Militarybadgecollection.com

Venskabsbesøg i Canada og USA 25 maj – 30 juni 1988

I forbindelse med af jeg gennem det meste af mit liv har samlet på militære emblemer, begyndte jeg i midten af firserne af korrespondere og bytte med en canadier, Stan Welcel, fra byen Windsor i Ontario. På et tidspunkt var jeg medlem af FDM og fik deres medlemsblad. Her var der i 1987 en tilbudsrejse til Toronto i Canada for 2400 kr. i 30 timer. Det lød jo unægtelig spændende, og en af jagtkammeraterne, Jørgen Boager ville gerne med. Jeg skrev til Stan og spurgte om han ville mødes med os i Toronto. Det ville han meget gerne, og som sagt så gjort, vi besøgte Toronto i 30 timer.

I Torontos lufthavn blev vi modtaget af Stan og hans kone Candy og dennes veninde Margurite der var sygeplejerske. Hun var nogle år senere sygeplejerske for skuespillerne til indspilningen af filmen ”Brevet til Iris” hvis hovedroller var besat af Jane Fonda og Robert De Niro og barnestjernen Harley Cross. Margurite medvirkede i et lille glimt i en af scenerne.

Vi turede rundt i meget af Toronto og Stan ytrede at det var lige kort nok kun at komme i 30 timer, og inviterede os derfor til at komme en længere periode det kommende år, hvilket jeg takkede ja til. Så vel tilbage i Danmark bestilte jeg en billet af fem ugers varighed til Canada i maj-juni 1988.

Og så er det vel også lige på sin plads at jeg fortæller Stans historie. Stans far var menig soldat i den polske hær i 1939 hvor han med sit regiment stod i det østlige Polen da den tyske hær gik til angreb den 1. september. Han kom dog ikke i kamp med imod tyskerne denne gang, men i stedet med russerne som invaderede Polen fra øst den 17 september, og efter en kort kamp mod overmagten måtte de give op og de blev ført til fangenskab i Sibirien. Her måtte han blive de næste to år indtil tyskerne gik ind i Sovjetunionen den 22 juni 1941. Herefter udvirkede Churchill og den polske eksil regering at 83.000 polske krigsfanger i Rusland blev frigivet til kampen mod tyskerne og blev overført gennem Persien til mellemøsten for at blive opstillet i den britiske hær. På denne måde kom han med i 2nd Polish Army Corps som blev sat ind i kampen i Italien i 1943 og han var med i det afsluttende slag om Monte Cassino hvor omkring 4000 polakker faldt.

Til venstre en collage af farens medaljer, mærker og billeder som er ophængt i Stans kælder.

Da krigen var slut havde han set nok til Stalins rædselsregime og valgte derfor ikke at rejse hjem til Polen, men slog sig i stedet for ned i Nordirland hvor han også fandt en pige og blev gift med. De fik Stan, emigrerede til Amerika og blev efter nogle år skilt. Stan var i det amerikanske flyvevåben, udsendt til Syd Korea i 1968. Han fandt sammen med Candy og de bosatte sig i Windsor i Canada hvor han arbejdede som elektriker på Ford fabrikkerne i Windsor.

Han havde længe i forvejen bedt mig om at medbringe min pæne uniform da vi skulle deltage i nogle arrangementer hvor det var bedst hvis vi var uniformeret.

25/5: Afrejste fra Danmark med en Boeing 727 med mellemlanding på Island til Toronto hvor Stan og Candy Welcel hentede mig. De boede i Windsor som ligger ca. 400 km sydvest på ved Detroit River og altså på den modsatte side af storbyen Detroit. Diverse folk kom og hilste på til en kop øl.

26/5: Stans genbo Bobs kone Marlene viste mig rundt i byen og vi besøgte byens powerhouse hvor hendes mand Bob arbejdede. Om aftenen var vi i the armoury (byens kaserne for militiaen) og besøgte Bobby som var Pipe Sergeant Major i regimentet Essex & Kent Scottish. På grund af hans status ved militæret har han flere gange været med til selskab på Buckingham Palace i London inviteret af Dronning Elizabeth.

27/5: Marlene tog mig med på shopping i Downtown og viste mig rundt i de riges kvarter.

Til højre. Strawberry festival, Steve  og Stan med sækkepiber og bagved the Canadian Legion med faner.

28/5: Var der Strawberry festival i Lasalle, en by som ligger tæt på Windsor langs med floden. Jeg fulgte festivalen rundt til fods, måske 10 km. Bagefter besøgte vi the Royal Canadian Legion i deres klubhus, hilste på forskellige og fik lidt læskedrikke.

