Militarybadgecollection.com

Read the rest of this entry »

Gran Canaria

Det var lørdag den 7 december, (det var 50 års dagen, for det japanske overfald på den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbour) vi var tre – Anders, Poul og mig – der havde taget et charter fly fra Kastrup til Grand Canaria. Der havde været en masse bøvl med indcheckningen. Det havde været omkring den riffel jeg havde med, de havde forlangt at ammunitionen skulle være i en kapslet kasse, så vi blev tvunget til at tage afsted uden ammunition, da det ikke var muligt at fremskaffe en sådan, med så kort varsel.

 

Der var problemer med at få lov at lande på Grand Canaria, da der havde raseret en storm i området som havde forårsaget nogle tekniske vanskeligheder, og vi måtte svæve rundt i halvanden time inden landingstilladelse blev givet. Da vi endelig var landet, havde vi problemer med at finde min riffel, den var simpelt hen forsvundet i bureaukratiet. Heldigvis havde jeg alle papirerne i orden, og efter to timers søgen og parlarmenteren, fik vi den udleveret.

 

Derefter skulle vi med taxi til Porto Rico, og på vejen derned oplevede vi det største regnvejr jeg nogensinde har set. Det styrtede simpelt ned under hele turen, så der nærmest løbe en stormflod på tværs af vejen mange steder, og enkelte steder havde vandet forårsaget jordskred ud på vejen. Da vi nåede Porto Rico, måtte vi løbe spidsrod for regnen for at komme nogenlunde tørskoet i ly, for her syntes det som om at regnen kulminerede. Da vi havde fået os samlet sammen i den nærmeste beværtning, skulle vi så have fundet Hinze, som skulle ligge her i havnen med sit skib Guinevere. Dette lykkedes efter en times søgning på de omkring liggende beværtninger.

 

Hinze, var min gamle soldater kammerat. Vi havde sammen gjort tjeneste som FN-soldater på Cypern i 1978 – 80. Han var for nogle år siden, blevet påkørt af en spritbilist i en lysregulering i Randers. Han var på vej hjem på motorcykel, og kørte gennem krydset, da en spritbilist kom fræsende over for rødt, og ramte Hinze, så han blev slynget 50 meter igennem luften, og landede på en trappesten, ved indgangspartiet til en forretning. Det var i 1986. Da han blev udskrevet et halvt år senere, fra hospitalet, blev han erklæret 90% invalid, og efter to års tovtrækkeri mellem ham og hans forsikring, blev han tilkendt en erstatning på næsten 2 millioner kroner. Med en enorm viljestyrke, får han trænet sig op, så han kan bevæge sig rimeligt omkring. Derefter tog han et halvt års sejlerkursus i det sydlige England, og i 1989 kom han ned og besøgte mig. Her fortalte han at han havde købet en større sejlbåd, og at han agtede at sejle jorden rundt. Og så spurgte han mig om jeg havde lyst til at tage med. Se, det gav jo stof til eftertanke, og jeg udbad mig da også betænkningstid. For jeg kunne jo ikke bare tage afsted, når jeg havde et par store hunde, der skulle passes, og terminerne på huset skulle jo også betales.

 

Men efter at have gået og tygget lidt på tanken, blev jeg mere og mere opsat på ideen, og jeg gik i gang med at finde en løsning med hunde og hus. Det var egentligt ikke så svært, løsningen var jo nogle lejere som samtidigt passede hundene. Og som sagt så gjort, fik jeg slået to fluer med et smæk. Derefter skulle jeg så finde to pålidelige mænd mere, som skulle tage med på turen. Den ene blev Anders, som også boede i Rødvig, og han var sejlsports mand, så han var den helt rigtige, men han var noget yngre end mig. Den anden blev Poul, som jeg fandt på min arbejdsplads, han havde tidligere sejlet rundt ved Brasilien med et sejlskib, i 6 uger.

Det var dette team, der nu var samlet. De næste 14 dage skulle vi planlægge og proviantere, for derefter at krydse Atlanten, fra Grand Canaria til Caraibien, der skulle være det første trip på denne jordomsejling. Vores endelige mål var Australien.

 

Da vi havde fejret, gensynet af hinanden, fik vi båret alle vores ting ombord på Guinevere. Skibet var en 42 fods langkølet sejlbåd. Bygget i England for ca. ti år siden. Den var bygget i træ, og beklædt udvendig med et lag glasfiber. Der lå en 30 HK mercedes benzin motor i den. Desværre havde motoren set sine bedste dage. Der var et fint søgelænder hele vejen rundt på skibet, som ville være godt hvis vi kom ud i hårdt vejr, hvad vi jo nok ikke kunne undgå. Det var et flot skib, og alt udstyret var også i orden, så vi kunne kun være tilfredse på det område.

 

Den næste dag begyndte vi så at tage fat på de opgaver der skulle løses, inden vi kunne stikke i søen. Anders og Poul skulle tage ud til Arguineguin, for at indhente tilbud på de forskellige forsyninger vi ville få behov for. Hinze og jeg skulle så tage ind til Palmas, for at skaffe noget ammunition til riflen, da vi jo måtte efterlade det jeg havde, i Danmark. Vi tog med en bus derind, og efter at have støvsuget hele byen for oplysninger om hvor man kunne købe ammunition, fandt vi ud af at denne kaliber slet ikke forefindes til jagt her på Grand Canaria. Det eneste vildt der fandtes, var fugle og smådyr, som ikke var større end harer, og som bekendt, skyder man ikke gråspurve med kanoner. Den kaliber ammunition vi skulle have, var den samme som anvendes i de fleste NATO landes standardgeværer. Så vi måtte vende tilbage til Porto Rico, med uforrettet sag.

 

Næste dag, mødte vi Benny, en dansker, som havde slået sig ned i Arguineguin. Han ville gerne hjælpe os, og næste dag kørte han og jeg i hans bil ind til Palmas, hvor vi mødte den danske konsul Henning. Efter at have overstået deres sædvanlige formiddagskaffe, tog Henning med ud til en forretning, hvor han sagde, at her kunne man få alt, det var kun et spørgsmål om prisen. Så på forespørgsel om hvad jeg skulle have, bestilte jeg 300 skud, og jeg fik at vide at jeg kunne hente dem i morgen, ved samme tid. Dette holdt også stik, jeg fik de 300 skud, og måtte betale 1200 kr., det var fire gange så meget som jeg skulle have betalt i Danmark, men pyt med det, det kunne jo være de var givet godt ud.

Konsulen Henning, fortalte mig på tilbageturen, at det var en befalingsmand, fra den spanske fremmed legion, som havde en bataljon liggende i byen, der havde fremskaffet ammunitionen.

 

Et par dage efter, sejlede vi Guinevere til havnen i Arguineguin, da det var her fra vi skulle proviantere. Det drejede sig om mad, mælk, sodavand, juice, frugt og grønt, benzin, petroleum og olie, eller med andre ord, alt hvad der var en nødvendighed for at overleve på det åbne hav i mindst 40 dage, til fire mand. Vi tilbragte 10 dage på Grand Canaria, med at proviantere og udbedre nogen ting på skibet samt klargøre sejl og andet udstyr, således at det hele var i orden inden vi stak til søs. Vi nåede også en julefrokost sammen med ca. 20 andre danskere, der havde slået sig ned på øen. Vi kom bl. a. en del hos Kaj og Jytte, der havde baren ” Compas Amigo ” i Arguineguin. Her kunne man spille billard, og der kom alle de fastboende danskere også. Så var vi ved at være klar, og vi besluttede at vi ville stikke i søen den 18 december. Den sidste aften gik vi ud med et par af de fastboende, og fik noget godt at spise, payelja hedder det vist, og det var virkelig en delikatesse. Næste formiddag, da vi skulle sejle, kom Kaj og Jytte med julegaver til os alle fire, og der var en masse andre der kom og vinkede farvel til os. Det var virkelig rørende. Fra Arguineguin sejlede vi til Porto Rico, hvor vi bunkrede vand og olie, og så stak vi i søen, der havde en frisk vind syd fra, og vejret var i det hele taget et dejligt sejlvejr. Men vi skulle blive klogere.

 

 

CAP VERDE ØERNE

Da vi havde sejlet i nogle timer, og det var sidst på eftermiddagen, lagde jeg mærke til at vinden var drejet over til nord, nordvest, samt at den havde taget til i styrke, som efterhånden mere og mere lignede en stiv kuling. Vinden kom således ind agten på tværs. Efter endnu et par timer havde vinden taget yderligere til, og det mindede nu mest om et sandt stormvejr, og jeg begyndte at føle mig utilpas i maveregionen. Det kan ikke være rigtigt, tænkte jeg, skal jeg virkelig udsættes for det. Det skulle jeg, og jeg nåede lige at få lænet mig ud over rælingen, da mit sidste måltid væltede ud i det frådende hav, og sekundet efter, lagde jeg mærke til at Anders måtte følge trop. Derefter fik jeg det lidt bedre, men det var ikke godt, og langt fra sjovt.

 

Da vi nåede hen under aften, stod havet simpelt hen i oprør, og jeg lagde mærke til at ca. hver 30 bølge var større end de øvrige. På et tidspunkt, hvor jeg havde styretørn, og Hinze sad til venstre for mig i cockpittet, Poul stod henne i lugen ned til kabyssen, og Anders havde lagt sig ned i køjen, bemærkede jeg en sø som var usædvanlig større end de andre. Vi lagde alle mærke til den, og vi holdt bare vejret, og ventede spændt på hvad der ville ske. Pludselig går det op for Poul hvad der var i vente, så han kastede sig ned ad lejderen og smækkede lugen i, netop som søen ramte os bagfra med et frådende ildhav af skum og vand, som helt dækkede båden for et kort øjeblik. Jeg mærkede et ordentligt skub bagfra, samtidig med at jeg blev løftet op fra toften, som jeg sad på, og mine støvler fyldtes med vand, da hele cockpittet oversvømmedes, men heldigvis blev jeg hængende i livlinen, der var fastgjort til styrekransen på båden. I et nu har søen overhalet os, og vi samlede os sammen og besigtigede hvad der var sket. Anders og Poul kom op nede fra lukafet, og Anders var gennemblødt. Vandet havde stået i kaskader ned gennem skylightet, som vi ikke havde fået dækket af med den tilhørende presenning. Ellers var der ikke sket andet, end at vi har fået lidt mere respekt for havet.

 

Det var den eneste bølge, der brækkede ind over os, men uvejret fortsatte de næste to dage med uformindsket styrke, og på et tidspunkt målte vi over 50 knob i stødene. Det var et mareridt når vi skulle sove eller hvile os, for det var ikke muligt at spænde sig fast i køjerne, og de var for rummelige til at man kunne kile sig fast. Så efter et par dage jeg mørbanket i hele kroppen, især i ryggen, og søvn og hvile blev det ikke meget af, for hver gang jeg lige var faldet i søvn, kastedes båden rundt i søen, så jeg fik et ordentligt fur i køjen, der bevirkede at jeg blev smidt hårdt den modsatte vej.

På fjerde dagen løjede vinden af, og hen under aften var der ingen vind, kun dønninger, så vi satte storsejlet, for at undgå de værste rulninger. Vi fik nu en pause, hvor vi kunne soignere os, som foregik på den måde, at vi hang badebroen ud, og derfra badede ganske kort tid i havet. Derefter gennemgik vi skibet for skader, så vi kunne få bragt dem i orden, inden vinden, som vi vidste, ville komme igen. Vindroret havde fået et bræk, og virkede ikke mere, og to af sejlene havde fået flænger i dugen. Vi blev derfor enige om, at i stedet for at krydse Atlanten direkte, ville vi gå sydpå til Cap Verde øerne, for at udbedre skaderne. Vi lavede lidt øvelsesskydning med riflen, efter tomme dåser og flasker, dåserne fløj langt op over masten, når de blev ramt. Vi havde en rolig nat, hvor vi bare drev rundt på søen. Det var nu den 22. December, og vi var ca. 400 mil fra Cap Verde øerne. Næste morgen lavede Poul en omelet, som vi alle nød til morgenkaffen på agterdækket. Det var første gang i 5 dage, at vi kunne sidde og slappe af.

Senere på dagen kom vinden igen, dog heldigvis ikke med samme styrke som tidligere, og næste dag, satte vi genoaen og cruising shuten. Vi satte en fiskesnøre ud efter båden, og fangede en dolphin og to bonitoer, som vi gav fri igen, da vi havde passeret spisetid. Det var juleaften, og Poul lavede en fiskegrating, til julebordet, mens Hinze lavede en dessert, af de frugter vi havde med. For os var det et festmåltid. Bagefter, pakkede vi vores julegaver, fra Compas Amigo ud. Det var en T-shirt og en mulpose, med barens logo på. Hen under aften så vi en flok grindehvaler passere forbi os, tæt på båden.

 

Vi gik nu for jævn vind sydpå, de næste tre dage, på genoaen. Vi fangede en dolphin, som vi spiste. Den 26. Om aftenen sejlede vi ind mellem San Antoa og San Vincente i Cap Verde øerne, mens vi blev ledsaget af en flok delfiner. Vi tog sejlet ned, og gik for motor ind til Porto Novo, på San Antoa, og da det gik meget langsomt i mørket, troede vi at det var på grund af stærk modstrøm, men det viste sig senere at skrueakslen ikke kørte ordentligt med rundt. Det fik den følge, at bovsprydet, torpederede med kajen, da vi lagde til, på grund af at skruen ikke kunne trække ordentligt, da der blev slået bak, og det fik nogle fæle knubs. Da vi lå dårligt langs kajen, trak vi os ud midt i havnen, på svaj. Under indsejlingen til havnen, havde det blæst 25 knob i stødene.

 

Næste morgen tog Hinze og jeg dinghien (en gummibåd) ind til land, for at få checket vores papirer ind af myndighederne. I et hus, som vi troede var det lokale postkontor, viste det sig at være et militært hvervekontor, den ene af de to der sad der havde uniform på, og han har et mærke med en kampvogn påsyet over brystlommen. I Banco de Cap Verde, vekslede jeg 40 US $, og fik til gengæld 2.500 escudos. Plastickort modtog de ikke. De havde ellers lukket, men en af de lokale, hentede straks bankdirektøren, som gladelig kom og holdt bank åbent for os.

 

Til aften, besluttede vi at tage ind til byen for at få noget godt at spise, og da vi var lige ved at nå land i dinghien, var vi nede mellem to dønninger, og så var det bare med at stå ud af båden, for ellers Vile den blive overskyllet med vand. Anders og Hinze var ikke hurtige nok, så de fik et ekstra bad, og alle de omkringstående indfødte, et billigt grin. Da vi havde fået samlet os, måtte vi udvælge en af de anmassende knægte, der ville være guide og vagtmand for os og vores dinghi. Dette var vi nødt til at acceptere, ellers kunne vi være sikre på, at dinghien på et eller andet tidspunkt ville blive kærligt behandlet af en stor kniv. Men det var jo deres måde at tjene penge på. Ham vi udvalgte skulle have 100 escados. Cap Varde øerne er tidligere portugisiske besiddelser, men de er nu selvstændige. Portugal brugte øerne som mellemstation under slavehandelen, og mange af indbyggerne stammer fra undvegne slaver, samtidig med at der er en hel del efterkommere af mixede forældre. Derudover var der også kommet en del fra det afrikanske fastland, der ligger et par hundrede sømil østpå. Der var ingen spisesteder der havde åbne, så vi tog en slentretur rundt på øen, hvor vi så et gammelt portugisisk slavefort, og en fodboldbane, der var fyldt med skærver, og adskillige af de drenge der spillede på den, gjorde det barfodet. Sidst på aftenen, åbnede spisestederne, og vi fik et hårdt tiltrængt måltid mad.

