440: Australia 2020 – 2023 Del 1:2

This entry was posted by Monday, 4 November, 2019
Read the rest of this entry »

Australien i marts 2023.

Mandag den 6. marts

Stod og kl. 0330 kort før vækkeren kimede. Fik en hurtig kop kaffe, fik pakket det sidste færdigt og låste alle døre m.m., slukkede for pille fyret og aflåste hus, lade og den store carport og var klar da Bjarne og Vibeke hentede mig 0430. Smed alle nøgler i en plasticpose som jeg droppede i postkassen som Eva tømmer.

Vi kom i god tid til Lufthavnen, jeg havde i forvejen udskrevet vores boarding card som vi skulle kun droppe vores bagage og gå gennem security som var det samme cirkus som det plejer at være.

Vi gik op i Bjarnes lounge og fik noget morgenbrød og kaffe m.m. Der var et ældre par danskere, tror det var far og datter, han var i hvert fald meget ældre end hende. De skulle til Marbella hvor de havde et lille hus.

Ved 0900 tiden boardede vi og en halv time senere gik 787eren i luften. Yderst ved vinduet i vores række sad en ung dansker som skulle til Indien og opstille Vesta vindmøller sammen med en makker som sad på sædet foran. Seks timer tog turen til Doha.

I luften mellem København og Doha. En dansker der er på vej til Inden for at opstille vindmøller tager en morfar.

Grundet tidsforskellen landede vi i Doha sidst på eftermiddagen ca. Kl. 16. Her skulle vi vente tre og en halv time på næste trin. Så vi slentrede rundt i lufthavnen til de forskellige boder, men alt her er dyrt, meget dyrere end i Danmark. Dog købte jeg et USB-adapter stik til min nye IPhone som endnu en gang har fået nye stik som ikke passer sammen med noget andet. Det kostede 19 US $ i cash. Senere spiste vi en pizza, øl kan man ikke købe.

Endelig boardede vi en Airbus 300 og vi havde sæder næsten samme sted som i foregående fly og denne gang fik vi en lille sød orientalsk pige fra London som sædekammerat. Hun var i øvrigt doktor på et hospital og skulle besøge en veninde på New Zealand i tre uger. Det blev en lang ulidelig tur hvor jeg sad og læste, sov, læste skiftevis i den næste 13 timer inden vi endelig landede i Adelaide ved 17-tiden.  Vi skulle erlægge 20.000 AUD I depositum for bilen, det er ca. 90.000 Dkr} så derfor kunne jeg ikke anvende nogen af mine danske betalingskort, men måtte benytte mit amerikanske.

Vi havde planlagt at starte med at tage på hotel og få en god søvn og så leje bil dagen efter. Det lavede vi om så vi lejede en lille SUV for 12-13 tusinde. Vi skulle erlægge 20.000 AUD i depositum på kort for at kunne leje bil. Det kunne hverken mit guldkort eller SAS masterkortet klare, men heldigvis kunne mit amerikanske Visa gøre det. Det var et held, for Bjarne havde heller ikke noget kort som kunne stille et sådant beløb til rådighed. Så hvis ikke jeg havde haft det amerikanske kort havde vi ikke kunnet leje bil overhovedet da det er en betingelse for at leje bil i Australien. Hvorfor, det ved jeg ikke. Bjarne havde fundet et sted et godt stykke uden for Aadelaide til en rimelig pris ca. 45 km mod syd. Det viste sig at være en sæsonresort som var lukket og vi måtte videre til den næste som var en campingplads. Så var vi i Aldi og handle og da de ikke sælger øl, vin eller spiritus i almindforretninger måtte vi ind i en Liquoer store som, fandt vi ud af normalt ligger bag hvert supermarked. For os syntes det at være en noget kluntet ordning at man ikke kan købe hverken øl, vin eller spiritus i dagligvarebutikken. Der var stor forskel på disse liqouerstores, nogle var bare små depotrum med et mindre udvalg i drikkevarer, mens andre var store og velassorterede med et kæmpe udvalg som langt overgik de største danske på området.

Så ledte vi videre og det næste sted var et privat hus, næste endnu en campingplads, og da vi kørte derfra var der en stor kænguru der med et ordentligt bump løb ind i bilens venstre side. Da Bjarne stod ud af bilen stod kænguruen omme bag bilen og sprang så videre åbenbart sluppet med et par lettere skrammer. Et par kilometer senere var der en anden kænguru der sprang ud foran os men uden for risikozonen. Efter at have kørt ca. 130 km fandt vi endnu et resort hvor der var lys, og der sad et par og hyggede. De forklarede at man vist nok selv kunne booke ind på et room, men bookingmaskinen var defekt så jeg ringede på et nummer der var opsat og jeg fik en dame i nak som lovede at komme og se på det. Hun kom også og vi fik et hus med to soveværelser, bad og køkken m.m.

