394: USA trip Maj 2016
Klokken 1130 den 16 maj kom Jens og Margit og kørte os til Kastrup lufthavn. Jeg havde lavet self booking på computeren hjemme, så der restede kun at aflevere bagagen, hvilket var ret smertefrit og overstået på fem minutter.
Oppe i transitten vekslede vi til et par tusinde dollar og fik en classic og en cruissant inden vi bookede ombord på flyet til Amsterdam fra gate A18. Flyet kom lidt sent af sted i henhold til planen, men vi landede alligevel en lille times tid senere som beregnet.
Efter ankomst til Amsterdam havde vi 55 minutters transit inden vi skulle lette med kurs til Atlanta i en Boing 777. Vi sad yderst i bagbords side over vingen på henholdsvis plads A og B, hvor der er 10 sæder i hver række, fordelt 3-4-3. Et stort fly og heldigvis lidt mere benplads end i Boing 737 flyet fra København, men alligevel blev det en drøj tur for ben og ryg på den lange 8,5 times varighed turen tog. Vi blev rigtig godt beværtet, mange måltider bestående af noget af det bedste jeg har oplevet under en flyvetur, samt alle de drinks vi ønskede – uden beregning.
Klokken 2004 lokal tid landede vi i Atlanta, og efter at have taxiet ind til terminalen håbede vi på at komme hurtigt fra borde så man kunne få det stive ud af kroppen, men nej, en eller anden tåbe havde ikke sørget for en forbindelsesgangbro så vi måtte vente yderligere 20-25 minutter inden vi kunne forlade flyet.
Til gengæld gik det let at komme ud igennem alle pas og toldertjek grundet at amerikanerne har fået installeret automatiske scannere hvor man selv indtaster alle nødvendige informationer angående pas, fingerprints m. M. Og man får en udskrift som man afleverer længere nede i processen. Derefter kom vi ud til en shuttlebus som kørte os ned i en område hvor alle car rental selskaber holder til, og her fik vi udleveret en Toyota Camry som er lidt større model end den som vi havde bestilt hjemmefra.
Det var på dette tidspunkt blevet mørkt, jeg havde håbet på at vi kunne komme videre mens det var lyst, da det er nemmere i dagslys at sætte sig ind i en ny bil og køre ud i den pulveriserende trafik, men som nævnt, sådan skulle det ikke blive. Vi havde lidt problemer med at få GPSèn i gang da den for det første var godt kold efter at have ligget i cargorummet på flyet og desuden ikke havde været tændt i over 2 år efter at den blev slukket på vores sidste USA tur i 2014. Så havde vi problemer med at få den til at finde adressen på vores hotel, men her lå fejlen på den menneskelige side, man skal nemlig også taste den stat man vil søge i. Til sidst lykkedes det og vi kom af sted mod hotellet som kun lå nogle få kilometer fra lufthavnen. Det lykkedes os dog alligevel at dreje forkert nogle gange inden vi lige før kl. 2200 kørte ind på vores hotel Super8.
Ved indtjekningen fik vi udleveret kort til vores værelse hvor der kun var en stor dobbeltseng, ikke lige det jeg havde lyst til, så den måtte vi om booke til et andet værelse med 2 dobbeltsenge – mod merbetaling naturligvis. Jeg forhørte om min pakke som jeg har bestilt fra Pennsylvania var ankommet, men det var den ikke.
Efter at have drukket en kølig spite gik vi til køjs, og selv om vi var dødtrætte varede det en stund inden vi døsede hen. Jeg vågnede kl. 2 om natten og skulle på det lille hus, og derefter havde jeg svært ved at sove igen, men efter en tid var jeg væk igen indtil jeg vågnede 0515 hvor jeg stod op og fik et tiltrængt bad.
Morgenmaden kunne man få fra klokken 6 og viste sig at være i den bedre halvdel af det man forventer at få på et amerikansk hotel.
Tirsdag 17 maj 2016.
Efter morgenmad og toilette samt pakning af vores sager med mere var vi klar til at køre videre ud i turen. Desværre viste vejrguderne sig fra deres værste side idet regnen ikke bare stod ned i stænger, men snarere i vognlæs. Temperaturen var dog behagelig på omkring 24-26 grader. Ved 9 tiden havde regnen stilnet så meget af at vi besluttede os for at komme videre. Mine støvler var stadig ikke kommet, så jeg traf aftaler med hotelkarlen om at vi ville komme tilbage for en overnatning den 29, og bad ham om at tage vare på pakken som sandsynligvis ville blive leveret senere på dagen.
Planen for dagen var først at besøge en wall mart for indkøb at proviant med tilbehør, besøge en Galls butik hvor jeg skulle handle noget beklædning og senere på dagen en af Cabelas store forretninger for at shoppe, for så senere at køre til Days Inn på Lockout Mountain ved Chattanooga der ligger ved Tennessee river.