 

Næste dag, tog vi fat på at reparere skaderne på båden. Det viste sig at årsagen til at skruen ikke kørte ordentligt med rundt, var at der manglede olie på hydraulikken til gearet. Vindroret fik vi også ordnet. Derefter tog vi ind i byen, og fandt nogle indfødte der ville vaske vores snavsetøj for 500 escudos. Da det var nogle flotte kvinder, fik Hinze åbenbart dårlig samvittighed, for han hev sin inderbukser ud af tøjbylten, mens han sagde, at det ikke var nødvendigt at de blev vasket. Det var fordi at han havde skidt i dem, det svin. Han gik nemlig ikke med underbukser, det var han for nærig til. Så vi andre fik os et billigt grin, da vi godt vidste hvad det drejede sig om.

 

Der var også en anden episode, med Hinze og hans afføring. Når vi var til søs, brugte vi ikke toilettet ombord, for at spare på rengøring og slidtage. I stedet gik vi op og satte os i prædikestolen og besørgede når det vat den store omgang. En dag hvor Hinze var oppe og besørge, og hvor han kun havde taget et blad med til at tørre sig med – han plejede aldrig at tage mere med, for der skulle jo spares – kom han tilbage, for at hente mere papir, mens han viste pegefingeren op i luften. Den var oversmurt med hans eget lort, for den var selvfølgelig gået gennem papiret. Føj for fanden, hvor ulækkert. Anders sprang aftensmaden over, da det var Hinze der havde madtørn den dag.

 

Dagen efter sejlede vi over til den næste ø, Porto Grande, hvor vi lagde os på svaj. Her lå der mange andre langturssejlere, bl.a. den norske ”Kokken” fra Lardal”, som Hinze havde mødt tidligere. Da vi kom ind til stranden i dinghien, blev vi igen omringet af guider, og vi valgte en der hed Victor, der viste os rundt i byen, der var noget større end Porto Novo.

 

Samme dag, havde jeg en snak med Hinze, angående tonen ombord. Der var ved at blive en dårlig stemning mellem os. Det kom til udtryk fra Hinze, der brokkede sig over det meste af det vi andre lavede. Vi lukkede ikke døren ind til toilettet, når vi var derinde, og så stod den og smækkede, når båden vippede, sagde han. Så sagde jeg til ham, at det havde han heller ikke gjort forleden dag, da han var derinde. Nej, sagde han, det gjorde ikke noget, for det var jo ham der var kaptajnen, og det var ham der bestemte, og så måtte han godt. Han mente det helt alvorligt. Jeg sagde så til ham, at så var der jo ikke mere at snakke om, når han havde det synspunkt. Nej, sagde han, det er der ikke, så, så er det afklaret, uden, at han havde forstået en skid af det hele.

 

Vi fejrede nytår inde på en restaurant, hvor vi fik jomfruhummere, og mødte nogle tyske charterturister. Vores guide Victor skulle være ombord på Guinevere som brandvagt, det var noget myndighederne forlangte, at der skulle være nogen ombord når det var mørkt. Da vi var kommet tilbage til båden, roede vi over til et dansk skib ”Opal”, der var kommet samme eftermiddag, hvor vi ønskede hinanden godt nytår. Opal, der havde to master, var en ombygget østtysk fiskekutter, og den havde13 mand ombord.

 

Dagen efter, havde Anders og jeg en længere gåtur rundt i området. Flere af de indfødte, hilste venligt, og ønskede os godt nytår med et håndtryk. Vi talte om den trykkede stemning ombord, og vi fik luftet synspunkter og meninger for hinanden, som viste at vi faktisk havde tænkt på at stå af begge to. Det var ikke det rigtige sted at gøre det, da Cap Verde øerne, var en socialist stat, hvor tingene ikke fungerede som man kunne ønske det. Vi blev derfor enige om, at vi var nødt til at holde sammen, indtil vi var kommet over Atlanten. Da vi var ved at være tilbage ved båden, kom der en flok indfødte børn bagved os, og en af de mindste løb op og slog mig på hånden, og i det samme greb jeg fat i hans hånd, som om vi gik tur. Så kom alle de andre unger (der var syv), og greb fat i både Anders`og mine hænder, og vi fulgtes med dem som om vi var deres forældre. De grinede meget af min tud, der var helt rød af solen. Da vi kom hen til dinghien, og skulle padle ud til båden, havde vi meget besvær med at blive af med dem.

 

Hele dagen led jeg af jalla mave. Det var hummerne, det har jeg aldrig kunnet tåle, og jeg havde haft det i tankerne, da vi bestilte dem på menuen, men regnede med at det nok gik denne gang. Men det gjorde det ikke, og jeg måtte døje med det de næste tre dage.

 

Så var vi ved at være klar med reparationerne af båden, og vi aftalte at stikke i søen dagen efter. Så vi provianterede og afregnede med vores vagtmand Victor, der ikke var tilfreds med at vi ville aflønne ham med noget gammelt tøj, der var min ide, så vi måtte også gribe til foret. Jeg skrev en masse breve som jeg afleverede på posthuset.

 

Hinze satte os til at pudse søgelænderet, en fuldstændig meningsløs beskæftigelse. Det havde været nok bare at afvaske det for de tykke lag salt der sad på det, for efter et par dage på søen, ville der sidde lige så meget igen. Vi fik besøg af de tyskere som vi havde været sammen med nytårsaften, og Hinze for rigtig rundt og legede kaptajn, og kommanderede med os andre, så gæsterne kunne se at han var en farlig karl.

 

 

SYDATLANTEN

Lidt over middag den tredje januar afsejlede vi fra Cap Verde øerne, med kurs mod de dansk vestindiske øer. Sidst på aftenen, blev vi passeret af det russiske krydstogtskib ”Odessa”. På hele turen ud mellem Cap Verde øerne var vi ledsaget af en flok delfiner. Vi havde en rimelig vind på hele overfarten, der varede i 18 dage. De første fem dage havde vi god vind og vi skød en fart på ca. 150 mil i døgnet, derefter havde vi vindstille i to dage, hvor sejlene stod og blafrede og farten gik helt ned på mellem 1- 2 knob.

 

Vi så mange delfiner, der kom i flokke og svømmede ved siden af båden, og nogle af dem dykkede lige ned og ind under stævnen, så man troede at de ville blive ramt, men de var så hurtige og smidige at der ikke skete dem noget. Vi så også nogle store hvaler, men vi kunne ikke komme dem nærmere end ca. fire kabellængder, men et imponerende skue var det.

 

Vi så kun to andre både på hele turen. Den ene var den britiske katamaran ”Ocean Venturer”, som vi havde radiokontakt med. Den passerede os, med kurs mod Martinique et par sømil fra os. Den anden var en coaster, som passerede os agten for bagbord i en afstand af to kabellængder, en tidlig morgen, på slutningen af turen.

 

Vi fiskede også undervejs, og det foregik på den måde at vi bandt en lang line med blink fast på agterpullerten, og der kunne den så hænge i flere timer, ja nogle gange i dage inden der var noget der bed på. Vi fangede blandt andet en stor tun, som vi omgående parterede og smed på panden. Så havde vi festmiddag, og en god variation til den daglig kost, som jo bestod af tørkost og dåsemad. Det vi ikke kunne spise med det samme, måtte vi smide ud, for vi havde jo ingen mulighed for at opbevare det i den varme. Vi fangede også nogle doradoer, men nogle af dem smed vi ud igen, da Hinze syntes at de var for store til at vi kunne fortære dem. Hans mening var at intet måtte gå til spilde, men det kunne jo have været det samme, for det som vi smed ud, ville jo bare blive spist af andre fisk. Men det var ikke til at ændre hans opfattelse. Vi så mange flyvefisk, og hver morgen kunne vi samle nogle stykker op fra dækket, som var landet i løbet af natten. Vi turde ikke at spise dem, i tilfælde af at de skulle være fordærvede, da vi ikke vidste hvor længe de havde ligget der.

 

På tredjedagen, ofrede jeg tidligt på dagen til havguderne, da jeg smurte mig ind i after shave, efter at have barberet mig. Duften var simpelthen for stærk for min sarte mave, der endnu ikke var kommet sig efter hummerturen.

 

Efter en uges tid gik vindroret i stykker igen, men vi fik repareret det, så det kom til at køre upåklageligt, resten af turen. Det var bare en skrue der havde løsnet sig, så styrestangen var faldet ud. Det var helt rart at det virkede, når man havde nattetørn, for det kunne ikke undgås at man sad og faldt i søvn, til den monotone vuggen i søen, når man lå og stirrede op på stjernehimlen i mørket. Risikoen for at vi skulle blive påsejlet af et andet skib, var uendeligt lille, så vi havde ingen betænkeligheder over at vi sad og sov på vagten en gang imellem, undtagen Hinze, der var meget oprørt over det.

På syvende dagen, gik vinden om i øst, og vi satte storsejlet og genoaen, som fik os til at løbe 5 knob, og så holdt vi stor vaskedag. På dette tidspunkt havde vi sejlet 785 mil, fra Cap Varde. Dagen efter døde vinden helt ud.

 

Hver dag bagede solen ubarmhjertigt ned på os så vi fik en solskoldning, men da vi var godt brunede i forvejen, gjorde det os ikke så meget. Da vi havde de to dage med vindstille, var det endnu mere varmt, og vi besluttede os til at bade rundt omkring båden. Vi bandt derfor et langt reb efter båden, som vi kunne gribe fat i hvis vi skulle komme bagud fra båden. Vi sprang så ud fra bovsprydet og svømmede hurtigt ind til båden, for vi havde jo en tanke om at der måske skulle være hajer i vandet. Men vi så ikke nogen, og det var bare en helt vidunderlig og mærkelig tanke at bade på 3.500 meters vand, men det friskede dejligt og det hjalp med til at komme gennem ensformigheden ombord.

 

Der var samtidig kommet et par skader på storsejlet, så det tog vi ned og reparerede, og vi sendte Poul i masten, for at tape de splitter, der havde revet hul i det. Derudover fordrev vi tiden med at skøde efter tomme øldåser, og jeg var den eneste der kunne ramme, men det var jo også min riffel. Jeg lavede frikadeller til aften af pork lunch på dåse, og de blev skide gode. Det var en af de skønneste dage på hele turen. Sidst på aftenen, blev vi passeret af et større cargo skib, ca. 2 mil ude, og vi kaldte den op, men fik intet svar.

 

9. dag til søs. Om formiddagen passerede vi en stor hval på nært hold, den var ca. 15 – 20 meter lang, men størrelse er svært at bedømme til søs. Det var interessant at se på når den pustede ud, med den høje vandsøjle. Hinze lavede en brødkage i trykkogeren, og den blev rigtig god. Vi skød en fart på 5 knob, med cruising shute og genoa. Til aftensmad, lavede Anders frikadeller, han syntes åbenbart at mine smagte godt dagen i forvejen, og ville gøre mig kunsten efter. Klokken 2300 var vi nået halvvejs, og det blev fejret med en flaske fernet branca.

 

Næste morgen, mens jeg havde vagt, fik cruising shuten fat i en karabin hage på genoaen, og den revnede hele vejen igennem, så vi måtte skifte den ud med et lille forsejl, og vi løb ikke over 5 knob. Dagen efter var der ingen vind, men igen højt solskinsvejr, med en ulidelig varme, så vi badede igen fra skibet, som vi svømmede rundt om. Vi kunne sagtens følge med, da vi allerhøjest sejlede 2 knob. Hen under aften kom der lidt vind, der fik os til at løbe 4 knob.

 

De følgende dage, havde vi en god vind, hvor vi skød en god fart. Meget af fritiden ombord blev brugt til læsning af bøger som jeg havde sendt til Grand Canaria i god tid før vi rejste derned. På nogle dage fik jeg tærsket en hel bog igennem, blandt andet fik jeg læst Saxo`s danmarkshistorie. Efter et par ugers sejllads er vi ved at løbe tør for drikkevarer. På en af nattevagterne, lavede jeg en tegning over mit kommende værksted, der blev realiseret i sommeren 92. Vi lavede alle et væddemål om hvilken dato vi ville få land i sigte.

 

På slutningen af turen, var der ligeledes begyndt at komme en dårlig atmosfære ombord. Det var Hinze, som godt nok var skipper. Det gav sig udslag i at han hang sig i den mindste detalje og bagatel, men ikke selv fulgte spillereglerne, og det resulterede i et større opgør mellem ham og mig.

 

 

ANTIGUA

Tidligt om morgenen den 21. januar fik vi så land i sigte, så det var mig der havde vundet væddemålet. Det var Antigua, der var en tidligere britisk koloni, og vi sejlede ind i English Harbour, der var en naturhavn, og som har en lille smal indsejling mellem to klipper, og så fortsætter i et smalt sejlløb, for derefter at ende i en stor rummelig sø, som danner en dejlig havn.

 

English Harbour kaldes for sejlernes” Mekka” i Caraibien, og det var her at admiral Nelson fra sit hovedkvarter, Nelsons Dock yard, var chef for den britiske krigsflåde under de nordamerikanske kolonikrige i 1760erne. Det var også herfra at han udgik med sin flåde, og senere slog den franske et par hundrede sømil nede sydpå, ved de franske øer Les Saintes. Dette sted, sejlede vi selv senere ned til. Det bliver kaldt sejlernes “Mekka”, fordi det er her at alle de store sejlbåde kommer og mødes, og udgår fra. Selv de store krydstogtskibe kommer og udgår herfra.

 

Da vi havde fået kastet anker, og gjort båden klar, kom en høj, tynd og senet bumslignende sejler ombord. Det viste sig at være en dansker, og han hed Peter. Han lå alene med sin båd ikke ret langt fra os. Han var sammen med et par venner, sejlet herover for et år siden. Hinze modtog ham køligt, og begyndte at kommandere med os andre, om at rigge båden af. Det var en ganske unødvendig opførsel, og han og jeg havde en heftig ordveksling, der endte med at han padlede i land for at checke os ind hos myndighederne.

 

Det var helt vidunderligt, igen at få fast grund under fødderne. Vi delte os i to hold, hvor Poul og Hinze tog ind til St. John, der er hovedstaden på øen, mens Anders og jeg blev lokalt og gik ud og fik os noget godt at spise. Her kom vi hurtigt til at tale om turen, og vi var enige om at vi ikke længere kunne fortsætte turen sammen med Hinze, på den måde han opførte sig på. Jeg foreslog at vi skulle tale med Peter, som vi lige havde mødt, og høre om han kunne bruge et par gaster. Så da vi havde spist, tog vi straks ud til ham, og efter et par timer havde vi en aftale i hus. Vi skulle betale ham hver 2.000,00 kr. om måneden, og så skulle vi sejle med om på nordsiden af øen, til et lille sted der hed Crabs, hvor vi skulle hjælpe ham med at kølhale hans skib. Det trængte det så sandelig også til, og når vi var færdige med det, skulle vi sejle nordpå, til de dansk vestindiske øer. Peter var 42 år, og kom fra Holte. Han var teknisk tegner og lidt af en særling, og mindede om en hippie fra 60erne, men det skulle vise sig at han var dygtig til at sejle.

 

Da Hinze og Poul kom tilbage, og vi mødtes på skibet, forelagde jeg de kommende ændringer, som blev modtaget med stor undren. Dagen efter flyttede vi alle vores ting over på “Anicula” som Peters båd hed. Det var en Fantasy 31, som minder meget om en Vindø. Senere på dagen tog vi alle tre en tur ind til St. John, og da vi kom tilbage var vi ovre på en anden dansk båd ”Lulu” der var kommet sydfra og som havde seks personer ombord.

 

Skipperen Franks kone Lulu var datter af Per Thuesen, som havde sejlskibet ”Bonavista”, der var søsterskib til ”Fulton”. Bonavista, havde jeg mange gange tidligere været ombord på, for mange år siden, da jeg var i lære som elektriker, for at lave el arbejde når den var på værft i Rødvig. Således fik jeg i en sludder med Lulu, genopfrisket mange minder fra min læretid tusinder af kilometer derfra. Frank og Lulu ville gerne have Anders og mig med som besætning fra 1. marts, da 2 af deres gaster skulle afmønstre til den tid, hvor de ville være på Trinidad. Til middag næste dag forlod både vi og “Guinevere” (Hinzes båd) English Harbour, vi sagde ikke farvel til hinanden. Hinze vendte bare ryggen til da vi sejlede forbi ham. Lulu afsejlede en times tid før os, med kurs mod Dansk Vestindien. Poul og Hinze skulle også til dansk Vestindien, og vi havde regnet med at det var sidste gang, vi så Guinevere. Men det blev det ikke.

