Militarybadgecollection.com

2020 Rejsebeskrivelse New Zealand

Mandag den 9/3 afrejsedag til en fem ugers ferie til New Zealand og Australien. Kørte til Store Heddinge og fik nogle gode sæt badminton fra 8-10. Efter aftale med Janne mødtes vi på Plushøj 12 for at se på et dødsbo hvor der var en del bøger og andre effekter som havde militær relation. Blev enig med hende om at hun pakker sagerne ned i kasser og Jens henter dem og sætter dem ind på værkstedsbordet.

Ryddede huset af og aflåste alle døre og blev hentet af Bjarne og Vibeke og vi blev kørt til lufthavnen hvor vi mødtes med de øvrige kl. 16. Der blev ikke krammet eller givet hånd grundet den verserende Wuhan-virus. Efter at have fået T-shirts og boarding card gik vi op i Bjarnes lounge hvor vi sad indtil 1845. På vej ud gennem terminalen blev vores navne kaldt op og vi skyndte os om bord.

En halvanden times tid senere landede vi i Frankfurt hvor vi var godt en times tid inden vi gik om bord i en stor Airbus 380 til Singapore. Hverken i flyet fra København eller Airbusen havde mere end to tredjedele passagerer med, så vi havde god plads. Tretten timer tog turen til Singapore, og her ventede vi ca. 90 minutter hvor jeg kunne nå at købe en Monkey Shoulder whisky inden vi gik om bord. På vej gennem terminalen blev vi scannet for Wuhan-virus. Turen til New Zealand tog lidt over 9 timer som blev en drøj tur grundet at flyet var fyldt op. Landede i Auckland ved 9 tiden og det tog noget tid før vi kom gennem told og andre myndigheder. Kommet vel igennem mødtes jeg med Dean Harrap som jeg sludrede med i 5 minutter og gav ham de ilanddrevne stumper fra Halifax flyet og han gav mig nogle papirer med et foto af Horace.

Herefter steg selskabet ind i en bus og kørte ca. 300 km sydpå til vores hotel i Rotorua hvor vi blev indlogeret. Efter at have pakket ud på værelset og fået et bad måtte jeg ud i byen og finde en adapter til el-udstyret da de både her i NZ og Australien kører med ukurante stik i forhold til både Europa og USA. Så jeg måtte helt ned bagerst i byen og jeg nåede kun lige tilbage til hotellet inden gruppen samlet skulle på tour ned gennem gaderne hvor vi sluttede af med et fællesarrangement på en restaurant hvor der blev serveret en stor kraftig og god steak med to genstande efter eget valg til plus dessert. Efter det blev jeg lidt ør og træt og gik hjem på værelset klokken 20 og efter et øjeblik faldt i søvn og sov til hen ad tre tiden.

Onsdag den 12 marts.

Gik ned til morgenmaden ved sekstiden og var den første fra selskabet. Efter en halv times tid begyndte de andre langsomt at dukke op. Steen Mikkelsen kom hen til bordet og sagde tillykke og om han skulle sige det højt så alle de andre også kunne høre det. Jeg kiggede uforstående på ham og sagde hvad mener du, ja tillykke med fødselsdagen, har du ikke fødselsdag. Det var på den måde jeg fandt ud af at jeg havde fødselsdag.

Efter morgenmaden gik vi nogle stykker ned i byen på turistkontoret og jeg gik over på biblioteket og fik udskrevet turprogrammet da jeg havde opdaget at jeg havde glemt min rejsebog i flyet i Auckland. Derefter gik vi ned i et supermarked og handlede lidt proviant ind, jeg købte en 6-pak dåse øl som fødselsdagsbajer som vi nød uden for butikken, Bjarne købte igen cola og basser. Derefter gik vi ud af byen til Red Wood skoven ca. 4,5 km hvor vi mødte Erik og Mette og nogle andre. Her købte vi en vandretur i hængebroer som er hængt op mellem red Wood træerne, måske et par hundrede meter eller lidt mere. Efter en kop kaffe gik turen hjemover inklusive et indkøb i en Labour store af en flaske NZ whisky og endnu et supermarked efter proviant så vi var hjemme ved 1630 tiden og havde gået 12,3 km.