Efter en øl og et bad og denne beretning må det være sengetid

Lige før jeg gik i seng spiste jeg lidt chokolade og drak en øl og en kop kaffe. Alle tre ting var en dårlig beslutning så sent på aftenen. For det første skulle jeg rende fire gange til vandladning og chokoladen kunne galleblæren ikke konsumere så mindst tre gange sprøjtede den chokoladerester op i halsen så jeg måtte tage en syretablet og skylle efter med vand. Så sov rædselsfuldt og efter sidste vandladningstur kl. 0400 kunne jeg ikke længere sove, så stod op, lavede kaffe og spiste morgenmad og gik i seng igen kl. 0530 og sov indtil kl. 0800 hvor Bjarne råbte. Så fik vi pakket habenguttet sammen og kørte videre.

Vores første overnatningssted.

Onsdag den 8. marts

Vi kørte ned til færgelejet ud til Kænguru Island og beså stedet. Vi har måttet opgive at tage derud da alle færgeoverfarter er booket for den næste uges tid. Så satte kursen mod Melbourne – der er mellem 800-850 km.

En selfie fra Wild Life Park

Ved Viktor Harbour lå der et Wild Life Park som vi tog ind og så. Her kunne man få lov at fodre kænguruerne og kæle med koalabjørnene. Kænguruerne var så tamme at man kunne både klappe, ae og fodre dem fra hånden. Der var en del andre dyrearter også. På et tidspunkt var vi atter inde i en Aldi butik og supplere rationer op. Derfra videre mod Melbourne og ved 1615 holdt vi ind i Kingston og fandt et overnatningssted på Crown Inn til 65 AUD for et værelse med bad på gangen. Dagens strækning har været mellem 250 og 300 km.

 

 

Vores overnatningssted blev noget i stil med et gammelt sømandshjem. Det var billigt, men vi havde kun et lille værelse med en dobbeltseng og to enkeltsenge uden bord og stole. Bad og toilet var for enden af gangen, fælles med alle andre på etagen. Ligeledes skulle man dele køkken og det var lidt underligt, for der var ingen kogeplader og den elektriske kogekedel var der en anden som havde taget ind på sit værelse, så den så vi ikke før næste morgen. Ved 1730 tiden strømmede det ind med gæster i krostuen til noget i stil med en folkebespisning, dog blev der serveret flere retter.

Vi fik dog en god nats søvn og var begge udhvilede næste morgen ved 05-tiden hvor vi stod op og fik en kop kaffe med kogt vand fra den nyligt opdukkede vandkedel.

Torsdag den 9. marts

Straks da det blev lyst fik vi pakket vores habengut sammen i bilen og så videre. Ved første tankstation fik vi tanket op-36 L, Bjarne købte kaffe og noget sandwich, men det kan jeg godt forstå da han ikke har fået andet end croissanter, basser og energibarer. Dagens destination blev sat til Geelong, det er derfra at de sejler færge til Tasmanien. Den nåede vi omkring 1515 efter 541 km, kun med enkelte pauser, blandt andet et ved et udkigspunkt ud over Sydhavet hvor der var opstillet et memorium for en Avro Anson dobbeltmotors multimaskine fra det australske flyvevåben som havde været på rekognoscering efter en u-båd og ikke siden blev set.

Mindesmærke for flyvemaskine som forsvandt.

Vi fandt et motel i udkanten af Geelong til en hæderlig pris. Der var lige et værelse tilbage så det snuppede vi. Det er ok og der er alt hvad vi har behov for. Efter at have tømt bilen gik vi en tur på stranden, og bagefter kørte vi op i en liqourstore og købte lidt til husbehov. Vi vil nok tage en overnatning mere her, og så i morgen tidlig køre ned til færgelejet og købe billetter til Tasmanien fredag.

Mindesmærke for Koreakrigen i Geelong

Fredag den 10 marts

I løbet af aftenen og natten fik jeg slim i halsen som jeg døjede med hele dagen efter. Vi ville booke en nat mere på motellet men det var ikke muligt da alt var blevet reserveret. Så vi kørte ned i receptionen ved Spirit of Tasmania – færgen til Tasmanien – for at købe billetter. Der stødte vi ind i problemer. Vi kunne godt komme med næste morgen med bil, men det ville ikke være muligt at få bilen med tilbage før den 19/3, så det ville sige at vi skulle være der i en uge og vi så kun havde tre dage til Canberra. Så Tasmanien blev droppet. I stedet satte vi kursen mod Melbourne og nogle museer i omegnen der.