 

Sent på aftenen lagde vi til i Crabs, der er en lille værftsby ud til vandet. Der er et lille skibsværft, og to bådebroer, hvoraf den ene, havde været udsat for orkanen “Hugo” i 1988, så den var helt skæv og truede med at falde sammen, hvornår det skulle være. Vi måtte engentlig ikke ligge ved den, da den skulle rives ned, men myndighederne sagde ikke noget til det, og så havde det den fordel, at vi ikke skulle betale noget for det. Ligeledes kostede det os ikke noget at benytte de bade og toilet faciliteter der hørte til havnen. Vi skrev nu januar 1992, så vi kunne da regne ud at tingene ikke gik så hurtigt herovre. Foruden os lå der også et par andre både. I den ene var der to englændere, Simon og Ed (skibsvagabonder). I den anden var der Lillian. Hun var også englænder, og sejlede alene rundt i Caraibien, men nu havde hun slået sig ned i Crabs for en tid, da hun syntes godt om stedet. Hun havde en god symaskine, og hun var ferm til at sy sejl og andre lignende ting og sager. Jeg fik hende blandt andet til at lave nogle gode ændringer på min rygsæk. Lige for enden af bådebroen mod land, lå der en lille bar, hvor vi hyggede os om aftenen en gang imellem.

 

De følgende dage masede vi med at klargøre båden til en længere tur. Vi påmonterede beslag til redningsflåden, borede huller til vindroret og fik det sat fast. Anders reparerde VHF radioen og vi skrabede og sleb på træværket, men lige meget hvor godt Anders og jeg sleb det, var det ikke godt nok til Peter, som kunne ligge og gnide med sine kunstner fingre i flere timer.

Da vi havde arbejdet på båden i 14 dage, besluttede vi at tage en friweekend, og vi sejlede ud til “Bird Islands”, der er nogle små øer, som lå et par timers sejllads fra Crabs. Herude snorklede vi på det lave vand, med de mange koralrev og interessante koralfisk. Vi havde et par helt vidundelige dages ferie.

 

Næste morgen tog Peter ind til St. John, for at få et amerikansk visum til Dansk Vestindien. Han havde prøvet at være derinde et par gange før, og det havde vist sig at der altid var en lang kø foran ambassaden af folk der søgte vissum. Denne gang brød køen sammen da de begyndte at dele billetter ud. Om aftenen grillede vi sammen med Simon og Ed på broen, hvor vi delte en flaske rom. Et par dage senere, prøvede Peter igen at tage ind og få visum, og denne gang lykkedes det.

Da vi var kommet tilbage til Crabs, syntes Anders og jeg at der måtte ske noget mere med kølhalingen af Peters båd, for det var ligesom at han var begyndt at trække i langdrag med udførelsen af aftalen. Han havde simpelthen været her ovre for længe, og tog ikke så tungt på tingene, med om de blev udført i dag eller i morgen. Men Anders og jeg henholdt os til vores aftale, og vi blev enige om at kølhalingen skulle afsluttes samme uge, og kommende weekend skulle vi sejle videre. Det blev således kun halvdelen af båden der blev kølhalet, så den så helt komisk ud, med den agterste halvdel flot lakeret, mens den forreste lignede et vrag hvor den gamle lak skællede efter solens ubarmhjertige stråler.

 

En aften havde vi besøg af Allison fra det britiske konsulat, og hun fortalte os en hel masse. Hun var født og opvokset på Trinidad, men boede nu på Antigua. Da vi fortalte hende om vores tur, over Atlanten, sagde hun at ca. 90% af de både der sejler over, får problemer indbyrdes, og skilles efter turen. Vores tilfælde var ikke så slemt, sagde hun, og fortalte om en episode, hvor to var blevet dræbt og smidt i havet. Hun foreslog os også at sejle sydpå, i stedet for til Dansk Vestindien, der er et af de mest kriminelle steder i hele Vestindien. Den hoppede vi med på, og det var ikke svært at få Peter overtalt til at ændre aftalen, uden merpris. Oven i købet, så skulle der være karneval, på Trinidad sidst i februar, så det ville vi satse på at nå frem til. Det gav os en respit på 14 dage, med at tilbagelægge den lange sejltur, der ned til. Så vi havde faktisk halvtravlt.

 

Vi havde så kun et problem, det var vores post hjemme fra Danmark, som vi havde aftalt skulle sendes til det danske konsulat på St. Thomas. Men det var ikke noget problem sagde Allison, det skulle hun nok ordne for os, og efter et par dage hentede jeg vores post i St. John, på det britiske konsulat. Hun var en dejlig pige, Allison. På vejen tilbage til Crabs, hvor jeg lå på ladet af en ”tommet” lastvogn, så jeg en hest, der var blevet ramt af en bil. Hesten lå op ad bilen, med hovedet oprejst, og det så ud til at begge dens ben var brækket, idet de lå uhyggeligt bagud fra den. Posten hjemmefra, friskede lidt op på humøret.

 

Den følgende mandag, holdt vi et afskedsparty med alle vi havde lært at kende i Crabs, da vi skulle sejle dagen efter. Syv nationer var repræsenteret, og der blev taget billeder, og ønsket god tur, og meget andet. Vi kom ikke afsted dagen efter, da lapperne på en gummibåd, som Anders havde repareret på i flere dage, drillede. Hele tirsdagen gik med at lappe på vraget, og en amerikansk sejler vi havde lært at kende, og som havde siddet i baren hele dagen, hvor han var blevet lidt tilrislet, kom og hånede os efter som vi ikke var kommet afsted endnu.

Onsdag middag stod vi ud af havnen, og sidst på eftermiddagen, ankrede vi op i Pearns Bay, ved Five Islands, som er på sydsiden af Antigua. Herfra skulle vi så videre næste morgen, til Guadeloupe, der er en fransk ø. Vi svømmede ind til stranden, og lå og solede os, da vi fik besøg af besætningen fra en båd som lå lidt længere nede ad kysten. De var pudsigt nok, også danskere. Det var et middelaldrende ægtepar, med deres søn og deres svigerdatter. De var fra Helsingør, og var også kommet over i år, med sejlbåden “Merou”. Svigerdatteren var topløs, og vi har nok været lidt for meget interesserede i hendes attributter, for hun vendte hurtigt tilbage til hvorfra hun var kommet.

 

 

CARAIBIEN (the Lesser Antiles)

Næste morgen, lige så snart det var blevet lyst lettede vi anker, og satte kursen mod Guadeloupe. Vi havde dejligt vejr at sejle i, og vi så en gang imellem en havskilpadde, men de var hurtigt væk igen. Da vi kom ind under kysten ved Guadeloupe, kom der nogle kraftige vindstød, som nok skyldtes de høje bjerge der er på øen. Hen under aften, ankrede vi op i Des Haies, der er en lille naturhavn på nordvestsiden af Guadeloupe. Distancen havde været 53 mil. Her inklarerede vi på et lille kontor hos en flot uniformeret solbrændt embedsmand, der mindede om en fremmedlegionær. Til aftensmad lavede vi en gang meget stærk chilikrydret corned beef med spaghetti, som blev skyllet ned med nogle gode flasker fransk rødvin.

 

Det var helt anderledes at være på en af de fransktalende øer i Caraibien, til forskel for de engelsktalende. Ud over sproget, er der en stor forskel på miljøet. Mens der på de engelsktalende øer, flyder med affald, er der på de franske meget rent, og befolkningen er også meget smukkere, og de går klædt i pænt tøj. Dette havde en meget naturlig forklaring, fik vi at vide, for franskmændene havde gennem tiderne blandet de sorte og hvide, som så er blevet til disse høje og slanke smukke mennesker. Den gummibåd som Peter havde, var en han havde fået af nogle sejlere i Crabs. Den havde halvvejs overlevet orkanen” Hugo”, og når jeg siger overlevet, er det fordi, at den burde have været dødsdømt, for den var simpelthen fuld af huller. Da vi kom padlende i den ind til anløbsbroen i Des Haies, var den fuld af vand, og dem der stod på broen, skreg af grin da de så os. Det var lige så Anders og jeg blev helt flove.

 

Vi provianterede en del her, da det var billigere end på Antigua. Det er franske penge man bruger på øen. Vi betalte 10 franc for en flaske rødvin. Op ad formiddagen dagen efter, sejlede vi videre til de næste franske øer, Les Saintes (englene) der ligger 33 mil direkte syd for Guadeloupe, og består af 2 meget små øer, som har et meget naturskønt udseende. Vi lagde os på svaj ud for den eneste by, Terre-de-Haut (højlandet), den anden ø hedder Terre-de-bas (lavlandet). Terre-de-Haut er flad i den vestlige ende, mens den østlige er meget stejl og høj, og på toppen har franskmændene i årene 1846-1865 anlagt Fort Napoleon, der forekom at være et imponerende bygningsværk under de forhold. Her er der indrettet et lille museum, der bl.a. viser søslaget mellem den franske og den britiske flåde under kolonikrigene i 1760erne, og som endte med en britisk sejr.

Om aftenen gik Anders og Peter i land, for at se på byen, mens jeg blev ombord for at få skrevet nogle breve. Da de kom tilbage langt ud på natten var de lidt dumme at høre på, eftersom de havde fået for meget sludrevand. Jeg tror endda at Peter havde oset lidt græs. Det fik jeg i øvrigt bekræftet af Anders, dagen efter.

 

Tidligt næste morgen, sejlede vi videre, og sidst på eftermiddagen ankom vi til Dominique, hvor vi løb ind i industrihavnen for at blive checket ind hos myndighederne. Her fik vi stemplet vores pas. Derefter sejlede vi lidt længere ned ad kysten, og kastede anker. Et par små negerbørn kom, og trak en line ind, rundt om et palmetræ for os, så vi lå rigtig godt på svaj. Kelvin, hed den ene af negerbørnene, som var 100% skeløjet. Han og han makker fragtede os i land, mod betaling.

 

Derfra tog vi en bus ind til øens hovedstad Roseau, som ikke er særlig stor, der bor ca. 22.000 indbyggere. Selve øen er i størrelse 50 km lang og 2o km bred. Inde i byen fik vi at vide at der oppe i bjergene var vandfald med varme og kolde kilder, og det besluttede vi os til at tage op og se. Mens vi ventede på en bus derop til, kom der nogle gevaldige regnskyld, som forårsagede store vandløb ned gennem gaderne. Bussen var en kleinbus, der kørte rundt og samlede op til den var fyldt op, og derefter kørte den os op i bjergene, hvor vi som de eneste blev læsset af, der hvor vejen endte. Så skulle vi bare finde Trafalgar Fall, men efter at have prøvet at finde nogle stier gennem vildnisset, vidste vi ikke hvad vi skulle gøre. Mens vi så stod der, kom der en kulsort neger, og tilbød – uden at vi opfordrede ham dertil – at guide os op til vandfaldet, for 20 US $. Det syntes vi var lige i overkanten, og vi prøvede at prutte lidt om prisen, men han var hverken til at hugge eller stikke i.

 

Efter mange tingen frem og tilbage, måtte vi give op og gå ind på hans krav, dog med den betingelse, at han fik de 10 $ nu, og resten når vi var tilbage. Derefter gik det i gåsegang ind mellem træerne i urskoven, over vandløb og meget andet, indtil vi efter lang vandring kom op til de varme og kolde kilder, og her var der bare lækkert. Ned over klipperne løb side om side en strøm af dejligt varmt vand, og når man syntes man havde det for varmt, ja så sprang man over ved siden af i en opfriskende koldt vandstrøm. Et par hundrede meter længer oppe ad klipperne var der et flot vandfald, der dannede et stort bassin, og fra en klippe ved siden af kunne man springe på hovedet ned i det dejlige vand.

 

Mens vi lå og pjaskede i underbukser, for vi havde ikke taget badetøj med, dukkede der en gruppe amerikanere op, som også havde lyst til at deltage i vandpjaskeriet. De havde en pige med, Laura, og da hun sprang ud fra klippen, mistede hun både trusser og patholder, og det så jo virkelig festligt ud. Desværre fik jeg kun et billede af hende, uden overdelen. Laura var kok på en amerikansk sejlbåd, der lå på svaj et par hundrede meter fra os. Vi var så heldige at få kørelejlighed med amerikanerne, tilbage til Roseau.

 

 

Om aftenen, da Anders og jeg ville i byen, kunne vi ikke få prajet de to negerbørn, og vi ville ihvertfald ikke sejle mere i den gennemhullede dinghi. Så der var kun et at gøre, hvis vi skulle i land, og det var at svømme. Vi lagde derfor vores tøj i et par plasticposer, og svømmede ind til land, hvor vi tørrede os og klædte os på, hvorefter vi tog en bus ind til Roseau. Her havde vi et par fornøjelige timer, og vi kom først tilbage sent på natten, hvor vi så skulle på en lille svømmetur, ud til båden. Vores plasticposer var blevet fjernet, så vi slog plat og krone om, hvem der skulle svømme ud efter nogle andre. Anders tabte, og mens han svømmede ud til båden, kom Kelvin, som åbenbart havde holdt øje med os, og spurgte hvad vi lavede, og jeg forklarede han situationen. “Er I rigtig kloge” sagde han,”der er store fisk i vandet her om aftenen”. Nå ja, tænkte jeg, det går nok, og jeg tænkte ikke mere over det, før næste morgen, inden det var blevet lyst, og jeg skulle svømme ind og hente fortøjningslinen på palmetræet. Jeg tror aldrig at jeg har svømmet så hurtigt, for jeg syntes at jeg kunne høre fisk, rundt omkring mig. Men Det har nok været indbildning, for jeg kom da helskindet ombord på båden igen.

 

Vort næste mål var Martinique, hvortil distancen var 50 mil. Undervejs løb vi ind i et kraftigt uvejr, med stærk blæst og haglbyger, så jeg blev dårlig og måtte tømme maven to gange, og kablet til loggen knækkede. Som om det ikke var nok, så brast wiren til roret også, og vi måtte stangstyre. Åbenbart er det rigtigt, at et uheld kommer ikke alene, for til sidst så revnede fokken hele vejen ned igennem så vi måtte skifte sejl. Klokken 1600 ankom vi til Fort-de-France, efter 9 timer på søen. Vi lagde os på svaj i Fort-deFrance bugten, mellem de ca. hundrede andre både der allerede lå her, og liftede med en dinghi til land, og var rundt og se på byen, og var både på Burgerking og McDonalds. På udturen liftede vi også, Det fungerede fint på denne måde, man stillede sig bare op ved lønningen, og råbte gevalt, når der var en anden sejler på vej ind eller ud, og der var bid hver gang. Sejlerfolket er meget hjælpsomme over for hinanden.

 

Martinique er en fransk ø, hovedstaden Fort-de-France er den største by i lille Caribien, og er på 110.00 indbyggere. Øen er på 1100 km2 med et indbyggerantal på 330.000. Igen så vi en masse af de her flotte slanke og høje mennesker med nøddebrun hud.

 

Mens vi var på Martinique bestilte Anders næsten ikke andet end at sidde og lappe på den forhutlede gummibåd, som nu næsten bestod af flere lapper end af det oprindelige gummilag. Her fik vi også syet sejlet og ordnet de andre ting der var gået i stykker, og efter tre dage på Martinique var vi klar til at fortsætte mod næste ø som ville blive St. Lucia.