Til aften gik vi ned i Eta Street og spiste på en italiensk restaurant, jeg delte en pizza med Anne-Lise og bagefter gik vi op gennem byens Nighat Market der fortrinsvis bestod af mad boder. Derefter hjem i hvile.

13 marts fredag.

Stod op kl. Seks og gik ned og skaffede og gik tilbage på værelset og arbejdede med rettelser i Bind 2. Mødtes i foyeren med de andre ved otte tiden, de fleste ville ud og se en maori landsby hvor der er nogle performances etc., men de skulle gå der ud, ca. 4,5 km og tilbage. Jeg og Steen valgte at gå ned og tage bussen nede fra turist bearuet men en misforståelse dernede bevirkede at vi valgte at gå rundt i byen. Så vi gik op og shoppede i de to store supermarkeder hvor jeg fandt en elektrisk tandbørste magen til min egen og købte den da jeg har glemt laderen, så kan de supplere hinanden. Drev rundt i byen og drak den 6 pak som Steen havde købt på forskellige steder i byen hvor der var sol, så jeg blev godt gennemstegt.

Klokken fire gik vi ned til stedet hvor der var en lille velkomstceremoni og fik vores startkort og en opvisning af en maori gruppe samt lidt frugt og grønt med kaffe og juice. Derefter blev båndet til start klippet over af Erik og vi fulgte efter formanden ned gennem byen, men nede ved Eat Street hoppede jeg fra og gik hjem på hotellet for at slappe af og få pakket til turen i morgen. Har været lidt træt/sløj her sidst på dagen som nok skyldes for megen sol.

14. marts lørdag.

Morgenmad kl. Seks. SMS hjemmefra som fortalte at udenrigsministeriet havde anbefalet alle danskere om at komme hjem. Med taxi fra hotellet 0815 ud til startsted hvor vi kom af sted kl. 0900. En god rute i skov med New Zealands natur og meget mere. Fra en rasteplads blev vi dirigeret ind på forkert rute så vi kom til at gå 24 km og kom i mål kl. 14. Efter en times eller mere var vi fire som tog en taxi tilbage til hotellet og efter et bad delte jeg et par øl med Anne-Lise og Britta på mit værelse. Klokken 19 var der krisemøde i spisesalen. Erik og Mette fremlagde situationen om at de ville fortsætte turen som planlagt. De som måtte være i tvivl om hjemrejse må selv kontakte deres forsikringsselskab og indhente information hvad de skal gøre.

15. marts søndag.

Samme procedure som om lørdagen. Ruten blev på ca. 19 km og gik gennem byen og de områder hvor der kommer svovl op af jorden, et enkelt sted stod flammerne op af jorden og flere andre steder buldrede det højlydt lige under overfladen. Gik sammen med Anne Mikkelsen og vi var i mål kl. 13. Da alle var kommet i mål 1430 var der closing ceremoni og en del danskere fik deres Awards. Taxi hjem til hotellet til et tiltrængt bad.

Det var min anden sidste landebar så der nu kun mangler Australien som jeg forhåbentlig får om 3 uger hvis vi ellers bliver lukket ind grundet CORVID 19.

Til aften gik jeg og Bjarne sammen med Britta og Anne-Lise ned i Eat Street og spiste en steak mage til den vi fik den første aften.

16. marts mandag.

Med bus fra Ibis hotel i Rotorua til Scenic Hotel i Napier, en strækning på ca. 300 km. På vejen holdt vi ind nogle steder, mudderboblepøl hvor der er termiske bobler, et vandfald ned gennem en flod hvor der var en rivende strøm og byen Taupu hvor der var kaffepause og jeg købte en bog om SAS. Scenic Hotel ligger med udsigt ud over Stillehavet.

Gik med pigerne ud og handlede ind til aftensmad og det blev til varme kyllinger, rødvin og flutes fra Pakn Save.

Der er kommet en meddelelse fra NZ regering om at alle udlændinge skal gå i frivillig 14 dages karantæne, så nu bliver det ”sjovt” om vi får lov til at fortsætte turen. Der lå en avis ved indgangen til spiserummet og her tolkede jeg loven på den måde at det er dem som er kommet ind i NZ efter at loven er lavet der skal gå i isolation. Troede vi på det tidspunkt.

