424: Nordkorea 2016
Tirsdag den 20 september.
Nordkorea – Pyongyang. Ved 6 tiden begyndte folk så småt at vågne, fik lavet kaffe og spiste lidt medbragt mad. Vi havde gjort holdt utallige gange i de store kinesiske byer på ruten og hen ad 10 tiden ankom vi til Dandong, det sidste stoppested i Kina, hvor vi også skulle udklarere samt udfylde papirer til indrejse i Nordkorea. Det var først over middag at vi kørte videre, og kort efter krydsede vi jernbanebroen over Yalu River hvor vi samtidig kunne se og fotografere bilbroen over samme, der kun er færdiggjort fra den kinesiske side. Efter 10-15 minutter gjorde vi holdt på den første station i landet, og her kom der alle mulig myndigheder ombord på toget for at se hvad vi var for nogle. De tog kupererne en af gangen. Vi skulle have udfyldt papirer med alle mulige spørgsmål, bl. a. Hvilke ting vi havde med, så da kontrolløren kommer ind i kupeen får han papiret og starter med den liste man har nedskrevet og disse ting vil han gerne se. Så da jeg rakte ham min Apple laptop gav det et lille gip i ham. Jeg tror at han var imponeret over at stå med den i hånden, for han vendte og drejede den, lukkede den op uden at starte den, hvorefter han rakte den tilbage med et ”OK”. Derefter så han vores mobiltelefoner, kameraer og min læsebog jeg havde med. Han vendte og drejede den nogle gange og jeg fik også OK for den. Jeg blev ellers lidt urolig idet det er en bog om slaget ved Chickamauga og på omslaget er der en situationsbillede hvor det amerikanske flag indgår. Men alle klarede tjekket og et par timer senere var vi på farten igen.
Vi standsede på flere stationer hvor det alle steder hvimser rundt med uniformeret personel som jeg ikke kunne stå for ikke at tage et billede af, især da en ung uniformeret pige gik forbi vores vindue, men uheldigvis fik hun lige ud af øjenkrogen set at jeg knipsede hende. Hun standsede øjeblikkelig, snurrede rundt og stirrede olmt på mig i nogle få sekunder hvorefter hun gik videre. Hjertet var hoppet helt op i halsen i nuet, og jeg blev noget lettet da der ikke skete mere.
Pyongyang
Jeg har lige været i bad på vores hotel i Pyongyang, hovedstaden i Nordkorea. Der har været enormt mange indtryk i dag fra Kina og hertil og det er næsten umuligt lige nu at huske dem alle. Men det er så utroligt anderledes end noget jeg tidligere har oplevet . Vi har stået og kigget ud af vinduet i toget hele vejen hertil. Langs med jernbanen var der jævnligt et vagttårn/skur hvor der i flere tilfælde stod en ung pige i uniform med hjelm og gevær i retstilling. De passer på jernbanen. Da vi ankom til hovedbanegården i Pyongyang var rangér terrænnet fyldt med soldater, flere tusinde med deres pakkenelliker, mange åbne kreaturvogne var ligeledes fyldt med soldater. Mange af dem er utroligt unge, ikke meget mere end 14 – 15 år. Drenge og piger har 10 års værnepligt, så måske starter de som 14 årige.
På banegården var der uniformeret personel – unge piger, som dirigerede togpassagererne ud af området på soldatermæssig facon. Det var ikke nogen man lavede sjov med, deres kommandoføring blev adlydt. Der holdt en bus og ventede på os sammen med to nordkoreanske guider som skal følge os rundt, eller vi skal følge dem. Pyongyang har 3 millioner indbyggere.
