383: Ole Frandsen Andersen
Ole Frandsen Andersen
B-kompagniet, 342 Maskingeværbataillon, US Army
I den 11. time på den 11. dag i den 11. måned 1918 kom budskabet om våbenstilstanden som sluttede Den Store Krig. Men det var 11 dage for sent for den frivillige fra Havnelev.
| Det lille kapel på Lille Heddinge kirkegård |
| Et billede af Ole Frandsen som skovarbejder |
Ole Frandsen Andersen deltog i krigen på amerikansk side i B-kompagniet, 342 Maskingeværbataillon. I det store slag ved Meuse-Argonne blev han dræbt den 1. november 1918, kun 10 dage før freden kom. Han blev efter forældrenes ønske flere år efter genopgravet og ført hjem til Danmark i en zinkkiste og bisat i et lille kapel på Lille-Heddinge kirkegård på Stevns.
Hvert år på våbenstilstandsdagen holder de stevnske soldaterforeninger i fællesskab en lille ceremoni hvor der lægges en buket blomster på Frandsens kiste. Traditionen startede første gang på 10 års dagen for første verdenskrigs afslutning den 11/11 1928 hvor Forsvarsbrødrene for St-Heddinge og Omegn kl. 11 nedlagde en krans på – og der citeres fra Forsvarsbrødrenes Jubilæumsskrift fra 1933: ”den i krigen faldne soldats kiste på Lille Heddinge kirkegård. Den unge soldat deltog på amerikansk side og faldt den 1. november 1918 – altså kun 10 dage før krigens afslutning. Man overværede først gudstjenesten i Lille Heddinge kirke, som var fyldt til sidste plads og hvor pastor Lassesen talte om mindedagen. Efter gudstjenesten samledes man ude ved det lille kapel, hvor den faldne soldat, Ole Frandsen Andersen fra Havnelev, hviler under det amerikanske flag.
På slaget 11 fulgte 2 minutters stilhed med blottede hoveder og sænket fane, hvorefter formanden holdt en stærk personligt præget tale om den unge soldat, og nedlagde selskabets krans på kisten. Det var en højtidelighed, som længe vil mindes af de mange deltagere fra byen og selskabet”. Citat slut.
Ole Frandsen Andersen blev født den 12 januar 1894 i Lille-Heddinge. Han udvandrede til Amerika i marts 1910 og arbejdede i det nordlige Amerika som skovarbejder indtil han i 1917 blev udskrevet som soldat i til den amerikanske hær og efter endt uddannelse sendt til Frankrig hvor han som nævnt blev dræbt i november 1918.
(Breve og skrifter fra efterkommere af Frandsen).
Analyse:
Ole Frandsen Andersen som rejste til USA i 1910 blev udskrevet til den amerikanske hær i marts 1917 står der skrevet i en nekrolog over ham. Om det er tilfældet eller om han har meldt sig frivilligt vides ikke. Desværre er det ikke muligt at søge i de amerikanske arkiver efter soldater fra 1. verdenskrig da arkivet for mange år siden gik til ved en stor brand i den bygning hvor de blev opbevaret. Så igen er her tale om gætteværk.
Ole Frandsen deltog i det samme Meuse-Argonne slag som Carl Stevens, dog for ham bare med dødelig udgang.
Efterspil:
Ole Frandsen Andersen blev begravet på en amerikansk soldaterkirkegård. Amerikanerne havde et andet system at begrave deres faldne på. De samlede de faldne sammen på store gravsteder, mange gange midlertidige. Hvis de pårørende ønskede det kunne de få liget hjem til genbegravelse. Det gjorde Frandsens forældre. Så han blev midt i 1920erne opgravet, lagt i en zinkkiste og transporteret til Danmark – alt sammen på den amerikanske stats bekostning – mens genbegravelsen måtte bekostes af familien. De byggede et lille kapel hvor kisten blev stillet i. Her står den som nævnt stadig i dag næsten hundrede år senere.
Hvordan reagerede de på de stærke oplevelser?
Af de fire soldater der er blevet behandlet i denne redegørelse tyder alt på at de alle besad den hellige ild og ikke veg tilbage for de udfordringer de kom til at stå overfor. De 3 af dem blev på ærens mark og den fjerde kom kun ved et heldigt tilfælde gennem den i live. Af alle de danskere jeg har haft mulighed for at studere kendes ikke et eneste tilfælde hvor de er brudt sammen. Dette skal nok også ses ud fra at de alle var frivillige og som sådan havde besluttet affattet med dem selv hvad det var de gik ind til. Dermed ikke sagt at de på nogen måde havde regnet med at blive dræbt.
Hvor mange af dem faldt og hvorledes klarede de og deres pårørende livet efter krigen?
Igen et noget usikkert spørgsmål da vi jo ikke ved nøjagtigt hvor mange danskere der deltog. Men sammenligner man med det New Zealandske Expeditionskorps der alle var frivillige kan man tilnærmelsesvis danne sig et resultat. New Zealænderne havde 16.697 dræbte og 41.317 sårede. (Cox 1983: 306). Det giver en samlet tabsprocent på 50, en af de højeste under første verdenskrig. Det vil stort set sige at en ud af fire danskere blev dræbt. I denne redegørelse er det 3 ud af fire som blev dræbt.