17. marts tirsdag

Kørte videre med samme bus fra Scentic hotel klokken otte og efter halvanden times kørsel nåede vi til Dannevirke hvor vi holdt ind og tog en pause. Dannevirke er grundlagt af skandinaver i 1880erne. Vi kørte mest gennem et bjergrigt område hvor der gik både får og køer. Ruten fulgte Hawkes Bay og førte os til nogle af NZ rigeste landbrugs områder, der ligger omkring Manawatu regionen. Vi passerede langs Manawatu kløften til Wairarapa regionen. Området lidt sydligt for Greytown kan prale af den største koncentration af historiske træbygninger i NZ. Derfra fortsatte vi til Martinborough, der er kendt for alle deres vinmarker. Vi fortsatte over Rimutaka bjergkæden, inden vi nåede frem tol den storslåede naturhavn, som hovedstaden Wellington ligger ved. Klokken 15 ankom vi til National Museet i Wellington hvor der var guidet rundtur. Et udmærket museum hvor der var lidt af det hele og efter halvanden times rundvisning blev vi kørt over til hotellet som lå mindre end 600 meter derfra. På museet købte jeg en bog om NZ historie. Ankommet til hotellet fik vi hurtigt vores nøgler til værelset. Efter indkvarteringen og udpakning af kuffert m. m. gik jeg over i nærliggende supermarked og købte en lun mikset ret for 7 dollar og sluttede dagen af med at dele en flaske rødvin sammen med Bjarne og pigerne.

18. marts onsdag.

Fra hotellet med vores bus klokken syv. Med færge til Picton og derfra videre med toget Coastal Pacificic. Færgeturen er på 92 km og bliver beskrevet som en af de smukkeste færgeruter i verden. Toget fører os på en af verdens naturskønneste togrejse gennem 22 tunneller og krydser 175 broer med Kalkoura bjergkæden på den ene side af toget og den forrevne stillehavskystlinie på den anden. Turen går også gennem nogle af New Zealands bedst dyrkede jordområder og der er mulighed for at se et fantastisk dyreliv langs kysten fra den komfortable togvogn. På en strækning med mange store sten ved kysten lå der flere hundrede sæler og solede sig. Mine medpassagerer tømte togets kantine for spiritus så det næsten var helt pinligt. Ankom til Christchurch 2015 og blev i bus kørt til vores hotel The Tudors og spiste aftensmad fra 2115. Hotellet er bestående af mange bygninger som er bygget i Englands 1500 tals Tudors stil og fra en stor sten i gården stak King Arthurs sværd Excalibur op.

19. marts torsdag

Christchurch til Mt. Cook national park. Afgang klokken 0900. En lang tur med et par korte ophold for rest og sightseeing på en lille kirke. Ankom til vores hotel  Herimitage 1430 ved Mount Cook Village. På vejen havde vi passeret Canterbury sletterne og byen Geraldine, den maleriske sø Tekapo hvorfra man kunne se Aoraki Mt Cook som er NZ højeste bjerg. Fra hotellet blev vi i en anden bus kørt ud til en parkeringsplads hvorfra vi gik ca. To km ud til et bådsted ved en gletsjer sø. I tre både påhægter en stor påhængsmotor blev vi guidet rundt i søen og indtil 500 meter fra gletsjeren og grundet de stærke vindstød der kom ind imellem røg der somme tider en vandsjasker ind i båden. Smagte også lige på en 500 år gammel is fra et isbjerg. Tilbage til hotellet hvor der var lækker buffet.

Under buffeten fik vi besluttet hvordan og hvornår vi skal hjem. Vi kunne ikke om booke vores billetter så vi måtte købe nye til 4200 med the Emirates der går over Sydney (teknisk landing) Dubai og København med landing 1330 den 29. Marts. Nogle var lidt hurtige og fik hamstret alle billetterne til den 27 så vi er ti som må blive en dag længere til den 28.

20. marts fredag.

Turen i dag bliver forskydning fra Mt Cook til Dunedin. På vejen passerer vi Twizel, et af stederne fra The Lord of the Rings filmene. Derefter skal vi køre igennem Oamarama og Waitakeldalen til byen Oamarama der er kendt for sine hvide stenbygninger som er bygget med lokale Oamaru sten. Derefter sydpå langs kysten til Moeraki og Moeraki Boulders som er nogle unikke sten formationer. Når vi ankommer til Dunedin kan man se byens edwardianske og skotske arv tydeligt omkring byens centrum – The Octagon.

