser. Man så ikke mange mænd, da de kæmpede på fronterne ved Leningrad og Moskva. Næsten alle havnearbejderne var kvinder, som fuldt ud erstattede mændene.
(Mangler navn på skibet som han var forhyret på)
Midtvejs
I England var forholdene for danske søfolk blevet bedre efter august 1943, hvor den danske regering var gået af. Danske søfolk måtte nu færdes ud på linie med andre søfolk. Vi kunne komme på pubber og dansehaller, og hvor der var liv og glade dage. Sidst i 1943 fik danske skibe lov at skifte det engelske flag ud med det danske, men betingelserne var stadig engelske.
AFRIKA – torpedering
Jeg mønstrede ud som matros i Afrika under engelsk flag. Ruten var Østen og Vestafrika, hvor vi lastede jernerts. En lille bunke i hver luge. Vi regnede med at gå til England, men blev omdirigeret til New York, hvor vi lastede nitroglycerin. Den blev anbragt i såkaldte strongbokse, særligt beskyttede rum. På dækket lastede vi kampvogne og tanks, som var surret med kæder til beslag i dækket. Havnearbejderne bemærkede, at det sandelig var en farlig cocktail, vi sejlede med. I New York rømmede det meste af besætningen for at tage hyre i USA skibe, hvor hyren var langt højere end i engelske skibe. Vi sejlede så til Halifax i Canada, hvor en ny besætning kom ombord. Her samledes de østgående konvojer. Året var 1943.
I Tyskland var admiral Raeder blevet afløst af admiral Dönitz, som var U-båds kaptajn fra 1. Verdenskrig. Han opfandt begrebet Wolf pack, det vil sige et stort antal U-både samledes i flok og angreb konvojen.
Nogle dage efter afgangen kom der snestorm og frostvejr. Afrika var nr. 105 i konvojen og var slemt overiset. En redningsbåd blev slået væk af en svær sø. Den 6. februar om morgenen var vejret bedre. Samme dags aften ved 22-tiden lød alarmane ”subs closing in from all sides”. Så brød helvede løs. Såvel skibene foran som til siden blev torpederet. Man måtte ikke stoppe og samle skibbrudne op og ejheller skifte kurs med det resultat, at man sejlede ind i de skibbrudne, som ikke havde en chance. Ved 4-tiden var det vores tur, så blev Afrika torpederet, og skibet krængede over i en vinkel på 30 grader. Alt var kaos og mørke, kun den røde torpederingslampe lyste. Halvdelen af redningsbådene kunne ikke fires ud på grund af slagside. Selv kom jeg i en redningsbåd med ca. 20 mand. Forinden havde jeg fået et besætningsmedlems knuste hoved over armen, da han kom i klemme mellem redningsbåd og skibsside.
Afrika var nu begyndt at synke. Vi var for mange i redningsbåden, som kom på tværs i søen. Vi var fem som svømmede væk, medens de resterende forblev i båden og havnede under den da den vendte rundt med kølen oppe. Søfolkene kunne ikke komme ud på grund af redningsvestene, som holdt dem oppe, og vi fem mand, som svømmede tilbage til kølen kunne ikke vende båden. Vi var to mand som blev reddet. Vi holdt os til kølen i grabelines. Det sidste vi så af Afrika var agterenden som stod lodret i vejret. Det hele skete på under ti minutter. Efter at have ligget i flere timer og holdt fast i grabelines blev vi samlet op af en engelsk korvet, et såkaldt rescue-skib, som sejlede efter konvojen for at samle skibbrudne op.
(Et øjenvidne på et af de andre skibe i konvojen berettede at eksplosionen fra Afrika var så voldsom at trykbølgen forårsagede af flere koøjer på de omkringliggende skibe blev trykket ind. Dette skyldtes nok at det var lastet med nitroglycerin. Ud af den 60 mands store besætning var der 22 der omkom. Rescue skibet var (The USCG Cutter USS Bibb) US Coast Guard Cutter United Stated Ship Bibb).
Efter nogle dage på rescue skibet blev vi landsat I Londonderry i Nordirland. Her blev vi installeret på sømandshjemmet og beboerne i byen samlede tøj ind til os. Vi kunne ikke få penge, da regnskaberne var gået tabt, da skibet gik ned, og kopier skulle sendes fra Halifax.
(I starten af krigen ophørte forhyringskontrakten når skibet sank. Det vil sige at når skibet var væk fik de overlevende ikke længere nogen hyre. Dette ændrede sig fra ca. midt i krigen).
Afrika var kommet med en ulykkeskonvoj, den langsomt gående SC 118 som bestod af 60 handelsskibe og 12 eskortefartøjer. En overlevende fra en foregående konvoj, som var blevet torpederet, var blevet samlet op af en tysk U-båd og havde røbet over for tyskerne, at vores store konvoj ville følge. To grupper på tilsammen 21 U-både blev dirigeret til angreb og sænkede mange skibe. Rapporter om Afrika`s torpedering ligger i U.B.C. arkiver.