I walmarten købte vi madvarer, en stor køleboks, en vandkeddel, øl, vin med mere så vi kan klare os nogle dage.
Galls forretningen viste sig at være en forhandler af Galls varer, men havde ikke hele deres sortiment på lager, men kunne bestille det til afhentning. Vi købte noget beklædning samt fodtøj samt bestilte noget som vi forhåbentlig kan afhent sidst på vores tur.
På ruten nordpå var vi inde i 2 af Cabelas forretninger hvor der blev købt flittigt ind af beklædning og fodtøj. Sælgeren i den første skoafdeling viste sig at være en svensker født og opvokset indtil han var tre år i Malmø, hvor hans forældre emigrerede til USA. Han var meget hjælpsom og snakkesalig.
Ved 17 tiden ankom vi til Days Inn hvor vi bookede os ind for to dage. Vi fik et dejligt værelse med 2 store dobbeltsenge, køleskab og microovn og ydermere har vi få meter fra vores dør en pool som vi besøgte ved 21 tiden – herligt. Vores aftensmad bestod af nogle kogt røgede revlsben som vi opvarmede i microovnen og 2230 slumrede vi ind.
Onsdag den 18 maj.
Efter morgenmaden på hotellet fik vi pakket og kørte op på Lookout Mountain for at få et vue ud over landskabet, men da man skulle betale og vandre en halv times tid besluttede vi i stedet for at køre ned til Chickamauga battlefield idet denne er ret stor.
I september 1863 havde nordstatshæren indtaget Chattanooga og bevægede sig sydpå mod Atlanta under general Rosecrans. Cirka 20 km syd herfor løber bækken Chickamauga og netop her stod sydstatshæren under general Braxton Bragg. I dagene 19 og 20 september fandt borgerkrigens andet største slag sted langs denne lille bæk hvis navn aldrig ville være blevet kendt hvis slaget ikke havde fundet sted. Slaget endte med at nordstatshæren blev jaget på vild flugt ind til Chattanooga, kun en nordstatsgeneral bevarede overblikket. Det var general George Thomas som med sin division lavede en ordnet tilbagetrækning og reddede det meste af hæren fra at blive rendt over ende og fik den trukket tilbage til Chattanooga. Bragg havde dog ikke kræfter nok til at udnytte sejren og drive fjenden ud af Chattanooga, men belejrede i stedet nordstatshæren i flere måneder. Rosecrans blev skiftet ud med Sherman, og efter en genopbygning af nordstatshæren med friske tropper og forsyninger med floddampere ad Tennessee floden blev belejringen hævet og sydstatshæren blev jaget ned mod Atlanta.
Her kørte vi rundt til midt på eftermiddagen og kørte tilbage til Lookuot Mountain og fik et par shots ud over terrænet. Derefter kørte vi ned i Chattanooga Downtown på begge sider af floden og var inde i både en Dollar General – noget i still med Netto derhjemme – og en liqour store, norget af det største jeg har set i sprutudvalg. Vi købte en flaske Tennessee whiskey og en flaske portin.
Tilbage til hotellet hvor vi lavede aftensmad bestående af en dåse chiligryde der blev opvarmet i vores microovn med pølsebrød som flutes til.
Torsdag den 19 maj.
Til morgen sætter vi kursen mod Murfreesboro. Ved Murfreesboro mødtes nord og syd i et af de blodigste slag under borgerkrigen den 30 december 1862 og 1 januar 1863. Nordstatshæren var anført af general Rosecrans der var politiker af profession, og hans modstander var general Braxton Bragg der var uddannet på West Point. Nordstatshæren kom ned fra Nashville, og da den nåede ned til Murfreesboro ved Stones River blev den angrebet af oprørshæren gentagne gange. Umiddelbart lykkedes det sydstatshæren at drive fjenden tilbage, men efter mange nytteløse angreb måtte Bragg den 1 januar indse at han var slået, og den 5 januar trak han hæren tilbage til Chattanooga. Slaget havde kostet mere end 10.000 dræbte og sårede på begge sider, og det blev en afgørende sejr for Lincoln som brugte den i forbindelse med at han frigav alle slaver i syden.
På visitor centret blev vi mødt af en snakkesalig ældre guide som var behjælpelig med at vise os rundt og fortælle. Han blev helt overvældet da vi fortalte at vi kom fra Danmark. Hvorfor er i kommet til USA spurgte han, og da jeg svarede ”på grund af the civil war” gav det et helt gib i ham.