 

Turen begyndte næste morgen ved 7 tiden, og først hen af klokken 16 styrede vi ind mod Marigot Bay på St. Lucia. Under vejs havde vi haft hård blæst og regnbyger, og den nyreparerede fok revnede i syningen, da der kom et kraftigt vindpust en halv times sejllads fra Fort-de-France. Da vi ikke havde lyst til at vende om for at bruge yderligere tre dage på Martinique, for at få den repareret på en reklamation, blev vi enige om at æde udgiften selv på næste sejlværksted. Men surt det var det.

 

Marigot Bay er en lille naturhavn på St. Lucia, og inde i bunden kastede vi ankeret. Næsten med det samme blev vi overfaldet af de lokale betlere, som ville passe på vores båd, og andre solgte bananer og frugter. Vi nøjedes med at købe en stor klase bananer. For at få lidt afveksling fra sejlturen tog Anders og jeg en snorkeltur rundt i Bay´en, for at fange lidt til aftensmaden, men vandet herinde var uklart og vi så ingen fisk, der havde lyst til at blive harpuneret. Om aftenen tog han og jeg derfor op i byen –jeg siger op, fordi Marigot Bay på alle sider er omgivet af høje bjerge- for at finde et godt spisested, men det blev kun til en kylling på en lille lokal snask. Her traf vi en dansker,Jørgen Bang der var skipper på  Kings Legend, en Swan 65, hvor der var 9 betalende normænd med om bord. Anders kendte lidt til ham, da han havde hørt om ham gennem en ven. Senere på aftenen, var vi inde på et dansested, hvor jeg blev tilbudt at købe noget græs.

 

Næste morgen var det igen videre til næste ø. Sejltiden til St. Vincent var lige som til St. Lucia, ca. ti timer tog det at sejle de næsten 50 mil, og det var med en halvvind og stærk blæst. Et par sømil før bestemmelsesstedet Vallibou, blev vi mødt af dinghiboys, som ønskede at være vores guider og beskyttere mens vi var der. Vi tog den mest overbevisende på slæb, men lige inden vi nåede ankerpladsen, gjorde vi os fri af ham og vi chartrede en anden til at varetage vores interesser. Det medførte dog et ordentligt møgfald fra den forsmåede, og på et tidspunkt troede jeg at han ville sænke vores skib, hvis vi forlod det. Jeg tror dog at han allierede sig med ham vi havde antaget, og der skete heller ikke noget mens vi var der. Da vi havde ordnet vores forankring, tog Anders og jeg på snorkeljagt efter aftensmaden, men de to barracudaer som vi jagtede lod sig ikke fange.

Vi snorklede forbi et ungt amerikansk par, som prajede os, for at høre om vi havde noget til at klippe en hængelås over med, da de havde fået smidt nøglen væk. Vi hentede vores nedstryger og savede wiren over.

 

Det næste trip var ikke ret langt, og derfor sejlede vi først klokken 9 den følgende morgen. Efter en sejllads med ret hård vind, lagde vi til i Port Elizabeth på Bequai ved halv et tiden. Bequai er en meget lille ø, ca. 8 km lang og 2 km bred. Ti km syd for Bequai ligger øen Mustique, som ejes af Mick Jagger fra the Rolling Stones.

På Bequai traf vi det danske par Arne og Kristina, der havde krydset Atlanten fire år tidligere i en katamaran, sammen med et andet dansk par. Lige som os var de løbet ind i indbyrdes stridigheder ombord, og straks efter at de havde nået Caribien, var deres veje skiltes og det andet par rejste hjem til Danmark i vrede. Kristina fortalte dog at de nu så småt var begyndt at skrive sammen. Kristina var en kusine til Vester-Andersens, som vi kendte hjemme fra Stevns.

Arne og Kristina havde i de fire år opholdt dem fortrinsvis på Bequai, hvor han ernærede sig ve at sejle med turister på katamaranen, og Kristina holdt kurser i at dykke med flaske. De havde en dreng på en 7-8 år, der tilbragte hver dag nede på stranden.

 

Næste dag gik turen til Carriacou, en ø der tilhører Grenada, og har et indbyggertal på 9.000. Størrelsen er 12 x 3 km. Den største by er Hillsborough, hvortil vi lagde os for svaj uden for først på eftermiddagen, efter at have sejlet ned gennem det måske skønneste øhav i hele Caribien, som nemlig er Grenadinerne og som hører under St. Vincent. På vejen så vi flere krydstogtskibe, hvorfra der valfartede stribevis af barkasser mellem det og kysten fyldt med gæster, som skulle ind på en eller anden ø og spendere penge eller hvad ved jeg. Turen var på ca. 35 mil og var en naturoplevelse uden sidestykke. Vi tog med det samme ind og indklarerede, og tog en spadseretur gennem byen, hvor vi købte lidt frugter. Da vi kom tilbage på båden, tog Anders og jeg en snorkeltur, hvor vi så en stor barracuda af næsten en meters længde.

 

Næste morgen var det videre til Grenada. Grenada blev jo i 1983 invaderet af amerikanerne, som ville undgå at øen blev overtaget at kommunisterne. På mange bygninger var der malet store slogans og takkeskrivelser for USA, såsom: Thank God for USA osv. Jo de var også blevet amerikaneriseret. Turen til Grenada var ikke særlig lang, og allerede ved middagstid sejlede vi ind i St. George om hovedstaden hedder. Grenada er 35 x 14 km, og der bor 100.000 mennesker på hele øen. Havnen i St. George er omkranset af høje bjerge, og lige ovenfor havnen ligger der et stort statsfængsel.

 

Efter af vi havde indklareret, faldt vi i snak med en indfødt Dexter, som Anders fik til at ordne sit vasketøj. Efter at have fået nogle pilsnere sammen med ham og en af hans venner over et par spil back gammon, gik vi ind til byen for at få noget at spise. Aftensmaden kom til at bestå at friturestegte sardiner, hvortil der var nogle meget stærke pebere til. Da maden var gledet ned, skulle der adskillige øl til for at lindre den opståede brand i hals og mund.

 

Vi blev på Grenada i to dage, hvor vi beså byen og lavede forskellige indkøb. Næste tur skulle gå til Trinidad, som jo var vores mål. Da vi skulle til at sejle, var Dexter endnu ikke kommet med Anders` vasketøj, så han måtte lave en eftersøgning for at finde ud af hvor han boede. Endelig efter nogle timer, fandt Anders frem til hans mor, som forklarede at Dexter var taget ud på landet for at besøge nogle venner. Heldigvis for Anders havde hun vasketøjet. Hvad kan man lære af det, jo det er ikke muligt at stole på mennesker der lever under varme himmelstrøg, det er min erfaring. Midt på eftermiddagen sejlede vi så af sted med kurs mod Trinidad og Karnevalet.

 

 

Trinidad og Karneval

 

Meget tidligt næste morgen, fik vi så endelig Trinidad i sigte. Det havde været en stille og rolig, men også meget hyggelig tur i det mørke vejr. Efter at have sejlet lidt rundt langs med kysten og spurgt os for hos nogle danske både, fik vi oplyst at ”Lullu” lå i industrihavnen, og efter en lille halv times sejllads lagde vi ind til en af broerne. Her lå Lullu sammen med en tre- fire andre danske både, og vi havde en munter gensynskallas. ”Lullu” er en to mastet 43 fods spray, stålbåd, som skipperen Frank selv havde bygget, og søsat i 1989.

 

Ved inklareringen fik vi besked på at deponere min riffel, indtil vi forlod Trinidad. Om bord på Lullu, var der foruden Frank og Lullu, Ole og Lone, som skulle afmønstre skibet når karnevalet var slut. Derefter skulle de en tur op i bjergene et sted i Sydamerika. I løbet af dagen, lavede jeg og Anders derfor en aftale med Lullu om at vi overtog Ole og Lones pladser.

 

Vi tog ud i byen om eftermiddagen for at se på at festlighederne startede op, og efter at have overværet børnekarnevalet, var vi inde på en restaurant, hvor vi mødte et indfødt par, Jefrey og Susan som havde sin lille datter på fire år med. Efter nogle genstande viste Susan os tre mænd hvordan man dansede lambada, og vi alle meget lærenemme. En stor kulsort fyr var ude at danse med Lone, som bagefter sagde ”bare rolig drenge, der er ingen forskel på dem og så jer”. Jeg kiggede ned på negerens mellemgulv, og fik øje på en ordentlig banan i bukserne og tænkte, med ham der er der i hvert fald. Vi sluttede dagen af med og gå ud og overvære en Steelband konkurrence. Det var en imponerende lyd de kunne få ud af disse ombyggede olietønder.

 

Vi var nu nået til den 1. marts, og karnevalet skulle starte den kommende nat. Vi var derfor nogle stykker som drog ud i byen hen af midnat, for at se de indledende festligheder. Undervejs var nogle af os på horehus, som der er en masse af på Trinidad. Det skulle efter sigende være meget billigt sammenlignet med hjemlige priser. Tidligt på morgenen mødte vi så karnevalet. Det hedder sig, at rødderne vokser op af jorden, med en masse smudsig jord på sig, og derefter bliver de til dem der skaber karnevalet. Derfor havde nogle af deltagerne – mop patruls-  medbragt spande med mudder, som de delte lystigt ud af til dem som ikke var klædt ud i karnevalstøj. Da jeg var i hvide shorts og T-shirt, hørte jeg til denne kategori, og jeg undgik ikke at blive smurt ind i den lortebrune konsistens de havde i deres spande – det var ikke til at vaske af, og jeg måtte derfor smide det ud et par dage efter – både på tøj og i hovedet. Det var langt op af formiddagen før vi vendte tilbage til vores køjer på skibet.

 

Karnevalet var i sig selv en stor oplevelse. Næsten alle var klædt ud i flotte og farverige kostumer, så de næste 3-4 dage tumlede vi rundt i byen imellem alt fra himmel til jord af karnevalsfigurer. Jeg var en del sammen med Lars fra ”Lullu”. Lars var dansker, udlært murer, og var 42 år. Han kendte Frank fra gamle dage, og var for nogle år tilbage rejst til Australien, hvor han havde haft et murerfirma i 12 år. Han var en sjov fætter at være sammen med, og jeg vil nærmest betegne ham som en såkaldt levemand, og var især meget fikseret på det kvindelige køn. Med det mener jeg, at han ikke kunne passere en kvinde, uden at tiltale hende, i et forsøg på at komme i kontakt med dem.

En dag var vi inde på restauranten ”Heartbreaker”, hvor Lars hurtigt faldt i snak med en bedårende ung sort danserinde, og der var ikke gået mange minutter, før Lars sad og viftede med hendes trusser i den ene hånd. Det var ikke småting som jeg oplevede sammen med Lars, men da det ikke er helt stuerent egner det sig ikke til at blive fortalt i denne her fortælling.

 

En aften hvor jeg og Lars havde været ude og feste, endte vi på et diskotequelignende etablissement, hvor det var fest og dans. Da det efterhånden var ud på de små timer, var jeg blevet lidt træt i ansigtet efter dagens strabadser, og besluttede mig derfor til at vende hjem til skibet. Lars blev og festede videre. Da vi var kommet godt ud i byen, var der langt at gå, så jeg tommede den mens jeg slentrede der ud af. Efter mange forgæves forsøg, hvor mange bare var kørt forbi mens de tudede i hornet, var der en lille udrangeret fiat der stoppede. Det var en indfødt chauffør af kvindekøn og alene. Jeg var forbavset over at hun turde stoppe og tage en blaffer med midt om natten. Men jeg blev endnu mere overrasket da hun åbnede munden, for det jeg nu fik var en ordentlig overhaling, som oversat lød noget i denne retning ”Du er ikke rigtig klog, at du går her på dette tidspunkt, når du er hvid, nu kører jeg dig ned til en vej nær ved havnen, og derfra må du skynde dig det sidste stykke, for det er alt for farligt for jer hvide at færdes ude om natten i disse kvarterer. Da hun satte mig af, takkede jeg mange gange, og skyndte mig så ned gennem de sidste par gader, som førte ned til havnen.

 

Dagen efter at karnevalet var slut, tog Lars og jeg en taxi og kørte op på nordsiden af øen, hvor der var tradition for at folk tog op og slappede af oven på al den festivitas som de havde deltaget i. Der var tusindvis af mennesker, og en bilkø så lang, at vi aldrig troede vi ville nå frem. Men efter nogle timer nåede vi op til den skønneste badestrand, hvor tusindvis af mennesker dasede og gik i vandet. Det var næsten umuligt at finde en plads på stranden. Da vi skulle tilbage, fik vi kørelejlighed med en af de lokale fra Port of Spain, og han inviterede os med hjem hvor vi fik en munter sludder og et par pilsnere, inden han kørte os ned på havnen.

 

Vi fik besøg på båden af Susan og Jeffry, som inviterede os ud at besøge dem og deres familier. Det gjorde vi så en eftermiddag, hvor vi tog et par store pitzzaer med, men selv om de var store, så blev det kun til et lille stykke til hver, da deres familie bare var mega stor. Det var meget interessant at besøge dem, men begge familier levede under noget som vi vel nok vil kalde kummerlige forhold. Små huse med mange beboere. Susan boede hos sine forældre og havde fire døtre, med tre forskellige mænd, og jeg tror hun ville have Anders til at være far til et femte. Jeffreys far lavede modelskibe, og han ville absolut forære os et af dem, selv om vi på ingen måde var interesseret, men for ikke at fornærme ham, var vi nødt til at tage mod et, og kun et. En af Jeffreys fætre kørte os så tilbage til havnen, i en gammel udrangeret Ford Escort, hvor det ville have kostet kortet, hvis man havde kørt i den i Danmark, såfremt man var blevet stoppet af politiet. Ryglænene i sæderne var brækket om, så de lå ind over passagerne på bagsædet, og bremsen virkede meget lidt, speederen var en wire, som blev påvirket ved at man hev i den med hånden, så det var med nogen betænkelighed at vi satte os ind i monsteret. Vi kom dog helskindet tilbage til havnen.

 

Så sluttede karnevallet omsider, og vi sagde farvel til Ole og Lone, som tog ind til fastlandet. Anders og jeg flyttede så over på ”Lullu”, og Jørgen og Harry fra det danske skib Rana, flyttede over hos Peter i stedet for. Under karnevalet var Anders blevet rullet af en stor neger, som var kommet bagfra og havde taget fat i Anders pung, samtidig med at han gav Anders et fur så han væltede omkuld. Inden Anders fik rejst sig, var negeren forduftet i mængden.

 

Det var blevet tid til opbrud hvor vi skulle forlade Trinidad. Lars havde besluttet sig for at blive på Trinidad et par uger mere, ville derefter tage et par uger til Peru, og ville så senere stå på skibet først i april på Margarita, så derfor besluttede Lullu sig for at tage en gast mere ombord. Det blev Karen, en høj slank lyshåret tysk pige, som havde holdt en længere ferie på Trinidad. Vores næste mål skulle være Margarita, og Anicula ville følge med os dertil. Da vi skulle have visum for at besøge Venezuela, gik vi derfor i samlet flok op på det venezuelanske konsulat, hvor vi i løbet af nogle timer fik stemplet det ønskede i vores pas. Derefter hentede jeg min riffel hos havnemyndighederne, og om eftermiddagen stak vi i søen med kurs mod de venezuelanske øer Los Testigos.

 

 

MARGARITA OG VENEZUELA

Turen til Los Testigos var helt behagelig og afslappende rolig oven på en hel uges festival. Der var ca. 90 mil til øerne, og på vejen så vi mange delfiner, som muntrede sig med at springe op og dykke ind under stævnen. Hunden Piv forsøgte på bedste måde forgæves at jage dem væk. Piv, en lille hund af ubestemmelig race, havde Lullu taget til sig som lille hvalp på Cap Verde øerne et år i forvejen, og den var nu skibshund på ”Lullu”.