På vejen tankede vi op og var i shopping center og proviantere. Efter et par timer nåede vi Melbourne og det tog vel en time at komme igennem den da der var meget trafik. Da vi nåede frem til museerne var de lukket og de åbner ikke så vi kan nå dem. Holdt ind i udkanten af Melbourne og fik en kølig pilsner på en fortovsrestaurant. Derefter satte vi kurs mod en naturpark til i morgen. Efter en times kørsel holdt vi ind på et motel hvor alt var optaget, men længere tilbage nede ad gaden havde de et værelse på den lokale kro som vi lagde beslag på. Det er med bad og toilet og køkken på gangen.

I løbet af aftenen og natten tiltog en halsbetændelse i snot og hoste og sved over hele kroppen så det var en ren elendighed at være til.

 Vores hotel i bjerglandsbyen

Lørdag den 11 marts

Kørt fra hotellet lidt i 10 med Bjarne som chauffør. Vi kørte efter nogle destinationer som Bjarne havde lokaliseret som nationalparker, men det blev kun til blålys, den ene var der ikke og den anden var et lukket vandreservoir og område hvor der havde været skovbrand og som nu var lukket af for offentligheden grundet risiko for væltende træer. Det eneste vi fandt som kunne være lidt insteressant var et lille vandfald og en veteranjernbane.

Under turen fik jeg forstoppelse i hele hovedet af snot så vi var inde på et apotek efter noget næsespray. Jeg snotter og harker på det bedste. Efter veteranjernbanen begyndte vi at se os om efter kommende nats indkvartering hvilket viste sig at blive ret besværligt da vi er i et meget turistiseret område og alt var simpelthen optaget. Dog var de to første steder vi var inde på gamle kroer som ikke havde værelsesudlejning selv om de står opført på nettet som sådan. På dette tidspunkt havde jeg det rent ud sagt ad helvede til med feber og frostanfald så både arme og ben rystede under mig. Vi fandt så et motel, men her var alt udsolgt, de henviste os så til et sted Langlang cabin resort som lå 20 km længere ude, men her var der ligeledes overbooket, men her var de så flinke at en dame ringede rundt for at finde noget til os og hun fandt to rum i Leongatha, som hun bookede til os – der var 50 km dertil – afstande er vist ikke noget der tænker så meget over hernede. Da vi ankom til Leongatha bookede vi for to overnatninger – altså til mandag morgen – hvor vi vil køre ned til Wilsons Promentory national park og finde en hytte der.

Efter en kop kaffe gik jeg i seng og dette tidspunkt frøs jeg over hele kroppen. Jef sov i et par timer, stod op og tog et tiltrængt bad, varmede nogle pølser i mikroovnen og spiste dem til noget brød hvorefter jeg atter gik til køjs og sov med mellemrum til næste morgen, stadig med feber, men nu er den varm, og stadig snot og hoste.

 

Søndag de 12 marts.

Stod op og fik noget morgenmad, en bolle med banan. Vaskede et par T-shirts og lagde mig igen. Op ad formiddagen fik jeg det lidt bedre, og i skrivende stund føler jeg mig nogenlunde selv om jeg snotter og hoster.

Bjarne tog bilen og kørte ned på et lokalt museum i byen. Om eftermiddagen gik vi en tur ned i byens centrum og handlede lidt proviant ind. Jeg købte en grillet kylling i stegepose som jeg spiste udenfor ved nogen bænke som hører til motellet og drak det sidste af den flaske rødvin jeg købte for nogle dage siden, og bagefter skiftede jeg til badeshorts og sad i solen til den var væk og blev rimeligt brunet. Jeg ved ikke hvad Bjarne spiste, men formentligt nogle berlinere skyllet ned med colaer. Det var den 71-års fødselsdag. Der var mange lykønskninger på Facebook.

På spadsertur i Leongatha hvor vi havde to overnatninger grundet min halsbetændelse.

Gik til køjs ved 23-tiden og kunne ikke sove. Det var først ud på morgenen jeg må være faldet i søvn, men alligevel føler jeg mig oplagt, uden feber og hovedpine, kun lidt gammelt snot der nu bare skal blæses ud. Vi skal i dag køre ned til Wilsons Promontory National Park.

 

Mandag den 13 marts

En lille lækker badestrand i Wilsons Prom

Stod op halv otte og fit for fight igen. Spiste morgenmad og tog bad. Lidt over ni forlod vi motellet, – tankede og satte kursen mod Wilsons Prom som er en national park. Den nåede vi en time senere. Det er en lang smal tange ca. 50-60 km lang hvor man kan køre rundt på en del af det, der er stier til walkers og der er flotte badestrande m.m. Vi kørte helt ned i bunden og tog så et sidespor hvor vi skulle gå ca. 2,5 km hvor der var kænguruer langs sporet. Derefter satte vi kursen vestover i et par timer og nåede ved 1530-tiden byen Sale hvor vi indlogerede os på et fint motel. På en meget øde strækning på over ca. 50-75 km lå der mange påkørte dyr, mest kænguruer ude i vejsiden.