Vi forlod vores hotel klokken ni og kørte med bus mod Dunedin og efter halvanden times kørsel holdt vi pause på en rasteplads. Her blev vores chauffør ringet op og han trak vores guide til side og man kunne med det samme fornemme at lort var ved at ramme os.

Så nu er vi i isolation på vores hotel i Dunedin på Sydøen. På vej derned var vores chauffør – som også skal i isolation – meget large over for os, så han holdt ind flere steder, blandt andet i et supermarked så vi kunne shoppe og handle da vi på hotellet kun får morgen og aftensmad. Der blev også tid for et par af os at gå ind på det lokale whiskey destilleri hvor jeg naturligvis købte en lokal flaske som var lidt dyr. Byen var Oamaru. Vi har alle booket nye billetter hjem med to forskellige fly som flyver over Sydney – det er en teknisk landing – derefter Dubai og så København med landing for mit vedkommende den 29 søndag vistnok over middag.

Vores isolation er en let form da de her på stedet ser meget frit på det, så vi har fået lov til i små grupper at gå ned i byen og handle, bare vi holder afstand til de lokale. Indtil videre skal den vare til tirsdag morgen hvor vi igen er fri og vores tur fortsætter indtil lørdag hvor vi vil ankomme til Christchurch og hvor to tredjedele rejser hjem. Vi er ti som bliver tilbage til om søndagen hvor vi også flyver. Så må vi håbe at vi får lov at mellemlande i Sydney.

Heldigvis er det et fint sted vi er nu og internettet virker også godt.

Aftensmaden blev serveret klokken 19 og var for første gang med rigtige kogte kartofler med skral på, gode kogte grønsager og en kødret simret i en brun sovs m. m., en virkelig delikatesse. Resten af aftenen var til ”hygge” på værelserne hvor mange nok talte om den situation vi nu er havnet i.

Lørdag d. 21. Marts.

Stod op som fange på et hotel som ligner en tidligere ældrebolig som er lavet om til hotel, men der er gode forhold og et af de bedste steder vi indtil nu har beboet. Morgenmaden kunne vi indtage klokken ni, sent i forhold til hvad jeg plejer. Lavede en del arbejde på computeren, blandt andet lavede jeg korrektur på bogen færdig og sendte det hjem til Martin.

Vi må godt gå ud og handle, men ikke mere, så jeg gik ned i den lokale sprutforretning og købte en 6 pk øl og en flaske Jack Daniels Honey whiskey. Frokosten blev indtaget af de varer jeg købte i går i Oamaru. Der kom en melding hjemmefra om at Australien har lukket for transit alle steder fra og det ser nu ikke særlig godt ud for vores hjemtur i næste weekend, faktisk er jeg bange for at vi kommer i klemme af tåbelige politiske beslutninger og strander her i New Zealand. Vi får se.

Søndag og mandag den 22 og 23 marts.

Vi er stadig på the Herimitage hotel. Vi har gode forhold får god morgenmad og aftensmad, frokosten må vi selv sørge for i form af indkøbt mad og drikke fra et supermarked da vi stadig må gå ud og handle.

Men i de sidste par dage er skruerne bare blevet strammet mere og mere, politikerne træffer bare beslutninger den ene efter den anden uden at tænke sig om hvad det indebærer for de mennesker som er strandet et eller andet sted i udlandet. De kunne godt lade flyselskaberne flyve og bringe turister til deres respektive hjemlande uden bare at lukke lufthavnene. Det havde jo været fornuftigt af den australske regering at lade fly komme i transit så de kunne komme hjem, ved flytankning kunne passagerne bare være ført ud et sted i den åbne lufthavn i et overdækket telt hvor de kunne vente til flyet var klar til take of, på den måde ville ingen kunne bringe smitte til nogen i lufthavnen. Det er simpelthen arrogant og tankeløst over for folk som har spinket og sparret penge op til deres måske livs rejse. Igen akademikere der træffer beslutninger uden at tænke over følgerne.