 

Tidligt næste formiddag ankom vi til Los Testigos, Anicula kom en time senere. Efter at vi havde fået et velfortjent morgenmåltid, tog vi i land og indklarerede hos myndighederne. Los Testigos er en lille øgruppe, der består af fem meget små øer, og de var meget tyndt befolket. Da vi havde inklareret, sejlede vi over til en af de andre øer, hvor vi lagde os på svaj ud for et kystområde som var ubeboet, og lige inden for hvor vi lå, var der en mægtig sanddyne, hvor nogle af os var inde og rulle ned af. Ud over det, brugte vi dagen med at pjaske rundt i vandet, og så ellers jagte nogle koralfisk med en harpun som Frank havde liggende. De 5-6 fisk som vi fangede, kom til at udgøre hovedbestandelen i vores aftensmåltid.

 

Næste morgen klokken halv ni lettede vi anker med kurs mod Margurita, hvor vi ankom ved halv seks tiden. Anicula sejlede samtidig med os, men ankom en halv time før. Undervejs havde vi en fiskesnøre ude, og vi fangede en Wahoo som var 110 cm lang, og vejede næsten 10 kilo. Vi havde bid en gang mere af en stor fisk, men den faldt af da forfanget brast. På vej ind i bugten på Margarita ved Pampartar, passerede vi den danske båd Livet, der lå på svaj, og hvor besætningen var ved at vaske sig. En ung pige som ikke havde en eneste trevl på kroppen, vinkede helt vildt til os, så vi rigtig kunne nyde naturens yndigheder. Pigen skulle senere blive Anders kone. Da vi havde smidt ankeret, tog Frank og jeg i land for at klarere. Her fik vi den besked at vi skulle møde igen dagen efter ved middagstid, hvor der ville komme en læge og kontrollere om vi var sygdomsfrie. Inden vi tog tilbage til skibet, fik vi nogle kølige pilsnere på den lokale strandrestaurant. Vel tilbage på båden, serverede Lulle dejlige bøffer af Wahooen, og hvortil hun havde bagt et lækkert brød.

 

Vi ventede forgæves på lægen indtil halv to, så blev vi trætte af det, og tog en taxi ind til hovedstaden Porlarmar og handlede. Senere på dagen fortalte havneagenten, at lægen ville besøge os næste dag ved middagstid. Den norske båd Kings Legend lå også i bugten, så den tog vi over og besøgte om aftenen.

 

Så blev det den 12 marts, dagen hvor jeg fyldte 40 år, og pudsigt nok Frank blev 32. Det var den dag hvor jeg havde inviteret alle hjemmefra til at komme og spise og drikke alt det de kunne. Det var jo let nok at sige. Spændende at se om der kommer nogen. Anders tog ind til lufthavnen for at hente Lene. Det var en pige Anders havde mødt i Århus i august, og han havde sagt at han ville ringe til hende hvis der blev en ledig plads på skibet. Det er der blevet, bare på et andet skib.

 

Lene medbragt mange dejlige ting og sager hjemmefra, breve, gammel dansk, spegepølse, rugbrød, ekstra bladet med mere. Besætningen gav mig et par shorts i fødselsdagsgave og morgenmaden bestod af pandekager med gammel dansk til. Det kunne godt anbefales dengang, i dag ville jeg sige nej tak til bitteren.

Til aften inviterede jeg besætningerne fra både Lulu og Anicula til en aften på en restaurant i Porlarmar. Vi havde en hyggelig aften med alt hvad vi kunne spise og drikke for ca. 500 danske kroner, hvilket jeg spenderede.

 

Dagen efter blev der sovet længe. Sidst på eftermiddagen roede vi ind til baren hvor vi fik nogle svale pilsnere inden vi tog ind til Porlarmar nærmere bestemt på Mosquito Coast efter at have spist på Chici. Ved 3 tiden om natten tog jeg ud på Playboy og derefter tilbage til Pampartar, hvor jeg tog jollen og roede ud til Lulu, selv om de andre endnu ikke var dukket op. Cirka en time senere kom Anders og Frank som svømmende hjem fra nattelivet, da var klokken halv seks morgen.

 

De næste par dage gik med lidt afslapning og badning og et par hurtige besøg inde i byen. Frank og Lulu har nu været afsted med båden i et par år, så de har besluttet at begynde rejsen hjemover. Det bliver nordpå op gennem caraibien til Bahamas og derefter på tværs af nordatlanten til Europa. Det er minigen at Anicula skal følge med. Jeg og Jørgen har dog besluttet at afmønstre på Martinique og flyve hjem over Paris.

 

Den 16 marts stod jeg tidligt op og tog en dukkert i bugten – vandet er køligere her på Margarita- og midt på formiddagen hentede Jeg Jørgen på Anicula og vi tog ind til Porlarmar hos Air France og købte billetter til ham og mig fra Martinique til Paris til den 15 april. En enkeltbillet kostede 2600 franc. Derefter tog vi ind i en bank hvor jeg hævede 20.000 Bolivar og herefter besøgte vi en fiskeforretning hvor jeg købte en dykkerkniv og en harpun til en pris på 7.000 Bolivar. Herefter på shopping i byen hvor jeg købte lidt forskelligt tøj. Tilbage i Pampartar var vores motor til reparation, men det ser ikke ud til at de kan lave den.

 

Dagen efter, den 17 marts, stod vi op ved 3 tiden og satte en times tid senere kursen mod Blanquilla hvortil vi ankom sidst på eftermiddagen. På den første halvdel af strækningen måtte vi gå for motor da der ingen vind var, men derefter kom der en god brise vi kunne sejle på, og vi havde en behagelig tur hertil. Blanquilla er en lille ø, 8 x 8 km, flad med ca. 20 meter som det højeste over vandoverfladen og tilhører Venezuela, og den ser tillokkende ud. Straks efter at vi havde kastet anker i en lille vig hoppede vi i vandet med snorkel og harpun på jagt efter lobster som vi naturligvis ikke så nogen af, og da aftensmaden var lavet var der ingen grund til at skyde nogen fisk. Aftenen var hygge og læsning.

 

Næste morgen tidligt ud af køjen og i vandet og jage med harpun. Mødte en lille barracuda som jeg skød efter, men det var for langt et skud. Lidt senere havde jeg harpuneret 5 koralfisk. Sidst på formiddagen lettede vi anker og sejlede mere vest på langs kysten hvor vi lagde os ind i en lille bugt hvor der i forvejen lå en fransk sejler. Der var fine dykkeforhold og jeg fik en fisk mere som sammen med de andre endte på aftensbordet sidst på aftenen. Ved 21 tiden tog Karin og jeg en tur ind på stranden sammen med Piv for at udforske området. Da vi nåede land tog brændingen os og dinghien blev kastet sideværts og sat op på land, men det kunne nemt være gået anderledes.

 

Næste morgen var jeg oppe ved 7 tiden og fik en hurtig dukkert. Det var blæst op og vandet var blevet for grumset til at dykke i, og da der også var for meget dønning lettede vi anker og sejlede tilbage langs kysten en times tid og smed anker igen. Jeg tog straks på harpunjagt og fik i løbet af få minutter et par fisk på spyddet, men vandet var for grumset og uklart, og derfor sejlede vi mere østover, næsten tilbage til det hvor vi havde ligget i tirsdags. Her var de bedste forhold til at dykke som jeg endnu havde set, og i løbet af en times tid fangede jeg 9 fisk som blev fileteret og som Lulu lavede fiskefrikadeller af – 70 stykker mener jeg at huske – velsmagende i øvrigt. Hen under aften ved 18 tiden lettede vi anker med kurs mod Cumana i Venezuela. Lulu og jeg havde 1-4 vagten, og på vejen passerede vi en fiskejolle i 30 meters afstand.

 

Den 20 marts ved 16 tiden ankom vi til Cumana, efter at have tilbagelagt 90 sømil. Her var der et pudsigt sammentræf, for i havnen lå Rana, og en halv time efter os kom Anicula fra Margarita. Sammen sejlede vi ind i yachthavnen hvor yderligere Guinevere og Fredag lå til kaj. Da vi havde fortøjet kom der politi ombord og kontrollerede vores pas og min riffel. Derefter var vi på marina pubben hvor vi mødte Hintze og hans gast Lars. De var på vej til Trinidad for at lægge båden op og rejse hjem.

 

Vi tog ind til byen og spiste på en restaurant, og bagefter tog John og jeg ud i byens natteliv hvor vi fik en politimand til at vise os vej som guide rundt i nogle gader. Det skal lige nævnes at der nylig havde været et militærkup i landet, og der var mange demonstrationer i byen.  Han var måske nærmere en officer fra militæret. Undervejs var der en masse skærmydsler, så han gik næsten konstant rundt med pistolen i hånden. For enden af den gade vi gik på var der en del skyderi og en masse folk blev smidt ind i et salatfad. Vi var senere inde på en cabaret hvor jeg fik brugt alt for mange penge, og i løbet af aftenen mødte vi et par piger som vi overnattede sammen med.

 

Tidligt næste morgen nåede vi tilbage til vores skibe i marinaen. Resten af dagen blev brugt på at slappe lidt af efter den lange bytur. Sidst på dagen tog Anders og pigerne ind til byen hvor de mødte nogle lokale som inviterede dem med til hanekamp dagen efter.

 

Så er vi nået til søndag den 22 marts. I dag betalte jeg Frank 10.000 bolivar som det koster for at sejle med. Det er inklusiv mad og drikke når vi spiser ombord på skuden. Anders og pigerne var taget til hanekamp, så Frank, Peter, John og jeg tog en bus til Puerto la Cruz. Lige inden bussen afgår er der en tyv der lige kommer ind og stjæler et par kassettebånd fra chaufføren der billeterer nede bag i bussen, lige for næse af Frank og mig. Under vejs til la Cruz er der en militær vejkontrol. Turen tog 1 time og 40 minutter. I la Cruz tog vi rundt på forskellige barer med mere og sluttede af på cabaretten Bambello hvor vi straks fik selskab af en flok damer. En halv flaske rum kostede 900 bolivar. Ved midnat tog jeg sammen med Jackeline et værelse på et hotel.

 

Efter morgenmaden forlod vi hotellet og jeg hævede 20.000 bolivar i en automat. Derefter tog vi en taxi tilbage til Cumana for 600 bolivar. Det var lidt af en halsbrækkende tur, for ikke bare kørte han på nedslidte dæk, men han kørte også helt sindsygt stærkt i svingene i bjergområdet, vi kom dog helskindede tilbage til Lulu først på eftermiddagen. Senere på dagen tog vi ind til byen for at handle, og jeg fik købt 10 forskellige knive, deriblandt 3 macheter for omregnet ca. 300 danske kroner. Om aftenen fik vi besøg af hanekamps vennerne, og alle fik slukket tørsten i rum og rødvin.

Først ved 10 tiden næste morgen begyndte folk at vågne, hvorefter vi gik i gang med at gøre båden klar til afgang. Vi fik fyldt diesel på, det kostede 40 bolivar pr. liter, det er ca. 40 øre omregnet. Vi har fået fladlus ombord, de kommer fra Frank, så vi skal alle til at gennemgå en kur. Lidt over middag afsejlede vi fra Cumana og østover, og ved 16 tiden lagde vi ind i en vig ved Mochima. Her var vandet koldt, det skyldtes at strømmen passerer langs med kysten mod vest. Der var ingen fisk at dykke efter, men der er en stor hule som går ind i den stejle klippeside som vi vil prøve at udforske i morgen. Det vi sejler langs med nu er Venezuelas regnskov.

Næste morgen tog Frank og Anders ind til hulen, og fra vores jolle sætter jeg Lene og Karin ind også, men da jeg forsøgte at sætte Karin ind, mistede hun grebet grundet for få armkræfter og faldt ned på kanten af båden den første gang, og fik store blå mærker i skridtet, og anden gang faldt hun i vandet, opgav og svømmede tilbage til båden. Frank og Lene kravlede ind i hulen og efter et stykke tid kom de ud oppe på toppen af klippen. Ved middagstid sejlede vi ind i Mochima Bay, et skønt naturområde, men der var intet at dykke efter. Anicula har ledsaget os.

 

 

HJEMAD

Næste morgen letter vi igen anker og sejler et par timer vest på og smider os i en lille vig med høje klippeskrænter på begge sider. Anicula lagde sig på siden af os. Der er koraller langs skrænterne og en masse fisk, men de er ikke så store. På en af mine dykkerture lå jeg og trådte vande, og da jeg svømmer videre ser jeg en stor muræne med åbent gab ved mine svømmefødder, og da jeg vender mig mod den trækker den sig tilbage til sin hule. Frank og Anders skyder hver et par fisk, og John en ballonfisk som vi har megen morskab af. I løbet af natten er Frank og Karin på dækket og dyrke elskov.

 

Efter morgenmaden sejler vi endnu et par timer vest på, og vi lægger os et sted med bovsprydet ind over land og med hækanker. Det er ved en lille ø i Caracas øerne med høje bjerge som jeg med mit kamera og en machete går på op og udforsker. På vejen tilbage skrider jeg på skrænten og falder på røv og albuer og jeg får nogle lange rifter på venstre underarm og urkæden bliver vredet skæv.

Der er ikke noget af interesse at dykke efter, så jeg får kun skudt et par små gulstribede fisk. Om natten forlader Anicula os og går tilbage østover. Efter planen skal vi mødes på Martinique senest den 14 april hvor Jeg og Jørgen skal flyve hjem den 15.

 

Næste dag begyndte vi at skrabe og slibe træværket på båden. Det skal lakeres og males. Solen er hård ved tingene her ovre. Så et ørnepar hvor den ene tog en stor gekko, men tabte grebet 20 meter over jorden, og da gekkoen landede tog den hurtigt flugten ind under en sten. Vi blev færdige med at slibe i løbet af dagen, Frank er heldigvis ikke så pertentlig som Peter var. Så næste dag gik vi i gang med at male og lakere og blev færdige med det mål vi havde sat os.

 

Mandag den 3 marts tidlig morgen sejlede vi fra Caracas øerne og ved 18 tiden smed vi anker ved Cubagua efter små 30 mil. Grunden til at det tog så lang tid skyldtes at vi måtte gå mod vind og strøm for motor alene. Frank og jeg spillede et partier skak om aftenen og jeg vandt dem begge, så han må være træt.

 

Sejlede fra Cubagua tidlig morgen og gik for motor mod vinden og nåede Margarita hen under aften. PÅ dagens sejllads mødte vi en dansk coaster der kippede med det danske flag fra kommandobroen.Efter at have rigget af tog vi ind på vores stamrestaurant og fik nogle kolde øller. Derefter tog vi ind på Chipi restaurant i Polamar for at spise. Efter spisningen tog jeg alene ud på en cabaret Mediterano og fandt sammen med en flot spansk pige som jeg tilbragte aftenen med. Overnattede på Canada Hotel til næste morgen hvor jeg tog ud i byen og shoppede. Det blev til 8 hawai skjorter og et prægtigt skakspil med skuffer og til at klappe sammen for 570 kr. Tog en taxi tilbage til Pampartar netop som de andre var på vej til byen for at handle. Frank blev tilbage, og han og jeg satte os ved et bord på stranden ud for Brisas Del Mar og spillede skak. En indfødt pige kom forbi og lod i al ubemærkethed en seddel falde ned i Franks skød hvorpå der stod ”mød i morgen kl. 1800”.

Tog næste morgen med Lulu og Karin ind til et indkøbscenter for at handle og hæve penge til huslejen. Derefter tog jeg ind til Porlarmar for at sende en fax til min søster Åse angående min hjemkomst, hvilket kostede 135 kr da den ikke gik igennem første gang. Tog derefter tilbage til Pampartar og kom samtidig med Lulu og Karin der kom tilbage fra shopping. Da vi skulle rokere med vores jolle kom Karen ved et uheld til at tabe båden ned over min storetå på venstre fod så den blev helt mast og blev om aftenen øm og værkede slemt.

Næste dag ryddede vi dækket da det og lønningen skal males. Derefter tog jeg og Anders ind til Porlarmar for at bruge de sidste bolivarer. Det blev til 10 flasker rom, 1 liter kaluha og 2 film for i alt 200 kr. Senere på dagen købte jeg yderligere 3 liter rom for 44 kr. Tog samtidig ind for at høre om der var kommet fax tilbage fra Åse, men shoppen holdt siesta. Tilbage i Pampartar mødte jeg parret fra Godthåb som jeg fik et par pilsnere sammen med.