På vejen til hotellet var vi inde på en restaurant og spise. Maden var næsten identisk med det vi fik i Sydkorea for to år siden. Der kommer råt kød ind på fade som man steger på små blus på bordet. Det var ingen speciel kulinarisk oplevelse, bortset fra de 4 piger der serverede. Da alle havde spist optrådte de nemlig på scenen med sang og dans. Deres lokale øl var god, noget bedre end den kinesiske. Vores hotel har 47 etager og vi bor på den 31. Der er ingen luksus på værelset, hverken vand eller kaffe, men der er varmt vand til bad, toilet og papir. Der er fjernsyn, men ingen kanaler man gider glo på, og der er ingen internet. Det program vi skulle ud og se i morgen har de to nordkoreanske guider lavet om til en propaganda tur.
Gåtur i Pyongyang og Juche-tårnet
Onsdag den 21 september.
Pyongyang. Museet for Koreakrigen. Ja det var det planlagte program, men det viste sig i løbet af dagen at dagens program ændrede sig fra time til time. Efter morgenmaden -som for øvrigt var noget tynd og det viste sig at der ikke var nok til dem der kom sidst- kørte vi ud til Monumentet for sejren over Japanerne og amerikanerne og hvor der står 2 store 22 meter høje statuer af Kim Il-Sung og hans søn Kim Jong-Il. Her lagde vi som gruppe blomster mens vi stod på geled og bukkede i ærbødighed i henhold til rejseguiden. På vejen tilbage mødte vi flere brudepar på vej op til monumentet for at blive viet.
Derefter kørte vi ned på et folkebibliotek der var fyldt med bøger om Kim familiens bedrifter. Næste stop var Juche-tårnet der er 170 meter højt og ligger ud til floden. Det kostede 5 Euro for at køre med elevator op til toppen hvorfra der var udsigt over hele Pyongyang. Alle de steder vi er inde og se har en lille kiosk med souvenirs, og da vi forlod tårnet, lukkede de denne og tårnet. Det ser ud til at mange af de steder vi besøger lige bliver åbnet for os og derefter lukket. Vi har også flere gange observeret at priserne er forskellig fra hvad de lokale kan købe til og hvad vi skal give for tingene. Vi kan ikke veksle to lokal valuta og kan kun købe med kinesisk yuan, Euros eller dollars. Da vi forlod værelset i morges havde jeg fyldt vasketøj i en af de vaskeposer der var beregnet til det og man skulle bare efterlade den under bøjlestangen stod der på anvisningen. Så da vi gik ved tårnet blev en af guiderne ringet op fra hotellet des angående, og jeg blev spurgt om tøjet skulle vaskes og presses, hvilket jeg bekræftede. Så der er vist ingen tvivl om at de er godt underrettet om alt hvad vi foretager os. Så blev det spisetid på en restaurant og menuen var HOTPOT en gammel ret der stammer fra mongolernes tid som tilberedte retten i deres stålhjelm.
Arbejderpartiets Hus og Øl restaurant
Efter middag kørte vi ud til Arbejderpartiets hovedkvarter med et stort 50 meter højt monument og hvor der i bygningerne var udstillet kunst om Kim familien.
Så skulle vi ud og køre en tur i deres metro. Metroen er 36 km lang og har plads til alle Pyongyangs 3 millioner indbyggere i tilfælde af et ”amerikansk” atomangreb. Alle stationer er pompøst udsmykket med store mosaikker og murmalerier af ”frihedskampen” mod japanerne og amerikanerne og forherligelse af de ”store ledere”. Vognene er købt i Ungarn i 60-70erne, hvilket de også bærer præg af. Også her er der uniformeret personel som ”guider” passagerne på diciplinarisk vis.
Derefter gik vi en tur i den nærliggende park som lå ca. 100 meter over byen. Herefter var det meningen at vi skulle besøge et mindre bryggeri, men det blev ændret til en restaurant som man sagde var mødested for jævne folk som datede, men eftersom prisen på øllet som i øvrigt smagte godt lå på 2,5 Euro, må det formodes at det var de mere velstillede der brugte stedet.