Da vi havde gennemgået slagmarkerne holdt vi en lille piknick på McFaddens Farm, hvor slagets sidste fase havde udspillet sig. Derefter kørte vi ned på en tankstation og fik fyldt fuel på bilen. 50 liter som kostede 180 danske kroner, det er 3,60 pr. Liter. GPSen blev derefter indstillet med kurs mod Fort Knox i Kentucky. PÅ ruten kom vi forbi Nashville, samt Jack Daniels distillerierne og Bowling Green hvor vi holdt ind for at handle lidt. Først i en Cabela biks hvor vi igen købte noget tøj, og derefter i en Sams Club Wall Mart hvor vi købte tøj og proviant. , Det viste sig at tøjet var nedsat med 75% og af god kvalitet. Ved kassen viste det sig at vi skulle have medlemskort for at handle der, men den rare unge dame som stod der var meget hjælpsom og sagde så: ”jeg bruger bare mit kort for jer”, og hokus pokus fik jeg tøj for 570 kr. Som ellers havde kostet 1800.
Efter yderligere et par timers kørsel nåede vi op i Kentucky og Fort Knox men klokken var nu 1730 og Patton museet som var vores mål var lukket for i dag, så vi satte kurs mod et nærliggende motel. Det første vi fandt var lukket og til salg, men det næste havde ledige værelser. Det blev drevet af en indisk eller pakistansk familie og en overnatning kostede 69 dollar. Rummet var udmærket selv om det virker slidt gennem årene, men der er det hele, nyt køleskab og microovn og gammeldags TV som vi alligevel ikke bruger, men ellers i orden. Aftensmaden blev en pølseret tilberedt i microovnen krydret med et glas rødvin fra vores 5 liters papkarton.
Fredag 20 maj.
Stod op ved 6 tiden badede og fik lidt morgenmad fra egen forsyning og kørte til Patton Museet i Fort Knox. Her fik vi en meget skuffende velkomst, det viste sig nemlig at vi ikke kunne få adgang uden vi blev ledsaget af en der havde tilladelse til at færdes på området. Det havde vi naturligvis ikke så vi måtte meget skuffede forlade området og køre tilbage. Vi besluttede os for at tage tilbage til Nashville. Inden vi skred fik jeg dog taget et par fotos af den bygning som indeholder USA`s guldbeholdning i Fort Knox. Lige efter Ft Knox lå der en militær kirkegård hvor der var en begravelse i gang, så vi gennemkørte gården som var stor og tog også nogle billeder.
PÅ dette tidspunkt var det begyndt at regne og da vi kom ud på motorvejen tog regnen mere og mere til. Vi skulle køre et par hundrede kilometer og på nogle tidspunkter var regnen så voldsom at jeg valgte at køre fra og holde en hvilepause mens regnen stilnede af. Det gjorde den dog ikke, den fortsatte næsten lige så voldsomt hele dagen indtil ved 7 tiden om aftenen, hvor vi holdte in på et Days Inn for en overnatning i byen Franklin der har omkring 63.000 indbyggere. Her fik vi et værelse på 1. Salen. Aftensmaden blev nogle håndmadder og en kold øl og et glas rødvin.
Lørdag 21 maj.
Efter morgenmaden på hotellet kørte vi ind til Nashville og tankede på vejen. Det var nemt at komme ind til centrum og finde et sted at parkere, men det skyldtes nok at det jo var lørdag og folk havde fri der ikke var nogen trafik. Herfra slentrede vi ned gennem byen hvor folk var begyndt at stille sig op og spille og synge country sange. Inde i Hard Rock cafeen fik Jens handlet sine souvenirs, vi fik et par billeder ude ved Cumberlandfloden og vi var inde på Johnny Cash Museet uden at købe noget. Herefter satte vi kursen mod Shiloh.
Dagens strækning var en 3-4 timers kørsel, og ved middagstid rastede vi ind på holdeplads hvor der var borde og bænke og havde en piknick på ca. 20 minutter inden vi kørte videre. Kort tid efter at vi havde krydset Tennessee floden stødte vi på et Civil War visitor center som vi holdt ind på. Her brugte vi lidt over en halv time på at se film og effekter. Museet var opbygget over The Battle of Parkers Crossroads. Slagets hovedpersoner var den meget farverige sydstatsgenerak Nathan Bedford Forrest og for unionen oberst Cyrus Dunham. Bataljen fandt sted i december 1862, altså 9 måneder efter Shiloh. Dunham havde fået til opgave at tilintetgøre Forrests Cavalery raiders der hele tiden angreb og forstyrrede unionens forsyningelinier til Cumberlandhæren. Men Forrest der blev krigens helt store militære geni, tilføjede Dunham, der var overlegen i antal soldater, flere lammende øretæver og undslap med hele sin styrke og fortsatte sin raidervirksomhed.
Shiloh var det første store slag i borgerkrigen med tusinder af dræbte og sårede til følge. Forspillet til slaget havde været at General Gran havde indtaget forterne Henry og Donaldson ved henholdsvis Cumberland og Tennessee floderne så han havde frit spil til at sejle hæren ned ad Tennessee floden i dusinvis af hjuldampere og landsætte den ved Pittsburg Landing. Her ville han vente på yderligere forstærkninger og slog lejr.