 

Næste morgen stod vi tidligt op og klargjorde skibet til afgang. Lars skulle tilslutte sig os men da klokken blev 10 opgav vi at vente længere og sejlede sydpå for fulde sejl. Ved 16 tiden ankom vi til Esmaralda, en lille by på Venezuelas kyst mellem Cumana og Carupano. Her smed vi anker og lå på svaj i læ af høje skrænter en mil fra byen. Netop som vi ankom mødtes vi med en stor jolle med 8 unge piger og mænd ombord. Sejlede videre igen ved 21 tiden da vinden har lagt sig og vi skal ca. 100 mil vest på mod vind og strøm. Vinden lægger sig normalt hen under aften.

 

Ved 10 tiden søndag morgen lagde vi ind til Point Freyle ca. 15 mil vest for Carupano efter en sejlads på 46 mil, men vi er kun kommet 25 mil vestpå grundet at vi var kommet for langt til søs. Ved Point Freyle var der en fin badestrand som flittigt blev benyttet af de lokale og et hus der ligner en restaurant. På vores vagt –jeg og Lulu- kom der i mørket ved 4 tiden 2 hurtiggående fiskejoller farende forbi stævnen på os. Vi sov det meste af dagen og ved 18 tiden sejlede vi videre mod vest for motor, og vi går tæt langs kysten. Jeg og Lulu startede med 18-21 vagten.

 

På 3-6 vagten passerede vi en del fiskebåde og ved 7 tiden lagde vi os ind i Ensa de Mejillones efter en sejlads på ca. 65 mil. Kysten er høje bjerge med masser af vegetation og her er en masse store fisk at jage, og jeg fik 2 stykker den første gang jeg var nede. Næste gang mødte jeg en barracuda som jeg desværre missede. På vejen hertil fangede vi en tun på 3 kg. Frank fik en baracuda på 60 cm. Lulu og Lene stødte på 2 slanger da de tog en tur op ad bjerget, og om aftenen hørte vi brøleaber inde i landet. Aftensmaden bestod af barracudaen, tun salat og parote fisk.

Lokummet var stoppet, så Frank afmonterede og skilte det ad og vi rensede det for kalk og skidt, og derefter fungerede det igen.

 

Næste morgen var Frank og jeg tidligt oppe og jage, der var en masse barracudaer, men de var for sky. Jeg skød en parote fisk som jeg fik som morgenmad, og Frank skød en muræne gennem munden, men den trak sig af harpunen. Ved 10 tiden sejlede vi videre mod vest og til middag lagde vi os ind i en anden lille vig hvor der i bunden er en lille fiskerlandsby. Bahia Pargo, hedder stedet. Her er ikke så mange fisk, men de er store og der var mange muræner. Jeg skød efter en lille en, den krummede sig sammen og for hvæsende efter mig. Senere fik jeg øje på en stor mørk muræne som lå på en klippehylde, og Frank skød på den to gange og anden gang blev den ramt o hovedet, men den trak sig af og forsvandt. Det går rimeligt med storetåen, nu kan jeg have mine L.A. sko på. PS Jeg kan ikke huske hvad det står for.

 

Sejlede tidligt næste morgen om til Ensa San Fransesco, en time længere vest på. Her er enestående natur. Kort efter vi havde kastet anker kom der en jolle med 8 fiskere der lagde spærrevod ud lige ved siden af os. Det eneste de fangede var en enkelt barracuda. Frank skød igen en barracuda der slap af. Resten af dagen blev til spil og afslapning og til aften fik vi pandekager.

 

Torsdag den 9 april – Danmarks besættelse. Lettede anker ved 8 tiden og satte kursen nord over mod Grenada. Der kom ingen vind før om eftermiddagen, og indtil da havde vi kun gået 2,5 knob. Vi fik en stor fisk på krogen, men efter et stort forsøg på at hive den ind faldt den af.

 

Klokken 6 morgen er vi ud for Grenadas sydspids, men vi er ca. 15 mil vest for grundet strømmen, og fokken er revet 1.5 meter op grundet en sø som har ramt den. Skødet på klyveren brast også, men den er udbedret og vi går for motor meget tæt på vinden. Klokken 16 lagde vi ind til Tyrrel Bay på Carriacau hvor vi har været før med Anicula på nedturen. Frank gik i gang med at sy fokken, og til aften tog vi ind og spiste på restaurant. Det foregående døgn har vi udsejlet 135 mil.

 

Afgang fra Carriacau klokken 9 og krydser op mellem Grenadinerne og ind til Port Elizabeth på Bequia ved 17 tiden. En distance på 35 mil. Efter ankomst tager vi en tur i land til et par kolde øl og så tilbage til båden hvor der er kyllingeben til aften. Jeg blev og slappede af mens de andre tog ind til byen om aftenen.

 

Det er Palmesøndag den 12 april. Var en tur på seghtseing i land og fik en gang suppe og et par øl, og ved 3 tiden sejler vi videre til St. Vincent og ligger ind til Toung Island ved halv fem tiden. En tur på 15 mil. Om aftenen var vi inde på Phinis Diskoteque i Kingston. Taxidriveren skulle have 30$ for at køre os frem og tilbage, men så ventede han også på os. Da vi kørte hjem havde han fundet en pige som kørte med. Frank faldt i søvn i en lille bar.

 

Næste dag tog Anders og Lene ind og hentede gas, Lulu og Karen handlede proviant og Frank syede sejl mens jeg vaskede op og fyldte vand på. Ved halv to tiden sejlede vi mod Martinique hvortil der er 90 mil. Vinden var ustabil og det gik langsomt. På et tidspunkt kunne vi ikke styre og fiskelinen som vi havde ude kom i klemme i roret så den bristede og krog og line gik tabt. Sidst på dagen blev vinden mere stabil vi gik fremad med omkring 4 knob.

I løbet af natten tog vinden til og der var en sø der slog op og rev fokken itu igen, men vi klarede det ved at rebe. Ved 9 tiden næste morgen løjede vinden af nord for Fort de France og vi måtte gå for motor resten af vejen og ankommer lidt over middag.

Vi tager straks ind for at ordne papirer med riflen, og det er der ingen problemer med. Det var værre med at få hævet penge i banken. Anicula er allerede ankommet, og Lars også. Om aftenen holdt vi rejse afskedsparty, og alle fik rigeligt af de våde varer. Enkelte faldt i søvn inden de nåede til køjs.

 

Det er i dag onsdag den 15 april, og det er sidste dag på skibet, i eftermiddag skal jeg og Jørgen med et fly til Paris. Jeg stod op allerede klokken 6 og tog i land for at finde en papkasse til at sende alle de pakkenelliker hjem i som jeg ikke kan have i min bagage. Tilbage på båden fik jeg pakket, og under dette fik jeg et ildebefindende så jeg måtte ligge en halv times tid og slappe af hvorefter jeg var på mærkerne igen. Derefter ind på posthuset og sende pakken som kostede 456 FF. Klokken 16 samledes vi alle inde på havneknejpen over en øl og tog afsked og 1730 tog vi en taxi ud til lufthavnen. Der var ingen problemer hverken med overvægt eller riflen. På grund af lokalt uvejr blev vi forsinket i 2 timer i Fort de France, og først ved midnatstid mellemlandede vi i Pointe a Pitre på Guadeloupe, og også her blev vi forsinket et par timer, men denne gang grundet materielle problemer. Flyet var en 747 jumbo jet fra Air France.

 

PARIS OG DANMARK

Midt på eftermiddagen den 16 april –dronningens fødselsdag- landede vi i Paris. Her var der heller ingen problemer hverken med politi eller told i forbindelse med riflen. Den var pakket ind i et læderfoderal og politiet bedyrede at der var ingen problemer i at gå med den på gaden. Det havde nok ikke gået i dag – det var trods alt i 1992. Fra lufthavnen tog vi en taxi til Gare du Nord og deponerede vores bagage, og tog derefter en tur i byen hvor vi blandt andet var i pornobiograf, efter Jørgens ønske.

 

Klokken 2130 steg vi ombord på toget og fik en kupé sammen med en tysk pige. Vi kørte gennem Belgien og ankom næste formiddag ved 10 tiden til Hamburg hvor vi skiftede tog, og ved 11 tiden kørte vi ombord på Rødby færgen hvorfra jeg ringede til Søren Lambæk om at hente mig på stationen i Høje Taastrup klokken 13. Det gjorde han og klokken 14 var jeg hjemme i Rødvig efter at have hentet min egen bil hos Kim Ræs, og hjemme på Klintevej blev jeg glædeligt modtaget af mine hunde Tim og Søs som blev helt ellevilde.

 

Langfredag den 17 april 1992, og første dag hjemme fra en lang og anderledes ferie and jeg nogensinde før havde været på. Mit hus var jo blevet udlejet til nogle af Anders’ venner. Ditte og Hans boede på første salen. Palle og Stine boede ude i garagen der var omdannet til beboelse, og Jørgen Andersen havde indtil for et par dage siden boet i det lille værelse ved siden af køkkenet, men var flyttet da jeg havde meddelt at jeg ville komme hjem tidligere end beregnet. Så dette lille værelse på 15 kvadratmeter blev nu mit nye hjem de næste 3½ måned. I den forbindelse var der nogle ting der først lige skulle ordnes, såsom at hente en skibsbriks ude fra værkstedet hvor de fleste af mine ting var opmagasineret. Den gang var værkstedet kun halvt så stort som det er i dag, knapt 15 kvadratmeter.

 

Men den første aften var alle lejerne, Søren og jeg samlet i huset hvor vi fik lidt øl og noget af den rom jeg havde haft med hjem. Senere på aftenen var vi nede på marinagrillen og få noget at spise. På vejen hjem var jeg inde hos Jens og Margit og Jens gik med mig hjem og hjalp med at bære skibsbriksen over på værelset. Bagefter fik vi noget påskeøl og mere rom og sidst på aftenen var vi godt anløbne.

 

Dagen efter var jeg i Højerup og hilse på mine forældre og på hjemvejen holdt jeg ind hos Anders* forældre Knud og Karen og fik en sludder med dem også. Påskesøndag var jeg hos min søster og svoger i Smørum hvor deres søn Frederik fyldte 1 år.

Den 21 april kørte jeg sammen med Jens ud på arbejdsformidlingen og meldte mig ledig. Derefter var vi inde i SEMCO, min gamle arbejdsplads og hilse på Kaj Skov og Jens Boye. Hos Fotolet og aflevere film til fremkaldelse og afhentede dem senere for 2000 kr.

 

 

 

BYGGERI OG MILJØ (og et europamesterskab)

 

Den 23 april var jeg sammen med Kell til begravelse på St-Heddinge kirke med morfars bror Thorvald Nielsen. Der var bagefter kaffe på Hotel Stevns. Allerede den 24 april modtog jeg papkassen som jeg sendte fra Martinique. Søndag den 26 april fik Stevns Skytteforening indviet deres fane som jeg bar. Jeg havde stået for at ansøge Danmarkssamfundet om den, så derfor syntes de også at jeg skulle bære den. Der var efterfølgende frokost. Den 28 april var jeg med Jens ude i Vadet hos Ingolf som havde problemer med for meget andemad i søen nede ved bækken og jeg havde lovet at hjælpe ham. Det gjorde vi ved at trække en harve gennem søen med spillet på min Toyota Landcruiser LJ 70.

 

Under sejlturen havde jeg i de lange stunder ude på Atlanten lagt planer og tegninger for et nyt byggeri om en tilbygning til værkstedet så det blev dobbelt så stort. Det startede jeg på den 29 april, og jeg begyndte med at grave jord af og køre det ud på Lilleskov. Efter en lang arbejdsdag den 30 fyrede vi op i grillen og ristede pølser. Vi blev mange samlet, Lars og Thomas Espenhain, Stine og Palle med flere, og der kom også gang i pejsen og det stoppede ikke før ved 23 tiden. Vejret har været uden sidestykke, det er næsten som om jeg stadig er i caraibien så lunt har vejret været.

 

Så blev det den første maj, de Rødes helligdag. Jeg gjorde klar til at trække de 2 ahorntræer op samt flytte pejsen da de står der hvor det nye værksted skal være. Da jeg trak på det første træ sprang sikringen til spillet, så jeg satte en større i og satte en ekstra blok på. Det resulterede i at hele træktøjet på bilen buggede så det blev skævt. Så sammen med Søren kørte vi op på deres værksted og reparerede det så det var fint igen efter en gang maling. Så først om søndagen fik jeg hevet træerne op. Den 5 maj blev grunden gravet, og det gav 2 læs jord.

Den 7 maj hentede jeg to læs byggematerialer på Artillerivej på Amager. Det må have taget det meste af dagen. Den 8 maj til middag havde Jens og jeg støbt grunden og færdige med at sætte legablokke.

 

Den 9 maj var jeg til reception med efterfølgende spisning om aftenen på Ringsted Kaserne i anledning af at SEP/ELK markerede 25 års jubilæum. Overnattede på kasernen og kørte hjem næste morgen sammen med Niels Adamsen.

 

Den 11 maj kørte jeg endnu 2 læs jord og et læs brokker ud på Lilleskov, og slog hul i muren ind til værkstedet. Jens pudsede grunden. Den 13 maj blev der lagt flamingo og støbenet og vi var færdige med at støbe ved halv fem tiden. Den 16 maj, en lørdag, blev der holdt grill party i gårdhaven på Klintevej 7, hvor omkring 25-30 personer dukkede op. Der blev fyret op i pejsen så der stod meter lange flammer op gennem skorstenen, og der blev drukket mere end 6 kasser øl. Lollita dukken blev hejst op i flagstangen, der var øl stafet på boldbanen, helikopter flyvning i gården og meget mere, og vejret var stadig godt.

 

De følgende dage blev der lagt pudselag på gulvet, hentet 2000 mursten ved Solrød, den gamle mur mellem nyt og gammelt værksted revet ned og Thomas Espenhain får efterhånden muret væggene op i gule sten. I de første dage i juni stod murene færdige og spærrene blev lagt op og Claus Andreasen hjalp med at lægge tagplader på. Det var eternit plader af dem som smuldrede, og samtidig var der ikke fald nok på taget, så det gave nogen utætheder op gennem årene, så i omkring 2006 blev det udskiftet med fladt tjærepaptag som Peter Pals lagde. Ligeledes blev olietanken til fyret i Klintevej 7 flyttet fra gavlen ved Espenhains om under carporten på Østervej. Mange af de materialer jeg købte til byggeriet hentede jeg på Artillerivej på Amager, det kan lyde mærkeligt i dag, men den gang var priserne hos Grønvold i St-Heddinge vanvittigt høje, så derfor kunne det godt svare sig at hente dem i København. Der var også i denne måned EM i fodbolde, og den 17 juni spillede Danmark mod Frankrig og vandt 2-1. Den 22 spillede vi mod Holland, kampen så vi ude i sommerhusområdet og den endte 7-6 til Danmark. Danmark endte i finalen med Tyskland, kampen så vi på en storskærm ude på Vigkær og Danmark vandt 2-0. Danmark blev europamestre.

Sikke en oplevelse, aldrig før eller siden har jeg oplevet noget lignende her i Rødvig. Folk kørte rundt i deres biler og tudede i hornet og blafrede rundt med dannebrogsflag, og for vores vedkommende sluttede festen først klokken halv to om natten.

 

Den 29 juni gik jeg i gang med at grave grund til en ydermur på nordsiden af værkstedet. Sidst på eftermiddagen ringede Jeg Boye fra Semcos udlandsafdeling og spurgte om jeg kunne rejse til Grønland på Thule Basen senere på dagen, hvilket jeg naturligvis ikke kunne. I Stedet ville han gerne have at jeg rejste derop om 3 uger, og hvis jeg kendte et par andre elektrikere som ville med. Jeg hørte mig rundt omkring, og det blev til at min bror gerne ville med. Vi skal rejse derop den 30 juli.