29/5: En stille dag hvor vi gæstede Eddie om aftenen. Eddie sidder i bestyrelsen for den lokale soldaterforening og er samtidig samler af militære emblemer, så jeg lavede nogle byttehandler med ham. Han fik lidt gammelt dansk og jeg lidt gammelt canadisk. Inden vi gik til køjs udtalte Stan ”i morgen bliver en helt speciel dag for dig”. Det fik han ret i.

30/5: Det er USA`s Memorial Day, hvor amerikanerne mindes deres faldne fra alle krige. Vi er nogle stykker fra Windsor som skal til Dearborn og deltage i byens markering af dagen. Dearborn er en by i Wayne County i den amerikanske stat Michigan. Byen er en forstad til Detroit. I 2000 var indbyggertallet 97.775. Dearborn var hjemby for Henry Ford og hans ejendom Fair Lane, og huser i dag hovedkvarteret for Ford Motor Company. Området blev først bosat af europæere i 1786, Dearborn blev etableret i 1836 og fik bystatus i 1927.

Stan og jeg laver en opsamling i Windsor inden vi drager afsted. Det er ud over Jeg selv og Stan, Eddie, Vance (der er canadisk veteran fra felttoget i Italien 1943-45), John Scottie og Caza som har kørt sherman kampvogn. De er alle sækkepibespillere og skal deltage i Dearborn paraden.

Da vi ankommer til Dearborn bliver jeg og Vance afleveret til paradens manager David Dumas, og de andre fortsætter videre. Han byder os velkommen til og viser os op på en tribune fyldt med stolerækker der er sat op til dagens begivenhed, og vi bliver anbragt på den forreste række, hvor der allerede sider en amerikansk veteran fra første verdenskrig. Vi tre er åbenbart paradens æresgæster. Kort efter kommer David Dumas tilbage med en ledsager som viser sig at være Dearborns borgmester Michael A. Guido. Han hilser hjerteligt på os tre og især mig som han indskærper om ikke at forlade tribunen når paraden er overstået da han så vil komme og hente mig. Han vender lidt senere tilbage med sin private fotograf som tager et billede af ham og mig og han beder mig om min adresse så han kan sende billedet til mig. Det ventede på mig da jeg kom hjem til Danmark.

Paraden starter med en opvisning i geværeksercits af et US Navy drill team på 16 mand klædt i hvide uniformer med hvide hjelme. De var dog ikke så gode for det hændte flere gange at en af dem tabte geværet som røg hen ad asfalten, hvor kommandøren samlede det op og leverede det til taberen. Herefter begynder alle mulige udklædte optog at passere forbi os, og hver gang det er en uniformeret enhed eller prominent person rejser vi tre os op og gør honnør. Noget af det første der kommer forbi er et optog i amerikanske borgerkrigsuniformer med flag og faner, nogle officerer med koner. Derefter kommer der et stort detachement af den amerikanske marinekorps med et brass band i spidsen. Lige neden for tribunen har vi bevæbnede vagter, måske grundet at alle byens mest prominente personer sidder på stolerækkerne bag ved os. Mange gange kommer borgmesteren rendende med en eller anden prominent person som skal hilse på mig, eller omvendt. Flere gange er det en højtstående officer.

Borgerkrigsklædte soldater med koner passerer forbi mens en bevæbnet vagt passer på os.

Der er i øvrigt også en masse bevæbnet politi med i paraden, de kører på Ford motorcykler, naturligvis, vi er jo i Henry Fords by. Hver gang borgmesteren kommer minder han mig om at jeg ikke skal forlade tribunen når paraden er overstået.

Alt muligt isenkram deltager i paraden, nogle Bradley kampvogne, en truck fyldt med Vietnam veteraner, et detachement fra både 82nd (All Americans) og 101st Airborne (screaming Eagles) og en trailer oversmykket med blomster hvor der står en fra hvert værn og gør honnør for os, og ved slutningen af paraden kommer vennerne fra Windsor travende forbi med hylende sækkepiber og det canadiske flag. På et tidspunkt under paraden kommer sågar Michigans guvernør James Blanchard forbi, og minsandten om ikke han også kommer op og hilser på mig.

Jeg skal lige fortælle at temperaturmåleren er over 30 grader celsius og solen er meget stikkende. Så sveden driver af mig under baretten og jakken, og vi får hverken vådt eller tørt under hele paraden der varer omkring et par timer.