Sydstaterne under general Sydney Johnson lå nede ved Corinth – en meget vigtig by der var trafikknudepunkt for jernbanen. Al transport syd og vest fra kørte gennem byen, og hvis den blev erobret af fjenden ville forsyningerne til konføderationen blive stoppet. Så med en hær på 45000 mand besluttede Johnson at han ville smide Grant tilbage i floden. Grant som på det tidspunkt havde en mindre hær var ikke vidende på dette træk. Og blev derfor meget overrumplet da Johnson tidligt om morgenen den 6 april væltede frem ved Shiloh. Stedet Shiloh var en lille methodist menighed hvor der stod en lille kirke. Navnet Shiloh er hebræisk og betyder ”idylisk fred”, men nu var det pludselig blevet det stik modsatte. I løbet af dagen førte de voldsomme kampe til at Grant blev jaget næsten ud i floden men det lykkedes ham lige netop at stå fast. General Johnson selv blev dræbt og General Beauregard tog over, og da mørket sænkede sig regnede han med at han næste dag ville smide resterne af Grants hær i floden og tage resten til fange. Så i en sejrsrus telegraferede han til Richmond –sydens hovedstad – at han havde vundet en stor sejr.
I løbet af aftenen ankom General Don Carlos Buell dog med de tiltrængte forstærkninget til Grant, og næste morgen fik de konfødererede sig en slem forskrækkelse da de i stedet for at være i offensiven blev angrebet af fjenden og smidt tilbage. Da dagen var omme stod Grant som sejrherre og var klar til at rykke ned mod Corinth. Men både nord og syd var i chock, på slagmarken lå næsten 24.000 dræbte, sårede og mistede.
På Visitor Centret startede vi med at se en introduktionsfilm over slaget af tre kvarters varighed – godt lavet. Derefter kørte vi ud på Battle Touren der er en ca. 20 km lang afmærket tur hvor der er opsat skilte med de involverede enheders navn, der står monumenter og mindesmærker og snesevis af gamle kanoner fra dengang. Da vi var 3 fjerdedele igennem touren var klokken blevet 1800 og vi besluttede os for at finde et overnatningssted og fortsætte touren i morgen. Vi måtte køre ca. 15 mil inden vi fandt Deerfield Inn i byen Adamsville hvor vi indlogerede os til 68 penge i den lokale mønt.
Da vi havde indlogeret os skulle vi have tilberedt noget æde, så jeg kørte op i det nærliggende indkøbscenter for at finde noget kartoffelsalat til vores store frankfurtere. Det havde de umiddelbart ikke, i stedet for blev det en gang færdiglavet kartoffelmos der lige som pølserne skulle opvarmes. Desværre virkede microovnen ikke helt efter hensigten, så noget af maden blev kun halvvarm, men pyt med det, ved hjælp af et par kolde øl, et par glas rødvin og noget Tennessee whiskey og lidt kaffe gled det hele ned godt indfedtet i både ketchup og sennep.
Søndag den 22 maj.
Om Morgenen stod vi lidt sent op til en dejlig skyfri himmel der så ud til at blive ret varm. Efter et par kopper kaffe og en håndmad fik vi pakket alt vores happengut ind i bilen og satte kursen tilbage mod Shiloh for at gennemkøre den sidste del af Battle touren. Klokken 9 var vi tilbage ved stop 7 hvor vi havde stoppet aftenen før og efter 2 en halv time var vi kommet igennem alle stoppene og sluttede ved militærkirkegården.
Mange vil måske tage sig til hovedet og spørge sig selv om hvordan man kan køre rundt på en gammel slagmark og glo på opsatte skilte og markere. Svaret er følgende, at så meget som jeg har set og læste om Shiloh, har det været en fantastisk oplevelse at gennemgå de forskellige steder hvor slaget har raset. Et er at læse om hændelsen, men det at være fysisk til stede hvor det hele har foregået sætter tingene i et helt andet perspektiv og forklarer det man har læst på en helt anden måde. I lighed med mit besøg i Auschweitz for 6 uger siden. Man får en bredere forståelse for det som virkelig har hændt.
Corinth Civil War Interpretive Center lå på vejen til Memphis. Det var et kæmpe center der så ud til at være nyetableret. Centret dækker historien efter Shiloh samt unionens fremrykning, belejring og indtagelse af jernbaneknudepunktet Corinth. Efter at unionen har indtaget byen som i øvrigt skete ud de store sværdslag idet deres styrke var så stor at de konfødererede valgte at trække sig ud hellere end at blive omringet uden mulighed for fri bevægelse, blev der bygget store fæstningsværker for at syden ikke skulle komme tilbage og generobre byen. Syden forsøgte dog med en styrke under General Van Dorn at generobre byen, men blev slået tilbage med enorme tab da de gentagne gange løb frontalt ind i de nyopførte fæstningsværker. Så jernbaneknudepunktet forblev under resten af krigen på nordstaternes hænder, til stor skade for sydstaterne. Igen var der fri entre, introduktionsfilm og nogle gode displays.