Først da klokken var 1830 lettede vi fra ølrestauranten og kørte ud på en anden for at spise. Her var det en blandet menu, men faktisk rigtig god og klokken blev
20 inden vi satte kursen hjem til hotellet. Fra bussen så vi på en byggeplads hvor der blev arbejdet helt intenst hvor arbejderne stod meget tæt sammen. Vi ser ingen maskiner på byggepladserne, alt foregår med håndkraft. Sikkerheden må ligge dem ret fjernt og ulykker og dødelighed må være ret høj.
En deltager i selskabet fortalte at han i Beijing havde besøgt en dansk restaurant der lå i nærheden af silkemarkedet. Indehaveren, en dansker der havde boet flere år i Kina fortalte at Kim havde en storebror og en onkel som ligeledes boede i Beijing og at styret sydpå flere gange havde forsøgt at komme dem til livs, men at det ikke var lykkedes fordi de blev mandsopdækket døgnet rundt af kinesiske sikkerhedsvagter. En meget interessant historie som vi i Danmark aldrig har hørt noget om.
Torsdag den 22 september.
Nampo og Kaesong (DMZ). Ja det var planen, men i morgen skal vi besøge Kim-familiens mausoleum og vi skal derfor fra morgenstunden møde op i habit, slips og pæne sko. Vi gik til morgenmad 0630 idet vi skal tidligt af sted i det pæne tøj og i og med at der ikke var så meget morgenmad i går. Men det blev det ikke bedre af for der manglede næsten alt. Kaffevandet var ikke varmt, der var intet smør, pålæg er en skov i Rusland m. m. og da kaffen var klar var det en gang tyndt opvaskevand. Så morgenmaden blev tynd kaffe, 2 boller og et spejlæg og et glas ”cola”.
Kimérnes Mausoleum
Klokken 8 var alle samlet ved bussen i fint tøj, og vores guider stak tommelfingeren i vejret med et stort smil som betød at vi var acceptabelt påklædt. Så kørte vi ud til Kim familiens mausoleum hvor Kim 1 og Kim 2 ligger til lit de parade. Det ligger på et stort palads der er indrettet med 2 rum til de døde, far og søn, 2 rum mere med alle de medaljer med mere som de to herrer har modtaget fra udlandet gennem tiderne samt nogle rum hvor deres biler, tog og skib står udstillet. Først kom vi ind i en ventesal, og efter 20 minutter blev vi kaldt ud og skulle stå på 5 geledder. Begge guider – Peck og Rie – virkede tydeligt nervøse for om vi nu ville kunne holde takten i henhold til the rules. Mens vi ventede kom der en højtalervogn med 4 store højtalere på taget der udsendte en form for sørgemusik, efterfulgt af ca. 20 busser med fortløbende numre, fyldt med koreanere som var i deres stiveste puds. De skulle også i audiens hos de døde.
Efter at de var blevet opstillet satte de to kolonner med 5 i hvert geled sig i gang ned mod mausoleet. Vandringen op til mausoleet gik gennem flere hundrede meter lange store gange med to enormt langt rullebånd, flere rulletrapper, en sluse hvor børster rensede vores sko for snavs og en sluse hvor vi blev gennemblæst for støv på tøjet, og et sted skulle vi aflevere kameraer, mobiltelefoner, betalingskort eller andet som kunne bruges til at ridse med. Jeg havde ladet alt undtaget mit store kamera blive i min taske i bussen. Vores Bravo Tours guide Kasper måtte aflevere ekstra knapperne til sin habit. Alle gangene var udsmykket med store billeder af kimérne i guldrammer i gammel stil, til venstre Kim Il-Sung og til højre Kim Jong-Il. Undervejs for enden af en af gangene stod to voksfigurer af Kimérne som vi i geled på 5 ad gangen gik frem og bukkede for. De er vist nok lavet af Madame Tousaud eller hvad hun nu hedder.