Samtidig var Palle og Stine gået fra hinanden og de flyttede ud fra garagen den 1 juli. Da de var ude besluttede jeg mig for selv at flytte der over, og jeg begyndte så småt hver dag at flytte mine ting. Dagen efter fik jeg støbt grunden, og jeg startede på en toiletkerne og toilet i garagen som var færdigt et par dage senere.

 

Fredag den 3 juli isatte jeg nye vinduer i garagen og det nye værksted. Det drejede sig om 4 bondehusvinduer jeg havde købt oppe hos Ebbe for 7.000 kr. Den 4 og 5 juli var der OL i Højerup på Nørredal. Et lille lokalt arrangement med forskellige konkurrence discipliner med efterfølgende fest om aftenen med omkring 150 deltagere.

 

I dag den 11 juli kom der besked om at Lulu var kommet over Atlanten og nu lå i Boulounge i Frankrig. Her havde Anders med sin kvajede opførsel fornærmet nogle englændere med at de havde tabt til Danmark ved EM, og det skulle han ikke have gjort, for de afregnede kontant ved at gennembanke både ham og Frank. Ud over at de fik tæv havde Frank brækket både kraveben og skulder. Så de havde spurgt Søren om han kunne komme derned og være med til at sejle Lulu til Danmark. Derfor rejste han samme aften med toget derned.

 

Jens Boye ringede og ændrede vores afrejsedag til den 23 juli, så nu har jeg sgu travlt med at få de sidste ting i byggeriet til at falde på plads. Den 16-17 fik Thomas muret den store mur og det øvrige færdigt. Satte gipsplader på loft i værksted.

 

Var på stranden med Margit og Jens om eftermiddagen hvor vi mødte Anita fra skoletiden. Hun er et par år yngre end mig, men det pudsige var at hun senere på sommeren skulle til Qaanaac på Grønland og være skolelærer. Qaanaac er den nordligste bygd på Grønland, og man er nødt til at rejse over Thule for at komme derop. Derfor aftalte vi at holde forbindelse med hinanden og mødes når hun kom til Thule.

 

Det havde nu siden ca. 1 maj været det mest fantastiske vejr, næsten skyfrit med sol, høje temperaturer og ingen eller kun svag vind hver dag, hvor man gik rundt kun iført shorts. Om aftenen den 21 juli, var vi en snes der sad og grillede i gården, til hen ad ved 2 tiden om natten, da det begyndte at regne og tordne, så vi måtte gå i ly under det nye halvtag, som jeg havde lavet i forbindelse med værkstedsbyggeriet. Det viste sig heldigvis at være tæt.

 

 

GRØNLAND, THULE OG QARNAK

Jeg blev ansat i SEMCO i januar/februar 1985 på et byggeri for NESA som lå i Fredensborg og hed NESA NORD. SEMCO var et gammelt familiefirma og var en sammendragning af Selmer og Marhisen. Jeg sluttede i firmaet i december 1991 lige inden vi tog på sejlturen over Atlanten. Jeg havde været på mange pladser for firmaet, foruden ovennævnte havde jeg været på: NESA VEST i Ølstykke, kontorbyggeri i Kastrup Lufthavn, Sundhedsstyrelsen i Brønshøj, Christian Hansens Laboratorium i Hørsholm, Patentdirektoratet i Taastrup, Ingeniørnes hus Domus Technica ved Stranden over for Christiansborg, Thule Basen i 1988, Flådeværftet Holmen, Nordea på Ørnevej, DTU i Lyngby, NKT i Asnæs og Carl Bro i Hvissinge for at nævne de vigtigste. Og som nævnt foroven havde jeg været på Thule basen for SEMCO i 1988, så jeg kendte en del til stedet.

 

Så den 23 om morgenen stod jeg tidligt op, pakkede det sidste kom Kell og Lis og hentede mig og kørte os til lufthavnen. Her mødte vi de andre 3 der skal med til Thule og arbejde. Jeg kendte en af dem i forvejen, Jesper som jeg havde arbejdet sammen med på et par andre pladser.Ved halv elleve tiden lettede vi i en Boing 767, og fire timer senere klokken 11 landede vi i Søndre Strømfjord på Grønland.

 

Her mødte vi Lars Iversen fra Højerup, han har været flere år på den danske marinestation på Søndre Strømfjord. Om eftermiddagen kom vi gennem den lokale turistforening på sightseing i bus rundt i landskabet for 100 kr. pr. mand. Om aftenen kom Lars Iversen i en af flådens biler og kørte os lidt rundt og fortalte om egnen og vi endte ovre i NCO klubben hvor vi deltog i Bar-Bingo. Henrik fra vores gruppe vandt 67 $ og vi fik en masse øl også.

 

Efter morgenmaden hentede Lars os igen og viste os rundt i et andet landskab hvor vi så både rener og mouskousokser. Over middag checkede vi ind til flyvningen i en C-141 til Thule hvor vi landede to timer senere. Efter en kort rundvisning blev vi indkvarteret i bygning 424 i nogle fine enkeltmandsværelser. Derefter var vi i BXen og handle. BXen er USAF (United States Air Force) supermarked, hvor man kan købe til lave toldfrie priser. Det er det amerikanske USAF der administrerer Thule Basen. Vi sluttede dagen i klubben ved midnatstid, og solen skinnede flot på himlen da vi gik hjem til vores barak.Nu var vi jo nord for polarcirklen, og solen går ikke ned i de 3 sommermåneder.

 

Næste dag efter morgenmaden i dining hallen fra kl 7 lånte vi en VW Polo af firmaet og jeg viste selskabet rundt i det landskab som jeg huskede fra min første tur på Basen. Vi var ved Vandsøen der leverer vand til hele base området, og ved siden af står vandværkshuset hvor jeg havde arbejdet i 1988 med at ombygge det til plc styring. Vi var ved Dundas bjerget, den gamle Thule by hvor grønlandsfareren Knud Rasmussens hus står, på havnen, i recce centret, danske klubben og andre steder.

 

Over middag trak vi i arbejdstøjet og fik transporteret vores materialer ud fra containerne til de steder hvor de skal bruges, og ved Vandsøen pakkede vi transformere ud. Det er/var sådan at Air Forcen hvert år får et beløb til forbedringer og vedligeholdelse, og disse penge skal bruges det pågældende år. Arbejdet bliver udliciteret, og det vindende firma skal inden fjorden fryser til nå at sende alt materiel der skal bruges til arbejdet med skib til Thule Basen. Fjorden var dengang kun isfri ca. en måned i juli/august. Når først fjorden er frosset til må resten flyves ind – og det skal ikke være de store ting. Om aftenen spillede Jesper og jeg raquet ball i base gymmen som er sportshallen.

 

Søndag den 26 juli, en fridag. Skrev ugesedler på firmaets kontor, og var nede hos Jørgen Handelsmand og låne/leje 5 værktøjskasser. Jørgen Handelsmand er en dansker som arbejder på brandstationen og han har været på Thule basen i mange år. Han havde en gesjæft ved siden af hvor han solgte og lejede alt muligt ud. Der fandtes ingen ting han ikke kunne skaffe. Meget af det organiserede han fra Air Forcen. Jeg kunne blive ved med at berette spændende ting om ham, men vil stoppe her for denne gang. Derefter spillede vi billard i recce centret mens de andre kørte over og kravlede op på Dundas bjerget hvor der i øvrigt blev spillet golf. Efter sigende har man ikke været i Thule uden at bestige Dundas. Det er et meget markant stor ovalformet bjerg med en flad skrå top. Om aftenen var Jesper og jeg igen i base gymmen og spille. Vejret havde indtil nu været fantastisk med klart solskinsvejr.

 

Mandag den 27 juli var den første regulære arbejdsdag. Kell og jeg opmålte waterlinien op til J-site. Det andet hold skal el-trace vandrørene mellem vandsøen og J-site. Kell og jeg er det ene hold og vi skal skifte transformere på E-plan. Det er her alle transformere står og laver højspændingen om til stærkstrøm til hele basen med mere. Over middag begyndte jeg at demontere de gamle transformere på linien.

 

Den 29 havde vi fået ambulancen at køre i, det er en gammel Dodge ambulance fra krigens tid med 6 eller 8 cylindre. Vi kørte transformere, tavler og switsgear ned på E-plan. Vejret er slået om, det var blevet overskyet og blæste meget koldt. Vi havde et mindre kontravers med Erling fra det andet hold. Han er en stor klippert fra Ålborg med skæg og ligner faktisk Gepetto fra Pinocchio, angående ambulancen. Han havde vist regnet med at det kun var ham der skulle køre i den.

 

Dagen efter demonterede vi nogle højspændingskabler og trak dem ud med ambulancen. Det var regnfuldt og stormede, et rigtig surt vejr, og regnbukserne falder ned da der ingen seler er til, og vi har ingen gummistøvler. Smedens bil brækkede sammen. Jeg var i øvrigt på vægten i base gym, 85,4 kg.

 

Om fredagen var vi igen på vandsøen og trække højspændingskabler ud fra PC3 og ned til vandsøen med ambulancen. Kell fik en flyvetur da tromlen satte sig fast i kabelvognen, og kort efter smuttede han på røven i et vandhul da han ville trække tromlen på plads. Over middag startede vi op på E-plan. MACen kom med 3 nye folk. MAC står for Military Airlift Command og er det militære C-141 fly som jævnligt beflyver basen med folk og materiel.

 

Om lørdagen var vi igen på E-plan hvor vi optalte det materiel vi har modtaget, for at se om der er noget vi mangler. Vi fik samtidig hentet profiljern til det udvendige stativ hvor kabel samleboksene skal sidde, og vi savede dem med det samme ud i de længder de skulle være på. Så var vi nede hos Jørgen Handelsmand og købe gummistøvler, men han havde ikke nok til alle. Jeg lavede aftale med ham om at låne en cykel, men han kom ikke med nogen. Han skulle nok lige stjæle en først. Vi er næsten hver aften i base gym og enten svømme eller spille.

 

Søndag og fridag den 2 august. Efter morgenkaffen i den danske klub, kørte vi om eftermiddagen tur ud til Pied Mountain sammen med smedene. På turen derud skred lastvognen ud med baghjulene, og en anden smed kørte pickuppen fast i sneen, og Jesper kørte ambulancen fast. Vi fik dog alle vognene fri igen ved egen hjælp. Om aftenen var vi i recce centret og se filmen om Thule basen, og Erling fik officielt navnet Gepetto.

 

De næste par uger gik med at demontere, trække nye kabler, opbygge udvendigt stativ og opsætte de nye boxe til de nye transformere med mere. Nogle af os var næsten hver aften ovre i base gymmen og spille eller på anden måde dyrke motion. Jeg begyndte at træne på løbebåndet, idet man kunne få en T-shirt når man havde løbet 100 mil, den 5 august havde jeg nået de 23 mil. Vi havde trukket en masse gamle kabler ud fra den eksisterende installation, så vi tog ned til Jørgen Handelsmand og lavede en aftale med ham om at han skulle aftage det.

 

Den 7 tog jeg op i lufthavnen for at tage imod Anita som skulle ankomme med MACen, men den havde været fyldt op og var fløjet tidligere fra Søndre Strømfjord efterladende 40 personer som der ikke var plads til. Om Søndagen tog vi på tur i ambulancen op til J-site hvor der før i tiden stod 3 store radarer på størrelse med fodboldbaner, men på daværende tidspunkt var der kun en kompakt stor radar. Men her oppe fra havde man et helt fantastisk syn ud over fjorden og ud på de tre glaciere som mødes og kælver deres isbjerge. Det er efter sigende det eneste sted i verden hvor 3 glaciere mødes.

 

Herefter kørte vi ud for enden af rampen der går ud over indlandsisen, og sluttede af i recce centret og spiste i den danske klub. I barakken røg Kim op i en af røgmelderne så alarmen gik i gang og der kom fire udrykningskøretøjer. Brand er noget man tager meget alvorligt på Thule Basen, fordi alt sammen er meget tørt og hurtigt futter af når først der er sat gang i lunten.

 

Den 10 om eftermiddagen kom Anita med MACen og jeg var oppe og tage imod hende inden hun fløj videre med helikopter til Qarnak. Den 13 kom Jørgen Handelsmand med en lille gummivogn hvor vi læssede alt klunset op på, omkring 1500 kg, men da vi havde nået fyraften havde han endnu ikke hentet den, så det skabte lidt pinlige sener da vores formand Viljan så den. Sent på aftenen fik jeg fat i handelsmanden og han hentede den, men skaden var sket.

 

Om lørdagen brækkede vi nogle flere tavler ned hvor der var flere massive kobberskinner som jeg kørte ned til handelsmanden med, der var 130 kg som gav et afkast på 520 kr. Det store læs er endnu ikke afregnet. Om aftenen var vi til firmafrokost i klubben. På menuen var der fiskefilet, tournedou og dessert til en pris på 475$. Om søndagen tog vi på tur til Camp Tutu hvor vi fik en lang næse idet det viste sig at være Rampen.

 

Anita havde ringet for nogle dage siden om jeg ville tage mig af et ægtepar som ville rejse gennem Thule på vej hjem om et par dage. Så Lis og Leif ankom den 17 og skulle rejse videre dagen efter. Det viste sig at vi havde nogle fælles bekendte, blandt andet Hans Hansen, en elektriker jeg havde arbejdet sammen med i Bella Centeret i 1981, vi kaldte ham Bæver Hans da han havde store fortænder, han var søn af tømrermester Johannes Hansen i Holtug. De kendte også Anna som var gift med Freddie der boede henne i Klintevej 13, samt Steen Sømark (Den Røde Murer) og Merete. I en af firmaets biler viste jeg dem rundt i hele Thule og vi endte oppe på kroen (klubben). Her stødte vi ind i to fangere fra Qaanaac, Peter og David. De spurgte om jeg kunne køre dem ned på havnen hvor deres både lå. Pudsigt nok kendte de Anita. De fortalte at de havde været på jagt i 6 uger og var på vej hjem til Qarnak. Da jeg satte dem af nede på havnen tilbød de at sejle os en tur ude på fjorden og ud til isbjergene for 10$ pr. mand hvis vi havde lyst.

 

Dagen efter da vi sidder og spiser middag i dinning hallen, falder mit blik over på et af de andre borde og jeg ser et kendt ansigt jeg ikke har set i mange år. Det var Allan D, Winther, en af de folk jeg havde haft under mig som OP korporal i min FN tjeneste på Cypern. Han havde været der på mit sidste hold 1979-80 og var en meget tørstig fyr. Han lavede de mest underlige ting når han blev beruset. Jeg husker en gang nede i lejren at han en nat havde smadret en af petroleumsvarmerne til ukendelighed. Da jeg spurgte ham om hvorfor han havde gjort det svarede han at den var sprunget op på ryggen af ham og at han derfor havde pacificeret den. Det var over 12 år siden jeg havde set ham, men vi kunne nemt kende hinanden og han svarede straks da han så mig med et Goddag korporal. Jeg lavede mange aftaler med ham den kommende tid om at vi skulle mødes en aften nede i klubben, men han kom aldrig. Han var tumlet rundt af druk inden vi nåede ud på aftenen, så det blev kun til lidt snak når vi tilfældigt mødtes rundt på basen.

Efter arbejdstid var vi som aftalt ude og sejle med Peter og David i fjorden, rundt om Dundas bjerget og mellem isbjergene, en facinerende tur. Bagefter inviterede jeg dem med op i barakkens bar til en forfriskning hvor de næsten dånede over al den sprut vi havde. Det viste sig at de ikke kunne handle i BXen, det er kun de ansatte på basen der kunne det. Derfor foreslog jeg dem at købe det de havde lyst til af os, så kunne vi altid supplere op igen. De købte en del sprut, og jeg forærede Peter en flaske Jim Bean.