Efter Corinth havde vi ca. 125 mil til Elvis Presleys Graceland i Memphis hvor vi ankom ved 3 tiden. Der var ingen problemer med at finde parkering, og det kostede heller ikke noget. Men det hele var en gang sigøjnerpis hvor man skulle betale for hver en ting du ville ind og se, bortset fra alle tiviloboderne hvor man kunne købe alt muligt sigøjnerbras med Elvis afbilledet på. Vi valgte dog at takke nej til det hele, bortset fra at Jens købte et par snapseglas med Elvis på, dette forsvinder når det har været i opvaskemaskinen en halv snes gange. Så er den fornøjelse slut.
Her skal det lige nævnes, at på alle de museer vi har besøgt med relation til den amerikanske borgerkrig, koster det ikke noget at komme ind og se det. På næsten alle de Visitor centre jeg har været inde på er der en biograf hvor de dagen igennem viser en introduktionsfilm om det aktuelle slag som har foregået på stedet. Det er virkelig godt, og det kunne vi lære meget af hjemme i Danmark med deres store entreafgifter.
Hard Rock Cafe i Memphis var den næste distignation på turen. Jens samler på Hard Rock effekter. Det var nemt at komme ind til centrum af byen og vi fandt en parkering tæt på cafeen og var så heldige at få overdraget en parkeringsticket som gjaldt endnu 3 timer. På Hard Rock cafeen købte vi lidt ting og sager og fik en stor burger som kan gælde som aftensmad. Omkring 70% af indbyggerne i Memphis er farvede.
Så var det på tide at sætte kursen mod Vicksburg, og for oplevelsens skyld blev vi enige om at krydse Mississippi river og køre ned gennem Arkansas og Lousiana, så jeg satte GPSèn på et bynavn Wabash efter kortet. Det viste sig dog efter ca. 50 km at der også var en by med samme navn mod nord, så efter at have opdaget fejlen fik jeg omnavigeret og så gik turen tilbage over Mississippi og sydpå ned gennem staten Mississippi indtil vi nåede en lille flække Senatobia hvor vi ved otte tiden om aftenen holdte ind på et motel. Her var prisen 65$ for en overnatning inkl. Morgenmad. Det var en god oplevelse at krydse Mississippi floden.
Mandag den 23 maj. Kurs mod Vicksburg og en uge tilbage. Vi har 200 mil til Vicksburg, og vores GPS er begyndt at drille os, den fører os nogen gange hen til et helt underligt sted, selv om den er rigtigt programmeret. Vi ankom til Vicksburg Visitor Center lige før middad efter ca. 4 timers kørsel.
Vicksburg var, sagde Abraham Lincoln, USA præsident, nøglen til konføderationen. Beherskede man Vicksburg, kunne man beherske konføderationen. U. S. Grant som efter Shiloh rykkede ned mod Vicksburg kæmpede med mange ting for at indtage Vicksburg der var en naturlig fæstning med høje skrænter mod øst og syd, ufremkommelige sumpe mod nord og Mississippi floden mod vest. Så efter forgæves at havde forsøgt gennem sumpene og fra floden omgik han byen syd for og kom ind fra vest og lagde en belejring mod byen fra vest og dagen efter slaget ved Gettysburg overgav kommandanten Pemberton byen på landet nationaldag den 4 juli 1863. Belejringen og nederlaget havde trukket så dybe sår for Vicksburg at byen ikke markerede den 4 juli igen før i 1944 efter at amerikanerne var gået i land i Normandiet under 2. Verdenskrig.
Civil War touren ved Vicksburg var en lang rute på 18 mil hvor der et opstillet memorials og markere op for næsten hvert regiment. Staten Illinois var den stat der måske havde stillet hovedparten af styrken for unionen havde opstillet et kæmpe mindesmærke for deres faldne. Det havde de andre deltagende stater også , bare væsentligt mindre.
I visitor centrets bookstore købte jeg et par bøger, og jeg syntes godt nok manden ved kasseapparatet tog sig lidt rigeligt betalt men tænkte ikke yderligere over det før om aftenen på vores motel da jeg så på kvitteringen at han havde taget betaling for min egen cap jeg havde på, men som jeg havde fået i Galls for en uge siden.
På touren var der også et museum med en af de hjuldampkanonbåde som havde deltaget i belejringen. Det jernklædte USS Cairo var en jernbeklædt kanonbådshjuldamper der sammen med mange andre både havde deltaget i Vicksburg felttoget. Senere var den løbet på en mine i Yazoo floden og gået til bunds, dog uden tab af menneskeliv der alle havde reddet sig over på andre fartøjer. Der havde i øvrigt været en dansker ved navn Charles Brorsen ombord. Kanonbåden var i 1960erne blevet hævet og konserveret og samlet sammen så vidt det var muligt, og den udgør nu en meget interessant del af udstillingen på touren i Vicksburg.