Endelig nåede vi frem til det første mausoleum hvor Kim Il-Sung ligger, rummet er svagt oplyst med rødt lys for ikke at beskadige liget, gik vi igen i geledder på 5 frem og bukkede, først for fodenden, så hans højre side og til sidst hans venstre side, og derefter ud og hen i rummet hvor alle hans medaljer var udstillet og derefter nogle rum med hans biler m. m.
Det hele gentog sig på samme måde i mausoleet med Kim Jong-Il, først bukke for liget, derefter medaljerum og så biler, tog og båd, hvorefter det var slut og den lange vej tilbage begyndte og sluttede da vi fik udleveret vores ting og vi fik lov til at gå ud foran Kumsusan paladset og tage billeder, dog ikke i skæv vinkel, og ingen halve bygninger og heller ikke soldater og andet godtfolk. Vi fik taget et gruppebillede og nogle personlige billeder og så tilbage i bussen. De lokale var som nævnt klædt i deres stiveste puds og kvinderne i folkedragter.
Martyrernes begravelsesplads
Næste stop var martyrernes kirkegård der lå en halv times kørsel derfra. Martyrerne er dem der kæmpede sammen med Kim Il Sung i kampen mod japanerne og senere mod UN under koreakrigen. Det drejer sig om ca. 200 personer der er faldet siden modstandskampen startede i 1905 til koreakrigens slutning i 1953. Det er ikke dem alle der er blevet dræbt i kampen, men også dem der har fået en naturlig død i de seneste år. Her på martyrernes kirkegård ligger de begravet og på deres gravsten er deres hovedprofil påsat i bronze. Kim Il-sungs kone ligger også begravet her, og netop i dag var hendes dødsdag, så derfor var der ekstra mange besøgende som lagde blomster, hvilket vi også gjorde, samt bukkede endnu en gang. Hendes hoved er også opsat i bronze.
Så var det slut og vi kørte hjem på hotellet og skiftede til mere behageligt tøj eftersom solen nu igen havde godt fat og det var ulideligt at gå rundt i habit i den varme.
Klokken 13 gik turen ud i et bjergområde hvor vi skulle spise, og da vi kom derud var der allerede folk i gang med at tilberede vores mad som var en form for barbeque. Herefter vandrede nogle af os en tur op på toppen af bjerget, en lang sveddryppende tur som frem og tilbage, måske 6-8 km.
Skolebørnenes Palads
Herefter kørte vi ud på skolebørnenes palads. Det er en enormt storslået byggeri som danner rammen for en skole for de børn som har udmærket sig mest. Det er efter samme princip som man gjorde i de gamle kommunistlande i Europa hvor man fremproducerede mønsterelever. Men imponerende var det. Vi gik rundt i nogle af klasserne, et hvor de arbejdede med computere, et hvor de lavede silkebroderier, et hvor de spillede på harmonikaer og det sidste hvor piger dansede ballet. Derefter gik vi ned i en stor biograf hvor det vrimlede med mennesker samt alle turister der lige nu er i Pyongyang og alle sidepladser blev fyldt op og en forestilling opført af børn begyndte og varede den næste times tid. Det var et imponerende skue, musik, dans, opvisning på rulleskøjter, opvisning med hularinge, violinspil, flygel og meget andet.
Så var det hjemad og på restaurant for aftensmad, og ca. Klokken 20 var vi hjemme på hotellet. Dem der havde lyst kunne køre med videre i byens tivoli, men jeg valgte at stoppe for i dag, for at få tid til at redigere dagens mange oplevelser samt få et bad og slappe lidt af.
Venskabsudstilling og Landbrug
Fredag den 23 september.
Til morgen tjekkede vi ud på hotellet og samtidig afregnede jeg for mit vasketøj som kostede 90 kinesere/95 kr. Derefter kørte vi ud til en International Venskabsudstilling hvor alle de gaver som Kim familien har modtager fra udlandet er udstillet. Kim syntes at alle de gaver han har modtaget tilhører folket og de skal have mulighed for ar se dem. Derfor har han bygget , igen et storslået, pompøst palads hvor alle herlighederne er udstillet. Og som sædvanlig måtte vi aflevere kameraer, mobiler og deslige inden vi kom ind til udstillingerne, og igen på 5 geledder og hvor vi igen måtte bukke for to voksfigurer.