Nu er vi kommet lidt på afstand af det mest turistiserede besøgte område for denne gang og priserne på overnatningerne er blevet helt humane, men det skyldtes også at det i dag var en helligdag for australierne, nemlig deres labour day så de havde forlænget weekend så det ikke var muligt for os at få noget i Nærheden af Wilsons Prom og priserne i samme weekend har derfor også været skruet op også her hvor vi er nu, så fra i morgen må vi forvente lavere priser.

Aftensmaden bestod af de sidste to pølser jeg havde som blev brændt varme i mikroovnen med en skive brød til. Vi gik en tur ned i byen hvor Bjarne købte en lille pizza for 27 kroner.

 

Tirsdag den 14 marts

Fik morgenmad på motellet hvilket gør det til første gang at den var inkluderet i overnatningen. Lignede amerikansk break fast med brød, pålæg, cornflakes, frugt m.m., i øvrigt ganske udmærket i forhold til hvad vi er vant til. Der var nogle soldater fra Singapore også, de er vel formentlig på uddannelse her i Australien. Vi skal køre om lidt og skal igennem en mose eller lavvandet område beliggende ud til kysten.

Fra Sale kørte vi mod øst, ud på en lang smal tange med vand på begge side på en vej med navnet The 90 miles Beach, for på højre side af vejen var et ca. 10 meter højt sanddige og på den anden side en fantastisk bred sandstrand som er 140 km lang. Vi holdt nogle gange og gik ned til stranden, den første gang soppede vi, jeg turde ikke bade da der stod at der var stærk strøm, dønningerne trak i hvert fald godt ud fra land. For enden af vejen kom vi til marsk eller moseområde hvor der var lavet en bro over. Og lige med et forstod jeg hvorfor man ikke kan finde Loch-Ness uhyret i Scotland -den befinder sig nemlig her i Australien. Derefter tilbage ad næsten samme vej det første stykke. Vi sat Ud på eftermiddagen satte vi kursen mod byen Marlo, en lille turistby hvor der bor 500 når der ingen turister er, og 2500 når der er flest.

Vores hytte i Marlo

På vejen så vi flere påkørte dyr, mest kænguruer, men også et par store vombatter. Vi stoppede og tog billeder af den ene – og føj for den lede hvor den stank, lige som jeg nærfotograferede den kom der en brise og slog lige op i min næse – der havde jeg nær kastet min første rigtige morgenmad i grams, puha hvor det stank. Det sad i næsen i et par timer efter selv om jeg lige har haft forkølelse. Ud på eftermiddagen efter 335 km kom vi til Marlo og fik tanket bilen op og fandt en dejlig hytte til overnatning. Temperaturen er steget vildt i forhold til den første dag vi ankom, i dag nåede den 30 grader, og jeg solbadede udenfor hytten i lidt over en time i 24-27 grader og blev godt gennemvarm. I aften skal jeg have resterne af den kylling jeg fik på min fødselsdag, og jeg glemte lige at fortælle at da vi kørte tilbage gennem Sale passerede vi en Liquoer store, det er der man i Australien må købe øl. Vin og spiritus. Priserne for disse sager er højere end i Danmark, men dog ikke så ublu som i Sverige. Heldigvis havde de en masse på tilbud så jeg købte en kasse blandede sager og sidder lige nu og drikker en fantastisk australsk rødvin på 14%. Jeg skal naturligvis have lidt mere til kyllingen.

 

Onsdag den 15 marts

Efter en god nats søvn sidder vi ved morgenbordet. Nu lover man i nyhederne hedebølge ved østkysten, og det er jo der vi er. Sgu også på tide varmen opdager at vi er her på ferie. Vi skal længere nordøst på i dag – hvor langt, må tiden vise. Vi har indtil nu kørt 2.260 km siden vi lagde ud i Adelaide.

Fra Marlo kørte vi til Bega, en tur på små 262 km. Første del af turen var igennem en lang strækning skove med træer som visse steder har været hærget af skovbrande, men som atter er grønne. Vejene er generelt gode og hastighedsgrænserne ligger på 100 km i timen uden for byerne hvor den ligger fra 40 til 60. Efter de første 150 km fandt vi endelig et sted at holde in for en kop kaffe. På et tidspunkt passerede vi et trafikdræbt ådsel hvor et lille rovdyr var i gang med morgenmaden. Det lignede en mår, den var lidt større.  Området havde tidligere været hærget af en skovbrand, så den lokale kunstner havde ud af ruinerne på de forskellige steder frembragt nogle abstrakte motiver til skræk og advarsel fra udbrændte effekter (billederne).