Så vores situation er nu at vi i morgen skal forlade hotellet. Vi kan ikke fortsætte vores tur da NZ har lukket alt ned og alle skal blive inden døre. Nede i supermarkedet er der lige nu meter lange køer hvor folk står ude i silende regn for at komme ind og hamstre. Butikken lukker otte personer ind ad gangen. Lige P.T. aner vi ikke hvad der kommer til at ske i morgen eller hvor vi skal være, det er rene kaos tilstande.

Glemte helt at fortælle at vores flyafgange også er blevet aflyst, så vi har ingen mulighed for at komme herfra overhovedet.  Vi har fra ambassadører og udenrigsministeriet erfaret at der ikke kommer til at ske noget positivt for vores vedkommende på denne side af 1. April eller endda mere.

Tirsdag den 24 marts.

Sidste dag i Dunedin med morgenmad 0700 og afgang med bus kl. Ni med kurs mod the Tudors i Christchurch. På vejen var de fleste inde på en cafe for frokost og kaffe hvor de var nødt til at udfylde en formular på hvem de var samt tlf.nr. og email. Hvad det skal bruges til vides ikke. Vi holdt også ind ved et supermarked hvor folk kunne købe hvad de ville. Inden vi nåede frem ville chaufføren vise os nogle seværdigheder fra jordskælvet tilbage i 2010-11, derefter blev vi sat af i Tudors og vi tog afsked med Graham som han hed.

På Tudors tog det en evig tid inden vi fik vores nøgler og nye rettigheder. I starten måtte vi ikke længere mødes indbyrdes, men da vi jo nu har været sammen i over 14 dage blev den bestemmelse sløjfet, så nu må vi besøge hinanden på værelserne, gå alene ud i byen og handle, vi må ikke tale med nogen fremmede, overtrædelse medfører bøde på 20.000 NZ dollar som svarer til ca. 85.000 kroner. Fremover får vi vores mad serveret ved døren morgen og aften, frokost skal vi selv sørge for. Det viste sig til at vi om aftenen 1930 fik serveret aftensmad inkl. Morgenmad i en papæske.

Henvendelser til udenrigsministerium og SOS er svaret at vi skal væbne os med tålmodighed de har PT ingen fly til rådighed og de vil sørge for ringere stillet end os først.

Onsdag den 25 marts.

Rytmen er nu, op kl.7, toilette, kaffe, morgenmad, læsning, relaxing, kaffe, læse, et nap, besøge nogle af de andre osv. Inden det så er middag og det hele starter forfra.

Klokken 15 havde vi krisemøde på plænen. Erik og Mette har gjort det godt i alle ulykkerne. De har skaffet et lejlighedskompleks midt i byen ved siden af Domkirken som blev ramt af jordskælvet i 2010 og som stadig ligger i ruiner. Her bliver vi firdelt i 9 lejligheder og jeg skal bo sammen med Annalise og Britta. Vi kan bo der et helt år og skal selv sørge for alt fra rengøring til madlavning.

Tudors som vi bor på nu lukker totalt ned fredag den 27 marts klokken 12. Selv om humøret stadig er godt hos de fleste er der mange tåbelige kommentarer og spørgsmål som ingen kan svare på. Bare alle ville høre efter og så holde kæft.

Gik ud for at handle sammen med Linda, først ned i the liqouer store da den lukker for good i aften, og her købte jeg en flaske Canadian Club spiced og en flaske Suntory. Derefter en kilometer den anden vej og handlede lidt ind i et supermarked. Tilbage på hotellet hjalp Niels og Jytte med at søge Refund for vores billetter på the Emirates. Så må vi se hvor meget vi får tilbage.

Torsdag den 26 marts.

Til morgenappellen (krisemøde) var der opstået en helt ny situation. Flere af vores medrejsende har fået biletter hjem, nogen den 28 og flere den 30 marts med flyselskabet Qatar. Dem der har fået til den 28 er forsikret i Almindelig Brand (Margrethe) og hun havde fået Erling med. Dem som var i Tryg gruppen havde fået en samlet gruppebillet og enkelte andre havde også fået. Stor forbløffelse for mig og Britta og Annalise.