Da vi var kommet igennem touren ved 17 tiden kørte vi ned til floden Misissippi og nød en kold bajer fra køleboksen i bagagerummet. Derefter kørte vi over floden ind i Louisiana og fandt et billigt motel i nærheden af byen Tallulah til 50$. Aftensmaden blev en chiligryde med snittede frankfurtpølser som min makker roste til skyerne og som blev skyllet ned med det sidste rødvin fra vores 5 liters karton. Bagefter sad vi ude i solen og slog maver indtil den gik ned. Dagen havde været lammende varm, meget tæt på 30 grader, og natten blev ulidelig varm også så man var nødt til at sove nøgen uden noget over sig, og alligevel var det svært at sove.
Nu er det tirsdag morgen den 24 maj, og vi sætter nu kursen mod Andersonville i Georgia. Det var her sydstaterne havde den berygtede krigsfangelejr hvor ca. 13.000 nordstatssoldater døde under Auschweitz lignende forhold.
Efter 760 km i lige stræk ankom vi til Andersonville 1645, men da der er tidsforskydning var tiden lokalt 1745 og det vil sige at centret havde lukket for 3 kvarter siden. Vi sludrede lidt med den unge pige der var tjener på naboejendommens restaurant og fik af hende oplyst at det nærmeste overnatningssted er i Americus ca. 10 mil ud af landevejen. Så ind i bilen igen og ud til Americus hvor vi indlogerede os på motellet Skyland til 50 $. Efter at have indrettet os tilberedte jeg en mixed pølse/gullashgryde i microovnen med en nyindkøbt Alabama vin til at skylle ned med. Den lokale Alabama vin viste sig at være særdeles god – kan enda anbefales.
På vejen hertil har vi været i fire stater, Louisiana, Mississippi, Alabama og Georgia, hvoraf vi har krydset de 2 helt på tværs. Solen har været ubarmhjertig lige fra morgenstunden, næsten 30 grader har termometeret i bilen målt. Og når vi kører så meget som vi gør er det godt at benzinen er så billig som den nu er, 3,70 pr. Liter. Vi har i dag rundet 3529 km totalt.
I morgen tager vi så tilbage og oplever Andersonville. Og det gjorde vi så lidt over otte drog vi tilbage til byen hvor vi ankom 20 minutter i 9 inden de åbnede, men en mandslignende kvinde kom ud og inviterede os indenfor i Drummer Boy Museum in Andersonville, som viste sig at være et privatejet museum i usædvanlig høj kvalitet. Museet indeholdt alle mulige originale effekter fra borgerkrigen hvoraf noget var fundet i Andersonville prison camp area ved udgravninger mange år efter krigen. I det første hjørne var der mannequindukker iklædt uniformer fra hæren i South Carolina, blandt andet en drummer boy, som museet havde betalt 25.000 $ for. Der var også en rusten revolver der var blevet fundet i den blodige pond ved Shiloh. Vi fik en rigtig god og lang talk med Cynthia som kvinden hed, om borgerkrigen generelt som hun også interesserede sig meget for og hun havde ligeledes været på mange af slagmarkerne. Cynthia var i øvrigt halvt indianer, hendes mor cherokee indianer. Til sidst takkede vi af og kørte ud til selve Andersonville Prison of War Camp der kun lå en lille kilometer derfra.
Fangelejren som lå op af jernbanelinien var blevet anlagt i 1864 efter at parterne var ophørt med at udveksle deres fanger. På et tidspunkt indeholdt lejren over 30.000 nordstatssoldater, og i den korte tid den eksisterede døde mere end 13.000 af sult, sygdomme og mishandling.
Visitorcentret var et stort kompleks med biograf, bookstore og displays af amerikanske krigsfangers historie fra borgerkrigen, 1 og 2. Verdenskrig, Korea, Vietnam og til krigene i dag. Rigtig interessant.
Derefter kørte vi rundt på en visitor tour og beså det fysiske sted hvor lejren havde ligget, efterfulgt af et besøg på den store kirkegård med mere end 13.000 gravsten.
Ved halvtretiden satte vi kursen mod Atlanta, men nåede kun ind til Columbus hvor vi stødte på Military Commando Supply store. I Columbus ligger den store militærlejr Fort Benning hvor Infanteriet og specialstyrkerne har til huse. Vi handlede hver især en lille smule og fik desuden oplyst at der var 3 militærmuseer i byen som vi måtte besøge.
Det ene var Civil War Naval Museum som Cynthia faktisk havde fortalt os omhavde vi bestemt os for at besøge. Det indeholdt nogle gode displays om søkrigsførelsen og havde blandet resterne fra en 220 meter lang jernbeklædt kanonflodbåd ”Arkansas” som var blevet hævet i nyere tid liggende.