Efter en kort ”kaffepause” kørte vi tilbage til ”vores” hotel for at spise frokost på 47. Etage der har roterende restaurant med udsyn over hele Pyongyang. Efter frokost kørte vi ud i endnu et bjergområde hvor dem der ønskede det kunne tage en vandretur op til toppen, og de øvrige kunne under ”opsyn” spadsere rundt i området hvor man bl. a. kunne bese landets ældste tempel der er fra år 898. Guiden Rie gik med gruppen til bjergtoppen og kom tilbage med en itutrådt sko der nu heller ikke lige var egnet til den slags.
Så gik turen til et cooperativt landbrug. Besøget startede igen i et pompøst byggeri hvor der var utallige billeder af Kim familien med beretninger om deres fantastiske lederevner og visionære syn forherligede hele historien. Der var ikke noget med at få lov til at se hvordan bønderne arbejdede eller hvordan hele systemet var bygget sammen, i stedet blev vi kørt op på et højdedrag hvor vi fik love til at se ud over agerbruget med rismarker og nærliggende cooperative bondegårde. Vi så dog en gruppe der læssede rissække på en udslidt gummivogn. Personen der tog mod sækkene på ladet var en kvinde i 30erne som mestrede de 50 kg tunge sække særdeles ubekymret. Det hele foregår næsten med håndkraft, det er yderst sjældent at vi ser maskiner. Meget transport foregår på cykler, og når det er op ad bakke må de stå af og trække. De kører med alt på cyklerne, der er endog blevet observeret en som kørte med en levende gris bag på. Dog blev vi inviteret ind i den lokale guides hjem og så hvordan de boede. Hendes mand og datter var hjemme i huset og smilede og gestikulerede så godt de kunne til alle vores spørgsmål. Der hang en uniform med mange medaljer på og han svarede bare ”Papa” og lavede armbevægelser og lyde som når man afskyder en kanon, så jeg formodede at det havde været hans fars og at han havde været artillerist eller noget i den stil. Men meget interessant at få lov at kigge ind. Så var vi nede i den nærliggende landsby hvor vi fik en rundvisning på deres markedsplads af en meget smilende yngre dame som vinkede lige så smilende da vi kørte videre.
Guiden Rie har virket lidt tvær i dag efter at der var en der klikkede med et kamera mens vi kørte. Det er totalt forbudt at fotografere fra bussen. Men hun tøede da op senere på dagen.
Sariwon
Så var det fyraften og turen gik til en mindre by og vores nye hotel. Bjarne og jeg fik et værelse på 3. Sal, en gåtur op ad trapper da der ingen elevator var og som vores guide Rie var meget ked af, hvilket jeg bedyrede hende at hun ikke skulle bekymre sig om. Aftensmad på hotellet også og hvor man kunne købe en slangesnaps fra en stor glasflaske hvor der lå en syltet slange nede i. Der var 7-8 personer i selskabet der smagte på herligheden til en pris på 2 Euro pr. Glas.
Hotellet er godt nok når man tager i betragtning at vi er i Nordkorea. Der er kun varmt vand fra 8-9 aften, og 7-8 morgen. Der er et rigtigt toilet men uden skyl som man tager fra en stor tønde fyldt med vand og hælder ned i klosettet. Gammeldags fjernsyn med en kanal der viser forherligelse af kim. Der er naturligvis intet internet.
Lørdag den 24 september.