Paraden er slut, og der er efterhånden kun Vance og mig tilbage på tribunen da borgmesteren kommer og henter os. Han fører os ind på hans kontor i The City Hall som ligger lige bag tribunen. Herinde er mine canadiske venner allerede ankommet samt en lakaj med rød jakke og slips. Borgmesteren holder en lille tale hvorefter han giver hver af canadierne et krus med motiv af Dearborn, derefter overrækker han mig byens gyldne nøgle.

Til højre, Borgmester Michael A. Guido overrækker mig nøglen til Dearborn

Scottie er snarrådig og snupper et billede af begivenheden med mit kamera, som viser borgmesteren, undertegnede samt lakajen, og Scottie udtaler ”Vi har fået kruset fordi vi kender dig, og du har fået nøglen fordi du kender os” og intet kunne jo være mere rigtigt.

Herefter bliver vi alle ført ud til Dearborn war memorial Hall der ligger bag The City Hall. Her var der en mindre ceremoni for særligt indbudte. Borgmesteren byd velkommen, et par personer mere holdt en tale, nogle uniformerede personer blev nævnt ved navn som rejste sig op og gjorde honnør, mit inklusive og ceremonien sluttede med at The Last Post blev blæst fra tårnet af The City Hall.

Til venstre. Hornblæseren i tårnet blæser the Last Post.

                                              Og forneden fra venstre:David Dumas, Eddie, Jeg selv, Stan og Vance.

Da vi forlader stedet bliver jeg tiltalt af flere militærpersoner som gerne vil invitere mig ud til deres forlægning, men da vi i forvejen er i tidspres takker vi pænt nej.

Da vi kommer ud på gaden bliver jeg kontaktet af flere personer som vil ønske mig tillykke samt se og meget gerne vil fotograferes sammen med mig og nøglen, da det åbenbart hører til en sjældenhed at nogen får den tildelt. Herefter er der reception med både vådt og tørt, dog på egen regning.

Under festlighederne møder jeg 4 unge knægte fra marinekorpset, ulastelig klædt med kronragede hoveder og spejlblanke sko. De undrer sig over at jeg som officer kan være så langhåret (mit hår gik ikke længere end til ørerne) samt at mine sko ikke skinner som deres. Ja lidt forskellig militærkultur kan der under alle omstændigheder spores. Jeg møder også en flok veteraner fra 101st Airborne og Stan tager et billede af mig hvor jeg står med deres 12,7mm maskingevær der er monteret på en jeep.

Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til Windsor, og hvor vi nærmest bliver modtaget som helte, naboerne har set det i fjernsynet. Det har været en helt fantastisk dag. Om aftenen er vi til parade i Hunter, et sted hvor datteren Kerry er med i Air Force Cadets. Bagefter er der reception i baren.

Dagen efter var stille, men om aftenen var vi nede i The Armoury og sige hej til kammeraterne og fortælle om gårdsdagens begivenhed i Dearborn.

De næste par dage var mere rolige, jeg tog nogle spadsereture ned til byen, gik på shopping og købte nogle bøger som jo er meget billigere end i Danmark. Den 2. juni om aftenen besøgte vi Bob (ham der var Pipesergeant i pipebandet) Han viser os billeder fra et af hans besøg på Buckingham Palace og mange andre spændende ting.

Den 4 juni er vi om aftenen til Irish festival i Detroit og senere samme sted også Polish festival. Der er åbenbart mange irske og polske indvandrere i området. Det var meget interessant at gå rundt og se på.

Den 5 juni er der Reunion i The Armoury. Det er at sammenligne med vores veterantræf. Regimentet Essex Scottish kom i 1940 til Storbritanien, men kom først i aktion den 19 august 1942 under commando raidet på Dieppe i Frankrig. Det blev en katastrofe for regimentet. Ud af en total styrke på 553 mand vendte kun 51 tilbage til England, 121 blev dræbt og resten såret eller tilfangetaget af tyskerne og sad resten af krigen i krigsfangelejr. Regimentet blev året efter genopbygget og blev den 5 july 1944 landsat i Normandiet og arbejdede sig op langs kanalkysten og sluttede krigen i Holland. Da krigen sluttede kunne de opgøre deres tabstal til 553 dræbte og ca. 2000 sårede, det højeste tabstal nogen enhed havde under 2. verdenskrig i den canadiske hær.

Foroven et maleri af landgangen i Dieppe, som hænger i parolesalen i the Armoury i Windsor.

Dagen startede nede i byen ved Dieppe Memorial hvor Regimentet var opstille med sækkepibeorkestret forrest. Der blev holdt nogle taler, lagt nogle kranse og spillet flittigt på piberne. Jeg fik en hjertelig snak med regimentets feltpræst som glædede sig over at jeg deltog. Jeg var i uniform men passiv deltager.