Kunstværk på en rasteplads, lavet af de udbrændte rester fundet i ruinerne efter en skovbrand

I byen Eden var der et museum for fiskere, hvalfangere og søfolk i almindelighed som vi naturligvis måtte ind og se, og her brugte vi et par timer. Derefter var det tid til middag så vi kørte ned til en lille strandpark og nød vores tørre beskøjter. Og så måtte vi selvfølgelig ud at bade i bugten som lyder det makabre navn The Whal Killer Bay (dræberhvalbugten) hvilket vi overlevede, men det var herligt for temperaturen var allerede oppe på 25 grader.

Bagefter handlede vi i det lokale indkøbscenter og kørte videre op langs kysten til Bega hvor vi fandt et motel lige uden for byen. Totaldistancen er nu på 2526 km. I morgen vil vi igen køre op langs kysten, måske til en by som hedder Ulladulla. I morgen loves der 30 grader.

 

Torsdag de 16 marts

Den 16 marts er årsdag for flere ting jeg husker, min gamle mester fyldte 50 den dag i 1968, hvor jeg lige var kommet i lære, og han holdt stor fest på Højskolehjemmet i Store Heddinge hvor alle byens spidser var indbudt samt alle os der var ansat i firmaet. Det var ren Matador. Samme dag skete massakren i My-Lay i Vietnam og den gamle kirke i Højerup styrtede ned samme dag i 1928 hvor min mor blev født og hun bliver 95 til juni.

Vi startede dagen med at besøge et lokalt ostemejeri i Bega hvor de havde et pænt museum for osteproduktion i Australien og samtidig kunne man købe både kaffe og små anretninger med prøvesmagning af deres oste som jeg godkendte smagen af.

Fra vores besøg på ostermuseet

Så videre der ud af mod Jervis Bay. Undervejs holdt vi ind to gange, den ene gang for at raste og drikke lidt vand ved en sø og den anden gang ved en flod hvor vi spiste vores beskøjter. Da vi ankom til Jervis Bay havde vi lidt problemer med at finde et sted for natten, men det lykkedes dog at finde en familiebolig med en dobbelt bed og to køjesenge til 850. Et rigtig fint sted hvor der er tre minutters gang ned til stranden i Jervis Bay som ligger ud til Stillehavet. Og da temperaturen i dag nåede de 37 grader som Erik pralede med, så måtte vi naturligvis også ud og bade. Efter en halv time i søen var vi blevet tempererede. Vi kørte ned på den lokale havn og bookede billetter til en tur i morgen tidlig til et cruise efter delfiner. Det kostede 40 lokale penge pr. Person for 90 minutter. Vi skal være dernede 1015 i morgen formiddag.

Vi havde smidt vores badetøj til tørre på hækken hvor vores bil holdt parkeret, og på et tidspunkt hvor jeg var ude for at se om det var tørt var der en australier som prajede mig an, han sad i lejligheden ud til vores bil sammen med sin kone og ville åbenbart gerne have lidt mere selskab. De kom inde fra bushen hvor han var på et hjem med retarderede og han bød på drink, hvilket jeg høfligt afslog, ellers var det nok blevet til flere. Der var gang på deres værelse til langt ud på aftenen.

 

Fredag den 17 marts

Startede dagen med en dukkert ved stranden kl. 0700 hvor der allerede var fyldt godt op med hunde og senior badeklubber. En herlig morgen frisker. Fik under bruseren skyllet saltet af og spiste beskøjter med kaffe, pakkede og ventede på kl. 10.00 hvor vi kørte ned i havnen og gik ombord på dolphin båden som sejlede et godt stykke ned ad kysten og vendte rundt ved en australsk flådebase. Næsten tilbage i havnen tror jeg at mange havde opgivet at se delfiner, men lige med et fik jeg øje på noget i min kikkert, 10 sekunder før at kaptajnen opdagede dem, en stor flok delfiner hoppede nok så fint ret foran båden. Så kan det nok være at folk kom på stikkerne med deres kameraer og mobiltelefoner. Lidt over middag var vi tilbage i havnen og satte os ind i en godt forvarmet bil da temperaturen nu havde nået de 25 grader, ingenting i forhold til i går.

På Delfin seightseeing tour fra Jervis Bay

Kurs imod Kiama, men vi blev enige om at slå et stykke ind i landet for at være sikre på at få en rimelig booking, da alt ved kysten er dyrt eller optaget i weekenden. På hovedvejen var der en skilt med FLEET AIR ARM MUSEUM, så rattet 190 grader rundt tilbage og ned ad den vej. Det måtte jeg da se. Museet lå langt fra alfarvej men ved siden af en australsk luftbase, og deres forsvarsministerium havde også nogle bygninger m.m. Et fint museum med mange interessante ting og sager og i souvenirshoppen købte vi lidt forskellige sager og en kop kaffe af den hyggelige trinde kassedame som gav os hver en håndfuld pins til at dele ud af.