Fra hotellet i Sariwon kl. O900 med kurs mod Pyongyang, med et lille stop på genforeningsmotorvejen ved Genforeningsmonumentet for at tage billeder. Motorvej er nok lige meget sagt, det er nærmere en motortrafiklandevej. Det næste på programmet var de tre kulturrevolutioners museum, Kultur, arbejde og teknik. Her så vi også deres rumprogram som efter deres mening har været en succes.
Folkebibliotek og Militærmuseum
Derefter et folkebibliotek med 30 millioner bøger, det er nok også overdrevet, vi så dem ikke. Det lå lige som alt det andet vi har set i et fuldstændigt overdådigt pompøst enormt byggeri som ligger ud over al forståelse for os danskere om hvordan sådan en bygning skal være.
Så kørte vi ud i et supermarked hvor vi fik lov til at veksle til lokal valuta og handle. Det blev til lidt frugt , småkager og sodavand til i alt 35.000 lokale som er lig med 35 kr. De penge vi ikke bruger skal afleveres ved grænsen når vi forlader landet. Så til frokost på restaurant.
De næste var museet for den store fædrelandskrig hvor vi startede på ”Pueblu”, en amerikansk marinekutter der var udstyret som spionskib, om nordkoreanerne i 1968 erobrede i internationalt farvand, men den havde spioneret tæt på den nordkoreanske kyst. Besætningen på 58 blev frigivet efter et års fangenskab, men skibet blev beslaglagt af regimet og ligger nu som udstillingsskib for propaganda mod amerikanerne. Derefter inde på museet hvor vi blev guidet igennem uden at måtte tage billeder. En større historieforfalskning har jeg aldrig hørt mage til, ydermere måtte vi endnu en gang bukke to gange for Kim familien, hvilket vi også måtte på biblioteket. Det var en meget god udstilling, bare kunne man ønske sig engelske tekster som holdt sig til kendsgerningerne og ikke den evindelige historieforvridning vi hele tiden bliver tudet ørerne fulde med. Det var et kæmpe museum, igen fuldstændigt pompøst byggeri i 6 etager, og på toppen var der lavet et panorama over et af slagene som virkelig var godt udført. Det fjerneste i panoramaet lå uden på 13 meter fra iagttageren, der var påmalet 20.000 personer og fyldt med smadret amerikansk materiel.
Så var det fyraften og tid til aftensmad på restaurant med bryggeri. Øllet var dog ikke så godt som på det tidligere sted vi havde været, men var til at drikke. Det endte med at guiderne sang karaoke med dans og sang fra de fleste i selskabet. Med et lagde jeg mærke til at en af servitricerne var den samme som optrådte for os den første aften da vi ankom til Nordkorea. Så der er nok ingen tvivl om at de alle er de samme som følger i kølvandet på os, således at det er så få som muligt der er i kontakt med os. En meget hyggelig aften som sluttede kl. 2200 hvor vi var tilbage på vores gamle hotel i Pyongyang og endda med samme værelse. Guiden Peck sang på vej hjem i bussen og andre fulgte trop.
Ændret program. Folkebibliotek og en fødeklinik.
DMZ og Kaesong
Søndag den 25 september.
Kaesong, DMZ. Efter morgenmaden som jeg sprang over kørte vi mod Kaesong hvor vi skulle se den nordkoreanske side af DMZ. Det tog 3 timer at køre de ca 185 km på Genforeningsvejen der har to spor i hver retning. Det er dog kun det ene spor der kan bruges effektivt da der hele tiden er enten vejarbejde eller anden forhindring i det ene spor, og man må hele tiden vurdere om man skal holde til venstre eller højre grundet huller i vejen. Privattrafik er næsten ikke eksisterende i Nordkorea, det er kun turistbusser, offentlig trafik, lasttransport eller militæret man møder, og ingen af de nævnte er særlig talrige. Transport er næsten udelukkende på cykel, med oksekærre eller til fods. Midtvejs var der en rasteplads hvor vi holdt ind en halv times tid.