Navigationsskole
Efter forliset blev vi sendt til Newcastle. Jeg havde fået forfrysninger i benene og gik med krykkestokke en måned, mens jeg fik ambulant behandling på General Hospital. Jeg søgte ind på navigationsskolen (Nellist Nautical School). Mit tilgodehavende fra Afrika endeligt.
Jeg havde de foregående år læst navigation og søfartsregler i smug på skibene. I smug, fordi det ikke var velset af matroserne at man havde ambitioner om at komme på broen. Englænderne havde et andet uddannelsesforløb end danskerne. Der startede man som kadet og læste med styrmændene og gik efter nogle år på navigationsskole. Hvis man dumpede, betød det Sea-time i endnu et år inden man kunne begynde at læse igen (ideen var at man ikke kunne gå i skole under krigen blot fordi man havde penge). Da jeg begyndte på navigationsskolen, opdagede jeg hurtigt at der ikke var megen tid til pubber og dansehaller. Jeg måtte, for at følge med, læse hver aften. Jeg sled mig dog igennem og fik styrmandseksamen.
Østkystkonvojer
Mit første skib som 3. styrmand gik i kystfart på Østkysten af England, hovedsagelig kul fra Newcastle til London. På disse rute sejlede vi i kystkonvojer, og angriberne her var tyske E-både (udstyret med to torpedorør og flere hurtigtskydende kanoner med en fart på 36 – 40 knob.
Efterhånden som U-bådsvåbnet blev svækket, var E-bådene de farligste fjender i kystkonvojen. På disse korte ture fik vi ikke meget søvn da der var masser af angreb. Ind imellem turene blev vi taget i land og kom på gunnery course, hvor vi lærte at håndtere hotchies og 4 punds kanoner. Nu var handelsskibene blevet stærkere bevæbnet, og vi havde marinesoldater ombord til at betjene kanonerne.
Overgang til amerikansk sejlads
Mit næste skib var en tanker, som havde haft et par ture til New York for at hente olie til England. Nu var der ikke de helt store søslag som i 42 – 43 hvor tyskerne næsten stoppede konvojfarten til England.
U.S. War Shipping Administration
I New York afmønstrede jeg og kontaktede US War Shipping Admistration, som manglede skibsofficerer til de libertyskibe og T-2 tankere samt victoryskibe, man var begyndt at bygge. Hyren og forholdene på US-skibe lå milevidt over de engelsek. Jeg skrev kontrakt om at sejle i US-skibe til krigen var færdig. Jeg skulle være 2.styrmand i en T-2 tanker, som på det tidspunkt var de største tankskibe. Jeg rejste til Baltimore, hvor skibet Wilson Creek lå og lastede olie til New Zealand. Jeg må sige, at det at komme fra et engelsk skib til et moderne amerikansk var som nat og dag. Hver mand havde en lille lejlighed med bad og toilet, ingen køje, men en rigtig seng. Morgenmad som på de bedste hoteller. Menukort med tre retter, hvor der var flere valgmuligheder. Det var som at komme i paradis. Skibene var helt anderledes armeret end de engelske med oerlikon maskinkanoner på broen og kanon for og agter. Der var 35 kanonerer ombord. Efter lastning gik vi til panama-kanalen. Det skal bemærkes, at Panama var Sodoma og Gomorre på det tidspunkt. Skibene lå højst et par døgn for afventning af konvoj. Søfolkene havde mange penge, som skulle brændes af her og nu inden sejladsen begyndte i Stillehavet med japanske selvmordsfly og krigsskibe. Ludere kom fra hele Sydamerika, da de på få måneder kunne tjene en formue her. Selv blev jeg overfaldet og rullet a fem negre efter en landgangstur og havnede på Gorgas Hospital i den amerikanske kanalzone. Jeg lå på stue med omkring 60 søfolk. Jeg havde fået en blodansamling i hjernen. Nogle af mine medpatienter, der havde haft ringe på fingrene, havde fået skåret fingrene af. Den letteste måde at stjæle ringene på.
Jeg lå på hospitalet i tre måneder, blev så sendt til San Fransisco, hvor jeg mønstrede ud som styrmand i en libertybåd langt fra så komfortabel som tankbåden jeg kom fra. På disse ture mellem Californien, Australien og New Zealand sejlede jeg til krigen var slut efter atombombningen af Hiroshima og Nagasaki.
Slutning
Jeg afmønstrede i San Fransisco og fik nu kontakt med min familie i Danmark for første gang i seks år, bortset fra et Røde Kors brev på 25 ord. Danmark tilbød os fri hjemrejse og tre måneders hyre. Jeg var i tvivl om jeg skulle blive i USA og fortsat sejle eller tage til Danmark. Jeg valgte det sidste.
Jeg fortsatte med at sejle i otte år, mest med amerikanske skibe under Panama eller Liberiaflag. Hyren her var mindre end i amerikanske skibe, men højere end i danske. Jeg mødte mange krigssejlere, som havde fået helbredet ødelagt, selv måtte jeg også opgive at sejle på grund af mine oplevelser under krigen.