Derefter kørte vi ned på Fort Benning Infantry Museum. Her blev vi tjekket for at få lov til at komme ind. Der skulle være en større dinner til aften men det havde ingen indflydelse på vores tilstedeværelse selv om vi næsten gik mellem bordene. Det var et godt museum med mange gode effekter og displays. Da vi gik derfra strømmede mange af gæsterne stadig til. Vi mødte blandt andet en pur ung knægt i hans multicam uniform som kom sammen med sin far i fint jakkesæt. Dinneren har muligvis været en form for forældredag.
Herefter var det blevet tid til at finde et overnatningsted som blev på Garden Inn i Pine Mountain, Georgia. I jagten på et overnatningssted snød GPSen os igen da den førte os ud på landet til et privat sted, hvor der i hvert fald ikke var noget motel.
I morgen skal vi så tilbage til Atlanta og se om mine støvler er på hotellet Super8 samt ned til Galls og se om de har fået de ting hjem som jeg bestilte for snart 10 dage siden.
Efter den sparsomme morgenmad på motellet kom vi af sted lidt i otte. Vi skulle tilbagelægge knapt 100 mil, og på halvvejen holdt vi ind i en mindre by Newnan hvor der lå en sportsstore ved navn Gander Mountain som vi havde set reklamer fra. Der var rigtig meget godt og billigt tøj så vi handlede for et par hundrede dollars. Derefter vider til vores første hotel Super8 i Atlanta hvor jeg fik mine Danner støvler. Derefter kørte vi ud til Galls for at hente de ting jeg havde bestilt, men de havde ”ikke” fået det endnu, så jeg regner ikke med at de har bestilt det.
Efter lidt rådslagning kørte vi ud til Kennesaw Mountain Visitor Center. Efter at Bragg var blevet slået ved Chattanooga blev han udskiftet med Johnston (ikke at forveksle med den Sidney Johnston der blev dræbt ved Shiloh). Johnston trak sydstatshæren tilbage sydpå efterfulgt af Shermann, men ved Kennesaw Mountain dannede han en effektiv forsvarskæde hvor unionen lavede nogle dyre hovedkulse angreb uden ar kunne bryde forsvaret. Men da unionen omgik deres flanke trak Johnston sig tilbage og vejen til Atlanta var dermed åben.
På Visitor centret så vi introduktionsfilmen og kørte en lille del af touren igennem.
Hermed havde vi faktisk afsluttet den tur vi havde planlagt, men da vi stadig har 4 dage tilbage tog vi den dristige beslutning at køre ud til Fort Pulaski og være tilbage i Atlanta igen søndag. Der er 240 mil derud og vi kørte ind på et motel ved byen Madison efter ca. 50 mils kørsel da jeg var lidt træt i øjnene. Her er det en inder som har motellet, han havde en stor budda figur stående i receptionen og prisen var 56 $. I det første rum vi fik tildelt virkede toilettet ikke, så vi fik et andet. Det er meget generelt at toiletterne her ovre er i en elendig stand. Vi har næsten endnu ikke haft et rum hvor toilettet har været i orden. De skulle tage og købe nogle gode Ifö toiletter og sætte dem op i stedet for det bras de selv laver. De er heller ikke gode at sidde på, i mange af dem ligger ens lem nede i vandet når man er på toilettet fordi de er for lave. Til aften lavede jeg en pølseret i microovnen. Til gengæld er der mange andre gode ting her ovre, blandt andet er der god plads i deres forretninger modsat i en dansk Nettobutik hvor man vælter en reol hvis man træder et skridt tilbage for et fokusere øjnene på vare. Og så er deres udvalg her ovre også meget større og af bedre kvalitet, og naturligvis billigere. I supermarkederne står der altid en ung efter kasseapparatet og pakker kundernes varer ned i poser. Det kunne man også lære af derhjemme hvor de gamle står og famler med penge og varer samtidig.
Fredag den 27 maj.
Afgang fra Madison 0740 med destination Gray 60 mil sydøst på hvor det ligger en Galls butik for at finde de ting vi ikke fik i Atlanta. Kom lige til åbningstid, men her havde de heller ikke de ønskede støvler, men i stedet havde de et par sko jeg gerne ville have. Ikke så langt derfa var vi inde i en Walmart for at købe lidt proviant og undertøj. Derefter ca. 200 mil til Fort Pulaski der ligger ude i flodmundingen til Savannah, ankom ca. 1530. I visitorcentret så vi deres introduktionsfilm og hvor jeg talte med en ældre sort mand om vores tur. Talte også med kostoden i souvenirkiosken der havde været soldat på Balkan i 1996. Gik rundtur på fortet og kørte derfra ca. 1630 med kurs mod Fort Sumpter i Charleston i South Carolina. Ved 1800 tiden holdte vi ind på et Quality Inn Motel for overnatning ca. 10 miles fra Fort Sumpter.