Regimentet er opstillet ved Dieppe Memorial.

Derefter marcherede regimentet hjem til The Armoury med hylende piber og flagrende faner. Herefter var der kammeratligt samvær veteraner og tjenestegørende imellem. Jeg fik en snak med en af de overlevende fra Dieppe raidet, Ray, som fortalte om sin deltagelse. Han havde sammen med to af sine brødre forladt landgangsfartøjet, men inden de nåede stranden blev begge hans brødre dræbt af maskingeværild, og han selv gemte sig bag en stor sten hvor tyskerne tog ham til fange efter slaget, og han sad resten af krigen i fangelejr i Tyskland.

Til højre, veteranerne opstillet i the Armoury, det er Ray nummer 3 fra venstre.

Hen under aften begyndte pipe bandet at marchere ned gennem byen og tilbage igen, efterfulgt af soldater og veteraner adskillige gange, samtidig med at de spillede. Til stor fornøjelse for alle deltagere.

Den 6 juni lejede jeg en vogn og kørte til byen London i Ontario og besøgte en militaria shop og købte for 190$, og sidst på eftermiddage besøgte jeg mors kusine Birthe og hendes mand Gunnar. De har et værktøjsmagerfirma i byen. Deres 2 sønner Brian og Larry er ansat i firmaet. Jeg overnattede hos dem.

 Næste morgen kørte jeg til Toronto for at handle med indehaveren af en anden militaria shop som jeg havde handlet med året før. Jeg havde medbragt en masse franske faldskærmsmærker som jeg solgte til ham for 1000$ samt købte canadiske mærker af ham for 1200$. Faktisk en god handel. Tog tilbage til London og overnattede hos Birthe og Gunnar.

Næste dag besøgte jeg museet for Royal Canadian Regiment i London og derefter kørte jeg tilbage til Windsor, hvor vi om aftenen så på lysbilleder fra Dearborn dagen.

Næste morgen hentede Scottie mig hjem til ham hvor jeg spiste morgenmad med ham og hans kone Christie. De var for et par år siden i Las Vegas og vandt en større sum penge. Med dem tog vi på shopping tur til Detroit for at handle tøj. Senere på dagen tog jeg med ham på hans arbejde, som også er på Ford fabrikkerne. Scottie skulle på aftenhold, så det passede at jeg tog med Stan hjem da han havde fyraften. På vejen hjem var vi inde på Silver Tavern og nyde en kold øl samt se på table Dancing.

Dagen efter, den 10 juni ringede jeg hjem til Danmark til Margit og fortalte hvordan det gik. Om aftenen startede Stan, Candy og jeg en tur til USA – Ohio og Kentucky. Vi kom afsted fra Windsor ved 1700 tiden og ankom sent om aftenen hos Dave ”Midnight” i byen Loudonville hvor vi blev indlogeret. Vi kom dog først til køjs langt ud på morgenen ved 4 tiden.

Efter lidt søvn og morgenmad viste Midnight os rundt i Ohio i hans truck. Jeg sad i førerhuset, de andre sad omme på ladet. Da vi var inde i et større supermarked købte jeg en el-shave for 35$, 1 solregner for 6, 1 shirt for 12 og et par CDer for 30. Priserne er langt under de danske.

Den 12 juni kørte vi ud til Pleasant Lake som er et yndet sted at slappe af. Her mødte vi Bigo, Charlie og mange andre, og vi sejlede det meste af dagen rundt i Bigos båd. Om aftenen grillede vi og tilfældigvis kom jeg til at hilse på Richard Schafrath der var senator for Ohio. Charlie som jeg nævnte tidligere er god ven med Schafrath. Charlie er Vietnam veteran og har været i 11th Air Cavalry Regiment og på et tidspunkt meldte han sig frivilligt til at gøre tjeneste som tunnel rats. Det var dem som bekæmpede vietcong i deres underjordiske tunneler. Han var også mærket af det. Men faktisk havde Schafrath en dag arrangeret at Charlie fik audiens hos president Ronald Reagan.

Den 13 juni kørte vi til Kentucky for at besøge John T. Ray. Han havde en større flodbåd, og efter vi havde aflæsset vores habenkuk, sejlede vi en tur på Ohio River ned til et skønt sted ved navn Admiralitys Landing og tilbage.