 

Søndag den 23 var vi 3 biler der kørte en tur ud til Cape Atholl. Turen derud tog 3 timer, men tilbageturen dog kun 2 timer. Forhørte mig hos handelsmanden om vores kluns, men han har endnu ikke vejet guldet op. Den 27 var arbejdet delvist gået i stå grundet manglende informationer, så vi ryddede op og kørte 70 kg kluns ned til handelsmanden og fik endeligt afregnet. Der havde været 1400 kg kluns og 200 kg rent kobber og det blev til 3550 kr., ved en ”regnefejl” fik vi 800 for lidt. Han var simpelthen en svindler ud over alle grænser den Jørgen Handelsmand.

 

Tirsdag den 1 september var vi ved at være færdigt med arbejdet på E-plan. Om aftenen var vi i klubben og spise for klunsepengene og vi havde inviteret Viljan og Jens. Det kostede 143$ og en bortvisning fra klubben. Spillede lidt for høj musik da jeg var kommet til køjs, og da de andre i barakken ikke kunne banke mig op slukkede de for strømmen så der blev ro. Næste morgen sov jeg over mig så Vilan kom og vækkede mig. Lavede nogle småting færdigt på E-plan og blev sendt ud på Vandsøen og lave 500 mm føringsveje og trække kabler i dem. Det var jeg færdig med om lørdagen. Lørdag aften var firmaet vært ved en middag i klubben – bortvisningen gjaldt åbenbart kun for en aften.

 

Et par dage efter kom der en amerikansk elektriker som skal indkøre de nye transformere med alt det elektroniske, så ham gik jeg til hånde i nogle dage. Onsdag den 9 september var jeg på posthuset og købe billet til Qaanaac. En retur kostede 2200, og jeg skal flyve den 19 kl 9 om morgenen. Den 11 afprøvede vi styrestrømmen på anlægget og det kører som det skal, så arbejdet er stort set afsluttet. Dagen efter om lørdagen havde vi en sammenkomst i barakken hvor amerikaneren John også deltog, menuen var smørrebrød – sandsynligvis oppe fra klubben.

 

Den 14 lavede vi omkobling på højspændingskablerne som gik fint bortset fra at det gamle begyndte at ryge grundet det havde halvleder på ledningerne. Senere mens vi sad i dinning hallen var der udkobling på 6eren grundet overspænding. Dagen efter var der aflevering af E-plan over middag, og det gik som det skulle, der var ingen bemærkninger. Det var samtidig min sidste arbejdsdag på Thule.

 

 

QAANAAC OG HVALJAGT

Onsdag den 16 september var det rejsedag til Qaanaac. Så efter at have indtaget morgenmaden sammen med de andre fik jeg pakket det sidste kørte jeg over på kontoret for at ordne mine rejsepapirer. Her fik jeg af Viljan besked på at aflevere firmaets termokeddeldragt og termoundertøj som vi havde fået udleveret. Det havde jeg ellers tænkt mig at låne med til Qaanaac, men han skulle bruge det i tilfælde af at der opstod behov for det. En underlig udmelding, men det var der ikke noget at gøre ved. Jesper hentede mig kl 9 i barakken og vi kørte bagagen op i hangar 9, hvorefter jeg kørte ham ud på Vandsøen og tog tilbage til hangaren, og vi lettede med helikopteren (Vietnambussen) 1015. Foruden mig var der en kollega til Anita, Kaj, som skulle med. Vi mellemlandede i Muriusak hvor vi tog viceskoleinspektøren Axel ombord, og så landede vi i Qaanaac lige over middag hvor Anita tog imod mig.

 

Hun havde da også brug for en elektriker, for hendes køleskab var defekt, så vi måtte ned i el-shoppen efter en ny termostat og så kørte det igen. Ud over det satte jeg diverse lamper op for hende. Om aftenen kom David som jeg havde mødt i Thule og spiste med. Anita er kvart grønlænder, og efter hendes eget udsagn var hendes mormor datter af Peter Freuden som sammen med Knud Rasmussen havde koloniseret Grønland. Dagen efter havde hendes skole motionsdag og jeg var med ude og se på skoleløbet der foregik på den 3 km lange landingsbane der er i tilknytning til bygden. Bag efter fik vi cacao og boller. I Thule havde jeg lovet David og Peter at tage lidt sprut med når jeg kom, så jeg havde taget 2 flasker rom med. Om aftenen kom David og Mikkeli og vi delte den ene flaske rom i teen og derefter var vi til dansemik i forsamlingshuset. Da vi gik hjem var der en mand der fulgte med tilbage. Om det var David eller en anden ved jeg ikke men vores hus var næsten belejret indtil jeg udleverede den anden flaske rom til David, så klokken blev halv syv næste morgen før de sidste gik hjem.

Lørdag kom kummuneingeniøren Henrik og inviterede os til fødselsdags middag om aftenen. Der havde vi en hyggelig aften og vi gik først hjem ved halv tolv tiden. Der boede den gang ca. 650 indbyggere i Qaanaac. Sprut var rationeret og jeg fik et rationeringskort i forhold til de dage jeg skulle være der. Et point pr dag, og et point talte en øl, flere til en flaske vin og så videre.

 

Søndag var vi på Hotellet og spise en flæskesteg som smagte vidunderligt, jeg kunne dog godt have spist en portion mere. Mandag aften gik vi en tur op på fjeldet og langs med elven. De næste par dage gik med at udforske byen og om aftenen gå på besøg og spisning hos hinanden. Drikkevandet heroppe henter man i isklumper som så smelter, og så har man frisk vand.

 

David og Peter havde talt om at tage mig med på en hvalfangst, men det blev ikke rigtig til noget. Derfor talte Anita med sin fætter –jeg tror alle er fætre og kusiner med hinanden- Marmarut om vi kunne få lov at tage med ham en dag. Og lørdag den 26 tog vi med Marmarut på fangst i fjorden. Båden var en 20 fods jolle af askelade typen med en stor påhængsmotor. Hans riffel var en kaliber 243 som skyder et lille projektil med en stor krudtladning. Godt inde i fjorden ved lejrskolen mødte vi Peter med en kollega i færd med at ordne/slagte 7 hvidhvaler de havde skudt og fanget. På hjemvejen skød Marmarut en hvidhval, stående med en hånd, den anden styrede båden –jeg så ikke hvad han skød efter, menefter at have skudt sejlede han hen hvor nedslaget havde været, og efter nogle få sekunder kom der en hval op til overfladen, død, ramt lige mellem øjnene. Han trak en linie gennem hovedet på den og vi slæbte den et stykke vej inden han udså sig et egnet sted til at trække den på land. Det gjorde han og jeg ved hjælp af de små dønninger der var i fjorden. Så startede han med at skære nogle stykker matak (huden) af hvalen, som han delte ud til Anita og mig og tog også selv et stykke. Matakken spiser grønlænderne som lakrids med stor fryd. Det var her fra de i tidlige tider fik deres C-vitaminer. Da jeg havde spist det spurgte han om jeg ville have et stykke mere, men jeg takkede pænt nej. Det kunne spises, men det smagte ikke af noget særligt.

Derefter gik han i gang med at flænse hvalen, og alt blev smidt op i båden indtil der kun var skelettet tilbage, hvorefter vi sejlede hjem. Havnen eller slæbestedet var fyldt med mennesker da vi kom tilbage, for at få deres del af fangsten. Vi var sejlet ud klokken 15 og var tilbage klokken 20. Vi fik selv en balje hvalkød med hjem.

Næste dag parterede Anita hvalkødet, jeg klampede nogle brædder sammen og satte det op udvendigt på gavlen og hængte tynde strimler kød op for at det kunne tørre. Om aftenen lavede Anita hvalbøffer med kartofler, bløde løg og brun sovs. Hvor var det godt, det var jo en gudespise.

 

Så var det igen rejsedag, det var mandag den 28. Stod tidligt op, fik et bad og var nede og indveje bagage og fik at vide at jeg først skulle med nr 2 helikopter der skulle flyve ved 16 tiden. Så jeg var lige rundt og sige farvel til nogle af dem jeg havde lært at kende.

Der var blevet meldt hvaler i sigte så alle fangerne ilede ned til deres både, blandt andet så jeg Marmarut på vej der ned og at han havde problemer med at starte motoren. Klokken 17 lettede vi fra Qaanaac og på vejen til Thule fløj piloten sightseing over nogle gletschere hvor vi kunne kigge langt ned i dybet. Tak skæbne hvis man faldt ned i sådan en. Han tog også en tur over Dundas bjerget. Ankommet til Thule forhørte jeg mig om nogle ting jeg havde bestilt var kommet, blandt andet en kikkert, men det var de ikke, så jeg lavede en fuldmagt og en giro på 900 til en af de andre som så måtte modtage tingene når de kom.

 

Næste morgen var det hjemrejsedag fra Thule. Der var indvejning allerede ved 6 tiden, så derefter morgenmad og ventetid det meste af dagen indtil vi lettede klokken 16 dansk tid og landede i Kastrup 2135, hvor Jens og Margit hentede mig. På vejen hjem hentede vi min bil i Vadet hos Ingolf, og vel hjemme i Rødvig delte Hans og jeg en flaske god Rioja rødvin. Hundene virkede meget glade for at se mig.

 

 

HVERDAG – IGEN

 

 

Ja som nævnt, hverdag igen. Det var sidste dag i september så i morgen går den store jagt ind og jeg ville gerne på havjagt den 1 oktober. Min båd lå på land, så hvis det skulle lykkes var der meget der skulle nås i dag. Jeg var nødt til først at køre til arbejdsformidlingen i Køge for at melde mig ledig – jeg skulle jo have noget at leve af. Derefter hjem og klargøre jollen, olieskift på motoren og smurte den med bundmaling. Vognmanden Svend Åge havde sprunget en olietryksslange så han kunne ikke sætte den i vandet, så i stedet for kom Claus Larsen fra Arnøje, og for 400 kr. var den flydende i havnen. Sidst på dagen mødte jeg Søren og var med ham hjemme og hilse på Anders som jeg ikke havde set siden jeg rejste hjem fra Martinique. Resten af aftenen havde jeg travlt med at klargøre våben og udstyr til morgendagens havjagt.

 

Næste morgen stak jeg ud af havnehullet i Rødvig ved 6 tiden, og jeg havde begge mine hunde, Søs og Tim med. Vi rundede Mandehoved og gik langt ud over søen tilbage og langt ned mod Lund og var tilbage i havnen klokken 15. Dagens udbytte havde været 21 edderfugle, 1 gås og en måge. På havnen købte jeg 42 skrubber af fisker Ole, og tog hjem ag slagtede ænder til om aftenen som jeg straks gik i gang med at tilberede. Ruth og Ingolf kom og hentede 2 ænder og 10 skrubber. Om aftenen kom Jens og Margit og spiste med, og på menuen var som nævnt edderfugle med brun sovs og kartofler. Som nævnt bor jeg nu i den tidligere garage. Jeg havde nået at lave et toilet inden jeg tog til Thule, men jeg skulle stadig bade og lave varm mad ovre i 7eren. Men den første uge i oktober fik jeg gravet afløb fra værkstedet og sat en håndvask op så jeg kunne børste tænder med mere for mig selv. Afløbsrørene ude i jorden blev lagt i sand fra stranden som jeg selv hentede omme ved sandmandsvej. Nogen gange sad jeg fast på stranden når der var stort læs på traileren, men ved hjælp af spillet der sad på bilen var det ingen sag at komme fri.

 

Mandag den 12 startede jeg igen for SEMCO. Det er på en plads i Stenlille for DONG hvor der skal være et stort underjordisk lager af naturgas. Her gik jeg sammen med Anders Lorentsen og Jesper og senere med nogle andre indtil februar 1993. Om aftenen den 13 var jeg til fødselsdag med min far i Højerup hvor noget af den øvrige familie også var til stede. Den 20 opsatte jeg håndvask i toiletkernen i garagen, det vil gøre livet lidt nemmere. Jeg fik dog først anskaffet et toilet og installeret det den 26 oktober.

 

Den 24 oktober var jeg med på fællesjagt hvor vi startede på hos Jørgen i Himlingøje. Der var i øvrigt kommet en kvinde i huset. Det var en tradition vi havde startet først i 80erne. Vi havde hver især et lille stykke jord at gå jagt på, men ved at vi slog alle stykkerne sammen kunne vi få en hel jagtdag og noget hygge ud af det samtidig. Efter jagten skiftedes vi til at holde en frokost. Frokosten skulle denne dag holdes hos mig, så det blev en platte fra Rødvig slagteren til 75 kr stykket.

 

På vej til arbejdet i Stenlille fredag den 30 var der en motorcykel der var blevet påkørt i krydset på omfartsvejen mellem Skovvejen og Vesterbro. En sortfarvet Sierra der havde påkørt den stod foran motorcyklen som lå midt ude på vejen uden afmærkning af nogen art, så jeg stillede bilen foran og satte katastrofeblinket i gang. Motorcykelisten havde brækket vristen på det ene ben og lå ude i rabatten. Om aftenen holdt jeg jagtfrokost på edderefugle og vi var en halv snes stykker.

 

På vej hjem fra arbejde den 4 november var jeg ude og se på ny hund i Ørslev, og det blev til at jeg anskaffede mig Scot I. En ruhårshvalp der var født den 2 september for 3000 kr. Dagen efter modtog jeg min kikkert fra Thule. En uges tid efter at jeg havde hentet ham var han endnu ikke blevet stueren, og han rendte rundt om natten og vækkede mig hvert andet øjeblik.

 

På Pilebæk i Lund og se på el-arbejde, det er nogen fra København der har købt den gamle gård uden jord til. Den vil de restaurere over årene. Det blev til et langvarigt arbejde og jeg kommer der stadig ind imellem, senest for 3 uger siden her i november 2016. Gennem årene har de istandsat mange af udbygningerne som de så lejer ud, og jeg har lavet alt det elektriske gennem tiderne.

 

Juleaften holdt jeg i garagen, jeg tilberedte en dyresteg i ovnen i 7eren, men det var ikke særlig godt. Ved midnat kom Hans og Ditte hjem og vi lavede gløgg. Senere dukkede der 4 mere op så jeg kom først til køjs ved halv 3 tiden. Anden juledag var jeg til frokost hos mine forældre i Højerup. Søndag den 27 kørte jeg ud til Højeruplund for at gå en tur med hundene, og jeg stiller bilen ved det levende hegn oppe ved rensningsanlægget og lukker hundene ud og de får lov til at løbe frit omkring. Da jeg har lukket og låst bilen og kommer fri at bevoksningen står de to sorte hunde Tim og Søs henne ved klintkanten, men jeg kan ikke se Scot. Så jeg styrtede hen til kanten og ser at hen ligger livløs men som om han kigger op på mig 20 meter nede. Så jeg løber hen og ned af trappen for at komme om til ham, men da jeg når op til ham er han død. Overvældet af sorg og skyldfølelse bærer jeg ham op af trappen og kører hjem. For at komme videre ringer jeg til hvalpecentralen som henviser mig til en hvalp hos en i Ferslev ved Skibby. Så der kører jeg op samme dag og køber Scot II hos Mogens Bang, også for 3000 kr.  Om aftenen holder vi julefrokost for dem der bor i huset samt med Palle og Stine og Jørgen og Mette.

 

Allerede den 29 havde Scot fundet ud af at gå ud og ind af lemmen og han har ligeledes besørget udenfor – det var flot. Om torsdagen, nytårsaftensdag, begravede jeg Scot I, oppe på bjerget indhyllet i min gamle faldskærmsdragt og jeg satte et lille stolpe med et messingskilt med indskriften ”Scot, tysk ruhår. Om eftermiddagen skød vi lerduer på Broveshøj ved Højerup. Nytårsaften forløb stille og roligt, jeg tilberedte nogle fasaner og Jens og Margit kom og spiste med. Der blev affyret nogle raketter. Klokken halv 2 var der faldet ro over byen.

 

Det havde været et begivenhedsrigt år som nu rindede ud.