Ved 11 tiden ankom vi til DMZ, hvor der var mulighed for at købe lidt souvenirs etc, men ikke noget særligt. Efter en halv times venten fik vi af en nordkoreansk officer en briefing om det vi skulle ud og se. Den demilitariserede zone er et fire km bredt bælte på tværs af Korea ca. 230 km langt, hvor der ikke må være nogen med våben. I midten af denne zone går der en linie som skiller parterne, og netop her er der bygget et hus hvor man mødes efter aftale og løser opståede problemer. Efter briefingen kørte officereren med i bussen ud til dette sted og vi fik lov til at fotografere ind over demarkationslinien og endogså et billede sammen med ham. Det var ret interessant da vi jo for to år siden besøgte den modsatte side.
Herefter var vi inde i Kaesong og spise til frokost, og bagefter igen ude ved fronten ved en militær stilling hvorfra vi kunne se ind mod Sydkorea og den mur de har bygget for at holde nordkoreanske patruljer ude af landet. En nordkoreansk officer gav en briefing om muren som de påstår er et brud på den våbenhvileaftale der er indgået og mener at den deler landet op i to. Jeg stillede så det spørgsmål om de mente at landene ville kunne blive genforenet hvis man fjernede muren, og det svarede officeren ja til. Ja hvad skulle han ellers svare. Fakta om muren er at den ligger på sydkoreansk område et stykke fra DMZen og altså ikke i strid med de aftaler der er indgået.
Derefter tilbage til Kaesong. Byen er koreas gamle hovedstad fra Korey dynastiet, og vi besøgte en gammelt universitet fra dengang. Herefter hen til vores hotel som er det ringeste af det vi endnu har haft. Vores værelser ligger i nogle gårde hvor man kan aflåse en port, 3-4 værelser i hver på jordplan. Der er kun vand fra kl 7-8 morgen og altså ikke noget aftensbad. Aftensmaden blev indtaget kl 1800 i to grupper, dem der ville sidde på gulvet og de andre der ikke ville. Midt under middagen forsvandt lyset som dog vendte tilbage 10 minutter senere. Sengene er en madras på gulvet som dog er opvarmet.
Mandag den 26 september.
Kunstskole og Pyongyang filmstudie.
Efter aftensmaden på hotellet i Kaesong gik vi hver til sit, og efter lidt aftenlæsning lagde vi os til at sove. Sengen var bare nogle tæpper som var lagt på gulvet, og gulvet var opvarmet med el fandt vi senere ud af. Desværre troede jeg at det blev opvarmet med rør og tænkte ikke på at lede efter et tilslutningssted, så derfor blev natten en hård svedetur på flere måder. Ved 6 tiden kunne jeg ikke sove mere og stod op og gik over for at få morgenmad, men det var først fra kl 0730, og vi kunne heller ikke tage bad da der ikke var varmt vand før kl 7, hvilket overhovedet ikke kom. Elektriciteten gik ud med jævne mellemrum, så vi er efterhånden lidt trætte af at være i landet.
Klokken 0830 var vi samlet i bussen med kurs tilbage til Pyongyang og vores gamle hotel, igen en tur på 3 timer med et lille stop halvvejs, samme sted som på udturen. Der er nemlig kun det ene. Undervejs blev guiden Peck ringet op af sin chef som havde fået en anmeldelse på os om at nogen af os havde fotograferet nogle børn i den by vi var i for to dage siden. Historien lød på at nogen skulle have givet 3 børn noget slik som de havde taget på hovedet og derefter skulle vi have fotograferet dem. Dette skulle efter sigende være nedværdigende for koreanske børn, og disse billeder skulle derfor slettes. Der var ingen af os der kunne genkende historien, og ingen havde sådanne billeder, så vi blev lidt ”fornærmede” over anklagen. Inden vi kørte til hotellet skulle vi dog lige besøge et kunstakademi i byen. Det var ikke ret meget vi fik at se og heller ikke lov til at fotografere. Vi fik oplyst at der arbejdede 3000 på akademiet. Vi skulle møde kunstnerne men netop i dag mandag var de alle til møde.