Næste morgen kørte John T. os rundt i Kentucky og Madison, Indiana og et eller andet sted fik jeg handlet tøj for 90$. Om aftenen deltog vi i en ceremoni afholdt af den lokale Legion som John T. er chairman for, i afbrænding af deres gamle faner. John T. har været i US Navy og lige efter krigen var han med sit skib på flådevisit i København. Han underviser på Electrical High School hvor han samme dag viste os rundt. Sidst på dagen fik jeg sendt et telegram til min mor som i morgen fylder 60 år.

Den 16 juni besøgte vi Fort Knox og dets museum. De har en kæmpe samling af kampkøretøjer fra 2. verdenskrig, og jeg tog billeder af de fleste af dem. Desværre fandt jeg senere ud af at jeg ingen film havde haft i kameraet. Surt show. Men stedet indeholder også et Patton museum. Her er udstillet alt om Patton, hans revolvere med skæfter af elfenben, hans uniform og mange andre ting. De billeder var naturligvis heller ikke blevet til noget. I deres souvenir shop fik jeg brugt ledt penge på en swiss kniv og en kikkert, som jeg senere fandt ud af havde fået 60$ billigere da kassedamen havde slået forkert ind på kasseapparatet. Om aftenen watchede vi filmen Zulu.

Og næste morgen kørte vi tilbage til Windsor og Canada hvor vi var sidst på aftenen. Dagen efter blev til afslapning med oprydning i ting og sager samt diverse billeder fra begivenhederne.

Den 18 påbegynder vi en tur til Niagara Falls hvor der skal være et Collectors Convention på Niagara Hotel hvor vi også skal bo. Igen en masse billeder ved vandfaldet med den samme film som jo ikke var i kameraet. På the Militaria Fair fik jeg købt for 320$ mærker.

Dagen efter fortsatte Badge Conventionen hele formiddagen, og derefter vendt vi næsen hjemad, men holdte ind ved Mt Bridge, 20 km fra London hvor der var et marked med veteran traktorer, motorer og andet i den stil. Det var så her at jeg opdagede at der ingen film var i kameraet.

Om aftenen hjemme i Windsor besøgte vi Charlie Freeton og se hans kæmpe samling af canadiske og britiske mærker, meget imponerende. Han havde indrettet sin samling i et rum midt i huset, kun en dør og ingen vinduer af hensyn til tyveri. Aftenen blev sluttet af med et par whiskeysjusser ovre hos Bob og Marlene.

De næste 3 dage var stille og rolige med vandreture ned til downtown, almindelig hygge og relaxing. Den 23. blev jeg afhentet af John Scottie til breakfast med efterfølgende shoppingtur sammen med Christie i Dearborn, og fik da også handlet for tøj for 120$. Om aftenen var vi hos Caza som gav os lidt rigelig at drikke.

Den 25 lejede jeg en bil for at besøge Birthe og Gunnar som havde inviteret mig til at komme en weekend. Så om aftenen var vi hos sønnen Brian og hans kæreste Brenda. Dagen efter viste Birthe mig rundt i London og aftenen havde vi barbeque med hele familien.

På vejen tilbage til Windsor besøgte jeg mærkehandleren i London og jeg købte for 775$. Tilbage i Windsor havde vi barbeque om aftenen. Margurite hentede mig dagen efter til en tur ud til Fort Malden, hvor vi spiste på en fiskerestaurant. Besøgte hende om aftenen hvor hun viste lysbilleder fra hendes ture som sygeplejerske på krydstogtskibe ved Alaska og Caraibien. Den samme dag havde jeg sendt en pakke hjem til Danmark som kostede 27$.

Sidste dag i Windsor. John Scottie hentede mig halv otte og satte mig af i Toronto til middag ved Margurites lejlighed som jeg har fået lov at låne til jeg skal hjem i morgen. Bestilte en taxi til kl. 1200 den følgende dag, derefter gik jeg i byen og spiste og slappede af i lejligheden.

Sidste dag i Canada, den 30 juni. Stod op kl 9, badede og pakkede og blev afhentet af taxien lige før middag og kørt til lufthavnen. I ventetiden shoppede jeg rundt i lufthavnen og købte bla. En diktafon hvor jeg mindes at batterierne holdt i mere end 20 år før de var flade. Flyet lettede midt på eftermiddagen og vi havde en mellemlanding på Island kl 20. En time senere gik vi igen i luften og 610 næste morgen landede vi i Kastrup, hvor John Nielsen samlede mig op og kørte mig til Rødvig. Glade blev mine to hunde Tim og Søs da jeg kom hjem. Mine forældre havde passet hundene mens jeg havde været på ferie.