Om aftenen surfede jeg på nettet og bookede 2 billetter med færgen ud til Fort Sumpter for 34 $.
Søndag den 28 maj.
Vi stod tidligt op, fik morgenmad i receptionen, pakkede og kørte ind til byen og satte bilen i et parkeringshus tæt ved visitor centret. Kl. 0930 afgik færgen med omkring 200 gæster ud til Fort Sumpter. Færgen var en gammel ombygget 3 dækket hjuldamper der nu blev drevet af dielselmotor og propel og hvor det øverste dæk var åben i siderne.
Fort Sumpter lå i indsejlingen til Charleston og bevogtede byen. Da fjendtlighederne brød ud i starten af 1861 fik den federale garnison i fortet en henstilling om at forlade fortet af den nye konføderede regering, men efter ordre fra Washington stod garnisonen fast og de konfederede begyndte at bombardere fortet som efter et par dage overgav sig mod at få frit lejde til at forlade fortet. Syden genopbyggede fortet og tilførte endnu mere skyts til forsvar mod eventuelle angribere. Dette skete fra 1863 hvor unionen kom tilbage med en stor flåde, landtropper og belejringskanoner, og efter landet længste belejring blev fortet erobret af unionen i 1865. Her var fortet blevet til en ruinhob. Det blev et par årtier senere delvist genopbygget og benyttet af kystforsvaret, men det er ikke til at genkende fra den gang. Der mangler blandt andet mindst en etage i forhold til dets oprindelige form.
På vejen tilbage fra fortet kom der en blæsende regnbyge og resten af dagen blev overskyet med regn af og til. Vi satte kursen tilbage mod Atlanta, og på vejen kørte vi igennem byen Denmark hvor vi var inde i et par forretninger og handle. ca. Halvvejs ved byen Augusta holdt vi ind på Budget Inn Motel for en overnatning. Prisen var 57 $ med svimming pool og pæne rum. Aftensmaden blev kogte pølser med brød. Værelset/rummet var faktisk et af de bedste vi har lejet indtil da, toilettet fungerede perfekt, der var pænt og rent og ellers intet at klage over.
Vi så i øvrigt et trafikuheld på vejen. En firhjulstrækker med trailer var væltet i grøften, det venstre forhjul var revet af og det så lidt voldsomt ud, men der stod to mænd omkring de havarerede dele, og fem minutter efter mødte vi medicbilen med fuld udrykning.
Søndag den 29 maj.
Så er det vores sidste hele dag. Det har regnet hele natten og gør det stadig. Vi skal om et par timer videre til Atlanta, en strækning på ca. 160 mil.
Køreturen til Atlanta blev stille og rolig, midtvejs var vi inde på en tankstation og fylde 15 gallon på dunken og lidt over middagstid rullede vi ind i centrum af Atlanta hvor Jens skulle købe de traditionelle souvenirs i Hard Rock Caféen. Derefter fandt vi en Best Nuy butik hvor jeg ville prøve at finde en ny mobiltelefon da den gamle er gået i udo. Det blev til en ny Iphone 6 hvor man kan tale sin SMS ind på, til 560$. Det er formodentligt lidt billigere end derhjemme.
Derefter ud til vores gode gamle Super8 motel hvor vi fik vores reserverede værelse, og hvor jeg lige nu sidder på den sidste aften her på hotellet i Atlanta og pakker og bringer de sidste ting på plads inden vi skal rejse hjem i morgen.
Det har været en lidt anderledes tur end planlagt idet Eli, som jeg skulle rejse sammen med, blev syg og faktisk blev indlagt på sygehus for et par dage siden måtte melde fra, og jeg måtte finde en substitut at tage med.
Men det har været en god lang tur hvor vi med næsten 5000 km i en Toyota Camry har krydset 8 stater fra Louisiana i vest til South Carolina i øst og Kentucky i nord til det sydlige Georgia i syd. Det svarer til at vi i gennemsnit har kørt 400 km hver dag. Yderligere har vi præsteret kun at have spist ude én eneste gang, og det var på Hard Rock Cafeen i Memphis hvor vi fik en sølle hamburger.
Vi har haft vejret med os, solskin næsten hver dag med temperaturer mellem 28 og 32 grader. Det var så varmt i Louisiana at vi ristede pølsebrødet på bilens forskærm. Vi har haft regnvejr i 2 halve dage mens vi kørte mellem stederne, men det føltes nærmest som en befrielse med den kølighed som regnen gav. Yderligere har vi krydset nogle af USA´s største floder: Mississippi 4 gange, Tennessee river, Cumberland river og Savannah river.
Nu venter vi bare på at tiden skal gå og vi kan komme hjem til gode gamle Danmark hvor det plejer at være skidekoldt med jævnligt regnvejr.