Så var det tid til restaurantbesøg med det lidt sædvanlige mad der er blevet serveret for os. Endnu en gang ved afslutningen af middagen begyndte serveringspigerne at optræde med karaoke og de startede med at ville hive mig med ud at danse, men jeg afslog høfligst, jeg havde simpelt hen ikke lyst efter episoden med billederne i bussen. Det er ligesom om der foregår et spil mellem os og guiderne.
Efter spisning kørte vi ud til deres filmby og fik en introduktion og forevisning af deres filmkulisser. De har bygget en hel by med forskellige landes gader, især Japan, Syd Korea, USA og Europa. Det er pudsigt nok, alle steder vi besøger er der 3000 der arbejder der, men vi ser næsten ingen mennesker på stedet. Guiden på stedet fortalte at de laver 30 film om året og er 3 dage om at lave en film. Det sidste stop for i dag blev stedet hvor gamle kim var opvokset. Ret uinteressant, og efterhånden hænger det os langt ud af halsen med den gudedyrkelse denne familie har fået. Sidst på eftermiddagen nåede vi hjem til vores hotel, og så skal vi af sted igen i aften til afskedsfest kl 1800, og i morgen kl 0630 skal vi køre ud til lufthavnen og kl 0820 lette med kurs mod Beijing hvor vi lander små to timer senere.
Afskedsparty i Nordkorea
På vej ud til afskedspartyet oplyste Kasper os om at han havde fået en undskyldning af guiderne på systemets vegne for anklagen om fotograferingen. Det var et malaysisk hold der også havde opholdt sig på hotellet samtidig med os som havde gjort det. Yderligere forklaring fik vi ikke. Maden bestod af ænder vi selv stegte midt på bordet med diverse tilbehør til. Kasper havde lavet fællessang ”Jutlandia” af Kim Larsen, som vi sang for vores værter. Hjemtur i bussen kl 21 hvor alle de sædvanlige sang i mikrofonen. Rie fik lov at se billeder i min telefon og hun var meget imponeret over mine hunde og da vi gik til bussen takkede hun for at hun havde fået lov til at se dem. Hjemkommet på hotellet for den sidste overnatning var der nogle natravne som blev i baren med tømmermænd til følge næste morgen.
Vi Slap ud
Tirsdag den 27 september.
Pyongyang – Beijing. Vi stod tidligt op 0630 og 0715 var alle samlet i bussen ud til Pyongyangs lufthavn. Alle er bare glade for at vi skal ud af dette forfærdelige sted. Vi havde frygtet det værste i lufthavnen, med kontrol af kameraer og mobiltelefoner, men bemærkelsesværdigt nok slap vi utrolig let gennem det hele og snart i flyet – af russisk fabrikat – med kurs mod Beijing hvor vi landede ved 1030 tiden. Det var lidt blandede følelser jeg så ned over det sidste af Nordkorea, fast besluttet at det både var første og sidste gang jeg har været der. Desværre for alle der bor der må de fortsætte deres liv i trældom medmindre at styret snart kollapser eller på anden måde omstyrtes, hvilket der ikke umiddelbart er noget der tyder på.
Beijing igen.
Efter ankomst til Beijing, de sædvanlige indtjek med mere blev vi i bus kørt ind til vores gamle Capital Hotel hvor vi fik vores opmagasinerede bagage og nøgler til værelserne.
Nu kunne man igen komme på nettet, og det viste sig at jeg havde modtaget lidt over 300 mails hvilket jeg nu er i gang med at bearbejde, men det kinesiske net er lidt ustabilt så det kommer til at tage noget tid.
Onsdag den 28 september.
Seightseeing på egen hånd i Beijing.
Torsdag den 29 september.
Hjemrejse fra Beijing ca. Kl. 1450 med forventer ankomst i København 1840.