Så jeg vendte tilbage til værelset og ringede til SOS Danmark og klagede min nød. Sagsbehandleren Lise lovede at undersøge sagen og om muligt skaffe billetter og ringe til mig når de åbnede i Danmark.

Så klokken 22 lokal tid ringede hun og beklagede at der var lukket ned for flere bookinger og at der ikke var flere pladser tilbage og at jeg selv skulle prøve at finde en afgang og bare købe billetten da der var dækning for det. Jeg gik over til pigerne og fremlagde denne udmelding, de var i gang med at ringe til SOS og talte faktisk med Lise da jeg kom og brød ind i samtalen med at jeg lige havde talt med hende. Pigerne er forsikret i Topdanmark og jeg i Almindelig Brand. Pigerne fik samme besked.

Omgående ringede jeg hjem til Mikael og bad ham om at finde en hjemrejse fra Christchurch, hvilket han gjorde mens vi talte sammen i løbet af fem minutter. Jeg fik bookingnumrene og ringede igen til Lise og bad hende om at booke nogle pladser til os tre på flyet, men hun bad os om selv at gøre det og bare købe da vi jo havde dækning, men jeg insisterede på at hun skulle gøre det da vi ikke ville købe flere billetter hvis de også blev aflyst ville vi måske ende med ikke at have mere dækning på vores kreditkort. Det fik hende til at ombestemme sig og sagde hun ville undersøge sagen og ringe tilbage når hun vidste mere.

En times tid senere ringede hun tilbage med besked om at jeg godt kunne begynde at pakke kufferten ”du skal rejse hjem i morgen klokken 12”. Hold da op et sus det gav. Hun skulle dog lige booke de sidste billetter samt have bekræftelse på at det var ok. En anden dame arbejdede med at skaffe pigerne billetter, og der var ingen tvivl om at de arbejdede tæt sammen på opgaven. Klokken var blevet midnat og vi blev enige om at gå til køjs og håbe at billetterne kom i løbet af natten.

Fredag den 27 marts.

Da jeg stod op klokken seks var alle bookingerne kommet. Jeg skal med fra Christchurch til Auckland klokken 12 og fra Auckland mod Doha 1615 og når jeg kommer dertil skal jeg vente i syv timer og så flyve mod København 0750 hvor jeg lander den 28 marts 1220.

Lige nu sidder jeg i et Qatar Airbus fly på business class med internetadgang, servering og alt hvad der hører med samt selvfølgelig det allerbedste, nemlig god plads og man kan i øvrigt køre sæderne elektrisk ned så det bliver til en ligestrakt seng. Så der er ikke et øje tørt. Til aften fik jeg en femretters menu der fik maven til at slå ud.

Alle de andre undtagen Lieven skal i løbet af dagen forlægge til Auckland, de måtte om booke deres billetter idet New Zealands luftrum lukker totalt ned i nat. Nogle enkelte skal så rejse hjem i morgen og en større gruppe den 30. Sidste gruppe skulle efter planen rejse hjem den 8. April. Lieven som er belgier bliver evakueret i morgen med det første belgisk/tyske fly. Så der burde være styr på det hele.

Sidder lige nu i Doha efter en meget behagelig flyvetur på 17 timer. Havde en ”kupé” for mig selv og kunne elektrisk lægge sædet ned så det blev til en seng og fik derfor hvilet mig godt. Flyver videre om 8 timer København. Der er en meget underlig stemning i lufthavnene, I flyet fra Christchurch til Auckland blev jeg behandlet som en spedalsk idet jeg har lidt hoste efter for meget kold aircondition og da jeg lige havde sat mig til rette i flyet fik jeg noget kriller i halsen og fik nogle hosteanfald så folk flygtede fra sæderne i nærheden af mig og en stewardesse kom og spurgte om jeg ikke havde maske jeg kunne anlægge, men det havde jeg jo ikke. Heldigvis skete der ikke mere, men jeg frygtede det værste, men på resten af turen til Auckland blev der sendt urolige og ængstelige blikke imod mig. Heldigvis varede flyveturen kun 80 minutter så jeg kunne komme ud af den pinlige situation.