Efter en små 100 km kom vi til Moss Vale hvor vi bookede på et golfhotel Moss Vale Golfresort til 210 lokale penge, så er der nok også en lækker morgenmad med. Det var der å ikke. Golfere spiser ikke morgenmad. Da vi havde smidt vores habengut op på værelset kørte vi om i byen hvor der var Moss Vale Market Day. Det kostede 15 lokale at komme ind. Der var både cirkus og tivoli, dyreudstillinger tombola og meget mere. Så jeg foreslog Bjarne at vi fik en kold øl og smed røven i sædet. Så jeg gik hen til en bod hvor det så ud til at man kunne købe alt og spurgte, Do you have beer. Manden som stod bag disken havde stort rødt fuldskæg, rullede med øjnene, kiggede op i solen og sagde, Kan du se nogen-for jeg kan ikke. Hvortil jeg svarede, jeg kender ikke jeres lokale regler, men der hvor jeg kommer fra kan man købe øl alle steder. Han så helt grædefærdig ud og sagde, findes der sådan et sted, hvor er det. Ja det er jo så i lille Danmark fik jeg svaret. Vi gik vores vej inden han brød helt sammen.

På marked i Moss Vale hvor der var opvisning af hunde og får dressur

I et stort telt havde byens koner konkurreret i næsten alt uligt. Kagebagning, syltetøj, tegninger, grønt og frugt og mange andre discipliner og vinderne havde fået påhæfter et First Prize flag på deres ting. Jooo vi var skam kommet rigtig ud på landet. Vi retirerede til hotellet og fik noget aftensmad efter et besøg i Coles supermarked. I øvrigt havde byen Moss Vale 9.500 indbyggere.

Lørdag den 18 marts

Vi havde talt om at køre op til Blue Mountains, men lige pludselig slog tanken mig at Erik vistnok havde planlagt en tur dertil. Et kig i programmet, og ganske rigtigt – så skulle vi ikke køre derop. I stedet besluttede vi at køre til Singleton hvor der ligger et Army museum. Efter små 100 km blev der skiltet med et reptil park som vi drejede af til. Det kostede 40 lokale som senior at komme ind, men det var godt givet ud. Her var alligatorer og krokodiller, krokodillen er nok en tredjedel større end alligatoren. Der var en masse fugle, kænguruer, Wallabyer, den tasmanske djævel o meget mere at se på. Så ved middagstid skøjtede vi videre i ødemarken. Ude på motorvejen blev vi overhalet af en pickup som havde to løsgående golden retrievere på ladet, med en fart på 120, men de så ud som om de var vant til det.

Der står en masse brune skilte på motorvejen som henviser til wineries- wineyards etc., og tre gange prøvede vi at dreje af og finde disse wineyards, men hver gang fik vi en papkænguru, spildte en masse tid og forgæves kilometere. Gad vide hvad moroen går ud på.

Ud på eftermiddagen nåede vi destinationen Australian Army Infantry Museum i Singleton. Foran museet stod en gammel Matilda kampvogn som australierne var udstyret med i ørkenkrigen i Nordafrika i 1941, en på det tidspunkt allerede udmanøvreret af de tyske panser IV kampvogne, og kunne på det tidspunkt faktisk kun benyttes som infanteristøtte. Atter var det gratis at komme ind på museet som var rigtig interessant. Udstillingen startede med de første opstillede enheder af australsk mandskab efter at den britiske hær forlod Australien. Den australske hær blev derfor præget af den britiske da meget af mandskabet var soldater derfra som var blevet boende. Allerede under Sudan-krisen og Boerkrigen sendte Australien hjælpetropper til støtte for Imperiet. Første og anden verdenskrig var Australien atter at finde blandt de krigsførende og sammenlagt for de to krige mistede de omkring 110.000 mand i faldne, dertil dobbelt så mange sårede og mistede. Australiens og New Zealands nationaldage kommer faktisk som en direkte hændelse med de store tab begge lande havde ved Gallipoli i Tyrkiet under første verdenskrig hvor de havde så store tab at der var landesorg. Efter rundturen handlede vi lidt i kiosken og skøjtede vider til byen Singleton hvor Bjarne havde fundet et billigt hotel-motel. Royal Hotel var navnet og prisen blev 429 for en overnatning, godt nok med bad på gangen, men der er køleskab og aircondition. Temperaturen nåede i dag kun de 32 grader. I morgen lover de 41 grader, så jeg tror jeg vil pakke jakken ned i kufferten.

En Matilda kampvogn fra ørkenkrigen udstillet foran The Australian Army Infantry Museum

 

 

Søndag den 19 marts

Det var et ganske udmærket værelse vi havde fået, men netop da jeg gik ud på gangen for at gå ned i baderummet startede alarmen og hylede i det uendelige de næste ca. 20 minutter imedens at jeg soignerede mig. Aftenen var hed og varm og vi var nødt til at starte airconditionen op som vi slukkede inden vi gik til ro. Stille aften og nat. Stod op ved syv-tiden, fik kaffe og et par bananmadder og ventede på at klokken skulle blive tid til at køre videre. Det blev den halv ti hvor vi samlede vores habengut sammen og drog derudaf mod Hunter Valley – Wineyards området. Vi holdt ind på et par stykker og Bjarne købte en prøvesmagning det ene sted. Jeg måtte holde lav profil da jeg kørte. Serveringsdamen pludrede som en kusse i en våd kløvermark da hun præsenterede de forskellige vine for ham, og jeg tror ikke at han forstod en skid, men han så ud til at kunne lide de fleste smagsprøver. Vi var også inde i en antikvitetsbiks ude på landet. Vi kom som nogen af de første og havde god plads til at gå rundt og se det store udvalg. Der lå en samling britiske medaljer som jeg i nuet blev helt forkølet på, men desværre viste det sig at de alle sammen var reproduktioner og så fladt temperaturen og købelysten – ærgerligt. Men han havde mange sjove ting i butikken.

Bjarne til vinsmagning i en wineyard

Videre, tilbage til kysten, temperaturen var nu nået de 40 grader og på motorvejen skulle vi ind og tanke, men trafikken denne søndag var enormt massiv og trykket på motorvejstanken ligeså, så det tog en rum tid at komme frem i køen og få fyldt tanken op. Efter ca. 250 km og krydset Sydneys sydlige forstæder ankom vi til Worrongong en kystby ud til Stillehavet hvor vi fandt et motel Thirroul Beach Motel hvor vi måtte in booke igennem telefonen og modtog så en kode til rummet. Der er ca. 100 meter ned til en lækker badestrand med gult sand, hvor vi skal ned om lidt.

Der var herligt med en tur på stranden, 400 meter i badesko så var vi ude i det afkølende Stillehav med store kraftige dønninger som rev en med ind når den brækkede.

Tog lidt sol i en stol udenfor vores rum indtil den gik ned. Fik nogle tørre beskøjter, Bjarne hentede en pizza.

Mandag den 20 marts

Til morgen ringede de fra motellet at mit betalingskort ikke virkede, så jeg måtte genindlæse numrene på det. Hun ville ringe igen hvis det ikke virkede. Da vi pakkede ud i bilen ved halv ti-tiden stod hun og ventede på os, kortet havde declined, så hun havde ingen penge fået. Så prøvede hun at indlæse det på stedet, men det declinede atter. Så løb hun over i restauranten og hentede deres kortbetalingskoder og så virkede det. Grunden har sandsynligvis været at hun ikke tastede sikkerhedskoden på bagsiden af kortet ind, men den ville hun ikke have. Hun har nok ligget søvnløs hele natten og spekuleret på om vi ville narre hende.

Vejret er slået om så der bliver nok ikke mere badestrand i denne omgang. Det regnede og blæste og temperaturen faldt helt ned på 16 grader, det er en halvanden gang lavere end i går.

Da der var orden på tingene kørte vi ned i Coles og handlede dagligvarer og derefter holdt vi ind hos en antikvitetshandler hvor jeg købte lidt mærker og en MBE-orden med papirer for 550 AUD.

Så kørte vi ud til kysten ved Kiama hvor der er nogle huler med huller hvor vandet sprøjter op igennem når søen er på, lidt i stil med hulkerne i gamle dage ved Harvig. Det var meget sjovt at se medens regnen piskede ned.

Derefter satte vi kurs mod Canberra, men ikke så langt ud af motorvejen blev der skiltet med et flymuseum som vi drejede ind til. Her fik vi en guidet tur af en ældre kvalificeret herre som var nem at forstå. Museet havde både militære og civile fly i hangarerne og vi sluttede af i en Boing 747 jumbojet. Det var et godt afbræk på dagen.

I cockpittet sammen med en australier på flymuseet

Da vi manglede ca. 100 km i at være i Canberra holdt vi ind i en by Goulburn som ser ud til at være en større by på landet, mellem Sydney og Canberra. Vi bookede først ind centralt i byen men da vi kom op på værelset var der kun to senge i et meget lille rum, og intet andet – declined – så jeg gik tilbage og bookede ud. Desværre havde de intet andet, så vi måtte lede rundt i byen og i udkanten før vi fandt et godt sted med fire senge til 230 lokale. Men alt er i orden, intet mangler. Det er en firelænget gård i to etager i flot byggeri, ud på aftenen var gården fyldt med bil og jeg vil tro at de sidste rum er blevet besat. Klokken 22 forsvandt strømmen i hele karreen og kom først tilbage ved midnatstid. Her bor 24.000 mennesker i Goulburn.