Efter landingen der var indenrigs skulle man gå en lille kilometer for at komme over i udenrigsterminalen. Det er kun Qatar Airways som flyver fra New Zealand lige PT, så der var lange køer ved indtjekningen men heldigvis var der ingen kø ved business skranken så der kom jeg hurtigt igennem. Der var en helt underlig stemning blandt folk som jeg aldrig før har oplevet og da jeg nærmede mig en lufthavnsbetjent for at spørge ham om noget hoppede han et skridt til siden og hævede hånden til at jeg skulle holde afstand til ham.

Efter at være kommet igennem security chekket gik jeg op i terminalen inden vi kunne begynde at boarde, alle butiksarkaderne var lukket, totalt stængt. Heldigvis skulle jeg kun vente et par timer inden flyet lukkede folk om bord på en stor Airbus. Flyveturen til Doha var rolig og behagelig og da jeg havde en vindues kupé fik jeg studeret Australien under mig. Landet ser ud til at bestå af meget ørken og et kuperet landskab. Måske kommer jeg nu aldrig til Australien, det er faktisk anden gang jeg har været på vej til landet hvor der er kommet noget i vejen og har forhindret det. Første gang var i 1992 hvor jeg og tre andre krydsede Atlanten i en sejlbåd. Den gang var det planen at når vi var kommet til karibien skulle vi sejle gennem Panamakanalen, derefter Stillehavet og ende i Australien. Men det var store planer vi havde lagt, og de blev ikke fuldført, vi nåede dog caribien og sejlede rundt der samt i noget af Sydamerika. Vi fik endda lavet en cap med et mærke hvor der stod Canaria Islands – Australia på. Det var dog en yderst vellykket oplevelse med mange gode minder fra turen. Men apropos Australien, måske bliver der en alle gode gange tre ude i fremtiden.

Her i Doha skal jeg vente i syv timer og nu er der kun lidt over to timer til jeg kan gå om bord på flyet, også her har jeg en business class billet. Her er meget stille i Doha, men det er også midt om natten, men også her virker det som om det er anderledes, alle steder stod der folk og dirigerede os hvor vi skulle gå hen og folk var enormt flittige til at bruge hånddispensere hvor de var opsat.

Da vi lettede fra Doha kunne man se groundede fly over hele lufthavnen, og flyvningen til Kastrup var stille og rolig og med en skyfri himmel var der et godt vue over jorden især Karpaterne med deres snedækkede tinder. Lidt over 12 landede vi i Kastrup og da vi kommer ud af flyet bliver vi modtaget af et kæmpe opbud af lufthavnsarbejdere og politi som med armbevægelser leder os ud i bagagehallen hvor vores ståpladser er afmærket med gule kryds så vi ikke kommer til at stå for tæt på hinanden grundet smittefare. Jeg talte ca. 70 medpassagerer, det var ikke mange i det store fly. Det var ikke omtalt om aftenen i nyhederne som flyet fra Filippinerne som var noget udenrigsministeriet havde sørget for. De fleste rejste nok på egen foranledning og sandsynligvis på deres forsikringspolice lige som undertegnede. Billetten kostede 51.500 danske kroner.

Da min kuffert kommer som en af de sidste er det ud gennem tolden hvor de alle står og kigger medfølende på en og med nogle korte nik byder velkommen hjem. Ude for enden af terminal 3 holder min kammerat for at samle mig op, han er mødt op med en stor lukket kassevogn og jeg må sidde omme i varerummet på en fastspændt kurvestol på hele turen hjem til Rødvig. Det var næsten som var det et af politiets gamle salatfade.

Det var godt at komme hjem under de omstændigheder. Jeg ville naturligvis hellere have fortsat ferien hvis det havde været muligt, men det blev det ikke. Så ud af de 36 dage ferien skulle have varet blev det kun til 10 gode dage inden ”fælden” klappede og vi blev sat i isolation og begrænset frihed, havde vi bare fået seks dage mere, så havde vi nået New Zealand delen. Vi har naturligvis ikke lidt nogen overlast i vores isolation, men i og med at så snart vi havde fået booket billetter blev de næsten straks værdiløse af et eller indgreb fra en eller anden stats beslutning om at lukke indflyvning eller anden begrænsning samtidig med at de forskellige hoteller vi skulle bo på også lukkede og vi ikke kunne gøre dit eller dat. Hele tiden har usikkerheden om hvad der ville ske været en faktor som har påvirket underbevidstheden negativt.