 

Tirsdag den 21 marts

Vi forlod motellet ved halvtitiden og kørte ned i byens hovedgade og kiggede i nogle genbrugsbutikker om der var noget som kunne friste, hvilket ikke var tilfældet. Vejret er slået helt om, så dagen startede med 14 grader og steg lidt op af dagen, men det forblev overskyet hele dagen. Så gik kursen imod Canberra som vi nåede til omkring middagstid. Her kørte vi ind på Australian War Memorial hvilket viste sig at være det mest omfattende museum om Australiens militære historie vi indtil nu har besøgt. Her har de verdens andenstørste samling af Victoria Cross, blandt andet Jørgen Christian Jensen, soldaten fra Vendsyssel som vandt Victoria Korset i Nordfrankrig i 1917 hvorved han blev hårdt såret. Han overlevede krigen og kom hjem til Australien hvor han stiftede familie, men posttraumatisk stress førte til umådeholdent druk og han døde i 1922 af de sår han havde pådraget sig. I 1988 da dronning Margrethe var på besøg i Australien forærede familien hende Jensens VC, og dronningen skænkede det videre til museet hvor det er udstillet i dag sammen med ca. 80 andre VC. Til orientering findes verdens største samling af VC på Imperial War Museum i London, her er der omkring 170 VC.

Jørgen Christian Jensen fra Vendsyssels medaljer på display på Canberra Australian Memorial Museum

Museet er et af de mest imponerende jeg har set. Det kunne man godt lære lidt af hjemme i Danmark. Især på det nye Frihedsmuseum som jeg finder langt under lavmål over hvor dårligt et museum må være. På det gamle Frihedsmuseum havde man udstillet Anders Lassens VC medaljegruppe, men det nye var ikke interesseret i at sætte dem på display med den begrundelse at det ingen interesse havde. Det må være et udtryk for mangel på bedre viden – skam, skam og atter skam over dem, som kan komme med en sådan udtalelse. Men i Australien er de stolte over at fremvis et VC for en dansker.

I dag fandt vi hurtigt et motel for sidste overnatning på turens første etape, og så var det endda billigt og dejligt stort med to twin beds. I morgen skal vi mødes med de andre, fire kommer fra New Zealand og resten kommer hjemmefra.

Efter at være flyttet ind på motellet begyndte det at regne, i starten stille og roligt, men senere kom den i stænger. Desværre virker deres internet for langsomt til at jeg kan uploade noget på facen, så det må vente til i morgen.

 

Onsdag den 22 marts

Vi forlod motellet klokken ni og kørte ud til en tankstation og fyldte tanken op og ved siden af var der en vaskehal som vi tog en tur i. Det var dog ikke særlig godt, for alt det tørre støv og jord blev siddende på vognen, og der var også en støvsuger vi benyttede.

Vi holdt ind til en dæmning og betragtede den og søen bagved og kom i snak med en ældre mand som var tilflytter fra Taranaki i New Zealand. Han var ingeniør af uddannelse og havde også arbejdet som sådan. Han gik ind for anvendelse af kul og ytrede mishag om danskernes vindmøller. Det er jo så en mening at have.

Vi kørte op på et udsigtspunkt over byen hvor man kunne kigge ned på regeringskvarteret med en vældig fin udsigt og på tilbagevejen var vi inde på deres nationalmuseum hvilket var meget godt, men dog ikke på højde med militærmuseet vi var inde på i går.

Derefter til vores ny hotel, Abode Hotel hvor vi bookede ind klokken 13. NU har jeg eneværelse, og hvilken luksus i forhold til det vi har været vant til.

Gensyn på Abode Hotel efter tre år med Corona, med nogle af dem der var med på New Zealand touren i 1920

Eftermiddag og aften Efter at have booket ind på hotellet og tømt bilen for alt måtte vi konstatere at hotellet ingen bilparkering havde, så vi måtte lade den holde på betalt parkering som kostede 13 lokale for resten af dagen og det samme næste formiddag indtil vi skulle ud og aflevere den. I løbet af eftermiddagen og først på aftenen ankom de andre så vi nu er en gruppe på 18. Og netop klokken atten mødtes vi alle i restauranten til briefing om de kommende arrangementer og derefter var der fri spisning med drikkevarer på fælleskontoen. Det var rigtig godt med mange forskellige retter med dertil hørende øl, rød og hvidvin hvor vi blev rystet sammen og fik udvekslet oplevelser og erfaringer fra vores coronamisløkkede tur fra marts 2020 hvor vi på New Zealand fik vores tur brat afbrudt da vi blev sat i karantæne og derefter måtte hjem enkeltvis eller i små hold hver for sig.


Leave a Reply